Truer den nyliberale kapitalisme zionismen? Kapitalinteresser spørger efter prisen på arbejdskraft. Ikke om der er jøder eller ikke

af Peter Martin Lysestøl
Det israelske økonomiske system har levet spændingen mellem den zionistiske, stærkt kooperative og militære økonomi på den ene side og den fire markedsøkonomi på den anden.
Staten Israel var fra første færd en militærstat. Både drenge og piger aftjente tre års værnepligt. Gennem alle årene har Israel anvendt langt flere ressourcer på forsvaret end noget andet land.
Mens de norske forsvarsudgifter har ligget på omkring to procent af bruttonationalproduktet (BNP), ha de israelske varieret mellem 9 og 22 procent. en stor del af industrien og arbejdspladserne har været ejet af fagbevægelsen Histradut, som sammen med den jødiske militærstat var en bastion for zionistiske interesser.
I denne zionistiske stat havde den politiske ledelse betydelig kontrol. I løbet af 1980`erne er der sket en nyliberal revolution i den israelske økonomi. Spændingen mellem zionistiske ideologi og styringen på den ene side og marked og kapitalkræfter på den anden har ført kapitalkræfterne i offensiven.
Statens rolle og Hisraduts samt zionistiske institutionernes rolle er blevet reduceret. Markedskræfterne og den økonomiske overklasse er i offensiven. israelsk presse taler om 'de 50' familier, som styrer Israels økonomi. Det er de 50 rigeste familier , ikke de mest politisk overbeviste.
Samtidig er der sket en teknologisk revolution i landets økonomi. Israels satsning på militærindustri har skabt grundlaget for en teknologisk revolution i erhvervslivet.
Tæt samarbejde med den amerikanske forsvarsindustri over en årrække og militære overførelser fra USA i størrelsesordenen 8,3 til 12,5 milliarder danske kroner har bidraget kraftigt til væksten i forsvarsindustrien.

Verdens Femte største våbeneksportør
Industrien, som skulle sikre Israels selvstændighed, er blevet et af landets stærkeste eksporterhverv. Israel er i dag verdens femte største våbeneksportør og jager verden rundt efter nye eksportmarkeder.
Fornylig indgik Israel en aftale med Indien om salg af våben til en værdi af over 8,3 milliarder kroner. Indien er i dag et af Israels bedste eksportmarkeder. Business Week anslår den 28. august 2008 eksporten af militært udstyr til over 29 milliarder kroner, selvom tallene bliver holdt hemmelige. 'Der er for tiden et ÒboomÒ i Israels eksport af militært udstyr'.
Forsvarsindustrien er blevet til et satsningsområder, der bredder sig som ringe i vandet til en række 'hightech'-virksomheder. En stor del af hightech-industrien er direkte og indirekte knyttet til forsvaret. Omkring 20 procent af arbejdskraften og 50 procent af de videnskabeligt ansatte er knyttet til våbenindustrien. Israel har i dag formentlig verdens stærkeste 'hightech' satsning med 70 procent flere videnskabeligt ansatte per indbygger end USA!

Tiltrækker transnationale
Denne satsning har tiltrukket forskningsvirksomheder fra verdens store virksomheder. Intel, Motorola, Microsoft og Veolia er kendte navne, som er veletablerede i Israel. Gennem en række 'Silicon Walleys' er der opbygget avancerede teknologiske forskningsmiljøer.
Denne vældige militærteknologiske satsning har også ført til store ændringer i Israels eksportstruktur. Mens 63 procent af eksporten i 1970 fortsat bestod af 'klassiske' eksportvarer, 'frugt, fødevarer, tekstiler og diamanter', var disse meget arbejdsintensive erhverv blevet reduceret til syv procent af eksporten i 2004. Landet er blevet stadigt mere afhængig udenrigshandelen og af udenlandsk kapital.
Denne udvikling af det økonomiske system kan på sigt være en trussel imod den zionistiske stat. For det første har kapitalinteresser styrket sig på bekostning af de politiske kræfter, som styrer, hvad der tjener zionismen.

Kapitalinteresser er ligeglade med jøder
Kapitalinteresser spørger efter prisen på arbejdskraft. Ikke om der er jøder eller ikke. For det andet er afhængigheden af udenrigshandel og udenlandsk kapital en konstant trussel, især i under lavkonjunkturer som dem, vi er inde i nu.
De transnationale selskaber investerer kun i Israel, hvis prisen på videnskabeligt ansatte er lav i forhold til andre steder og hvis den politiske situation er stabil. ustabilitet og høje omkostninger føre til, at kapitalen vælger andre investeringsområder.
Efter den første Intifada faldt eksporten med over 600 millioner dollars. I 2000 investerede udenlandsk kapital 11,5 milliarder dollar i Israel. Efter den anden Intifada faldt investeringerne med 3,8 milliarder.
Israels politik er nådesløst fanget i denne modsætning - zionistisk styring eller frie markedskræfter og vækst. Det er denne spænding, som også gør Israel så ekstremt sårbar overfor alle former for økonomisk boykot.

Peter Martin Lysestøl er socialøkonom og lektor i samfundsøkonomi ved Høgskolen i Sør-Trøndelag i Norge
Artiklen har tidligere været bragt i det norske dagblad Klassekampen. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.