Svenske Jenny Wilsons stemme har en svært fascinerende, både kølig og skrøbelig karakteristisk klang, der er nem at holde af

af Mikael Strandbech
På det sorte-hvide cover af sin nye cd 'Hardships' poserer svenske Jenny Wilson siddende i sort tøj og med kasket som en fotomodel, mærkeligt livløst. En riffel virker til at være efterladt imellem armenes kunstfærdige positur. Der er noget der stikker.
Musikken på 'Hardships' smager af en frodig soulfunk, man normalt forbinder med kunstnere som Beyonce og Macy Gray. Men musikken, som Jenny Wilson selv skriver og producerer, får aldrig nogensinde det fabrikspræg, der indimellem kan skæmme de førnævnte kunsternes musik, simpelthen fordi legetrangen i retningen af indiepop er for stor.
Jenny Wilsons stemme har også en svært fascinerende, både kølig og skrøbelig karakteristisk klang, der er nem at holde af.
Som man måske allerede har forstået er Jenny Wilson er kvinde af modsætninger og med et egensindigt temperament.
Åbningslinjerne på det første nummer The Path lyder 'I wanted to born, so I crawled out in the middle of the night, out of my mother!.' (Jeg ville fødes, så jeg kravlede ud af min mor midt om natten). Senere i teksten spørger hun, imens hun beundrer sin egen nyfødte baby: kender jeg kærlighed? Kender jeg længsel? Teksterne kredser hovedsagligt omkring det at blive mor. Naturligt nok, da Jenny Wilson selv er blevet mor, siden hun for fire år siden udsendte sit første meget roste soloalbum 'Love and Youth'.
'Hardships' har ikke det samme melodiske overskud som 'Love and Youth' og er derfor noget sværere at komme ind på. Men når det sker, møder man et spændende, sprælsk og anderledes album.

Jenny Wilson: Hardships. CD. Gold Medal Recordings/ Playground.