Hun startede som teenager med at søge eventyret i USA. Adskillige knubs senere er dansk rockscenes sorte stemme blevet en stemme mod den måde, Danmark behandler det anderledes

Det første der bider sig fast er øjnene. Lidt grøn-gule måske, med et fast blik der både ser ind i og ud over omgivelserne. Det næste er smilet - når mund og øjne ligesom lyser hele rummet op.
Det er der god brug for denne råkolde middagsstund i livsstilscafeen Bang & Nielsen på Istedgade. Lyset over det københavnske Vesterbro er underligt slapt, men inden for i cafeen går snakken lystigt.
Den 32-årige Kira Skov fylder ikke meget. Ikke rent fysisk altså. Med sit sorte hår og sit sorte tøj kunne hun blive usynlig i en skygge. Men skindet bedrager, for der er benhårde holdninger bagved.
- Hvis jeg blev statsminister? ... Så ville jeg sørge for at asylansøgere levede et værdigt liv, mens de var her, og at vi i det hele taget opfører os bedre mod fremmede mennesker, lyder det kontant fra Kira Skov.
Hun har selv prøvet hvad det vil sige at være den fremmede i de andres land, og derved også være den, der var nødt til at se sig selv med de andres øjne.
- Jeg drog ud som en hård negl, da jeg var 17 år. Otte år senere vendte jeg nok hjem en lille smule mere nuanceret. Måske fordi jeg fik nogle personlige knubs, som gav mig en større tolerance for andre mennesker.

Vild med Mozart
Der stod godt nok et klaver i Kira Skovs barndomshjem, men det fungerede mere som et møbel. For hun kommer ikke fra noget specielt musikalsk hjem.
- Det klaver var pissedårligt stemt, så det blev brugt som møbel. Men da jeg var helt lille, var jeg helt vild med klassisk musik på grund af min moster, griner Kira Skov.
Hun er en rigtig københavnerpige. Født i Nansensgade, så Valby og så videre til Rødovre. Forældrene blev skilt, og så blev hun delebarn mellem Østerbro og Rødovre.
- Som barn troede jeg faktisk, at der lå en socialistisk bogcafé på hvert gadehjørne. Det gjorde der nemlig alle steder vi boede - selv ude i Rødovre med røde faner på væggene, siger Kira Skov og griner lystigt.
Begge forældre var optaget af politik, medlemmer af DKP og altid med i alskens aktioner.
- Det fik jeg ind med modermælken. Jeg blev slæbt med til Land & Folk-festivaler, og vi lavede børnetegninger, der blev solgt på auktion som støtte til partiet.
Det år hun fyldte 13 år blev der vendt op og ned på det hele, husker hun. Alting ændrede sig. Kira fik en fornemmelse af, at der var en større verden udenfor.
- Jeg kom hjem det år fra sommerferien og så var alting bare helt anderledes. Jeg havde et oprør i mig - en trang til at der skulle ske noget mere, end jeg kunne opstøve herhjemme, husker hun.

Otte år hjemmefra
Som 17-årig mødte Kira Skov en amerikansk musiker, og så gik turen til USA. Det blev en tur, der kom til at vare otte år med både opture og nedture. Men også en udviklingsrejse gennem den amerikanske rockmusik, der stadig præger Kira Skovs univers.
- Mine idoler var for det første Bob Dylan, men også den sorte bluessangerinde Billie Holliday. Hende fandt jeg en plade med, som jeg købte fordi hun var så smuk, husker Kira Skov.
Og man behøver da ikke være den store musikkender for at kunne udpege inspiration i Kira Skovs musik fra Patti Smith, P.J. Harvey, Nick Cave, Nico og The Velvet Underground.
Senere blev USA skiftet ud med London. Det lå ligesom ikke i kortene, at hun skulle flytte tilbage til Danmark. I stedet levede hun med sin kæreste fra hånden til munden i den store by.
- Vi var ludfattige med det første band. Det blev en sofa hist og et besat hus pist. Reglerne er lidt anderledes i England. Ejeren skal gå rettens vej for at få folk smidt ud, hvis de skaffer sig adgang til en helt tom lejlighed, siger Kira Skov.
Men tiden gik, og på et tidspunkt fandt Kira Skov på at søge et af Statens Kunstfonds igangsætterlegater. Et legat som hun rent faktisk fik, mens hun stadig boede i London.
- Der var ikke rigtig nogen, der kendte mig i Danmark. Det var virkelig sødt og fuldstændig vildt for mig, at jeg fik det legat, men det tog mig faktisk lidt tid at føle, at jeg måtte vende tilbage, smiler Kira Skov.
Hjemme igen begyndte hun at tage op til sin mormors sommerhus for at være alene, komme tæt på naturen - måske også sin egen natur. Kira begyndte at skrive sit nye materiale.

The kindred spirit
Gennem en musikerven, som også havde været med i både USA og London, blev hun introduceret til nogle nye, professionelle navne på den danske musikscene. Et møde der viste sig at være frugtbart.
- Jeg lavede nogle demoer i Danmark med dem, mens jeg stadig boede i London, og der kunne jeg mærke, at der var et eller andet i gære. Det var egentlig meget sjovt, at jeg fandt musikerne her og ikke i London, men det var ret tilfældigt, husker Kira Skov.
'Kira and the Kindred Spirit' kom bandet til at hedde. Det første album blev indspillet omkring 2001, og så begyndte et hårdt og opslidende turnéliv. Det blev til mange koncerter og i alt tre albums, inden bandet blev opløst i 2007.
- Vi havde brugt hinanden op. Jeg gik solo, fordi vi alle mente, at vi havde givet det vi kunne, siger Kira Skov. Hun mener nu nok, at det der med at gå solo er en tilsnigelse.
- Det er nok mere naturligt for mig at have et band end det er ikke at have et. Så på den måde tror jeg, at det er for ikke at gøre tingene alt for forvirrende, at det bare hedder Kira nu, smiler hun.
Hendes nye backing band hedder 'The Ghost Rider', og og blandt spøgelsesrytterne er hendes nye mand, musikeren Nicolaj Munch Hansen. Parret bor på Vesterbro sammen med Nicolajs datter.
- Det var ham, jeg ville være sammen med, og så skulle vi altså giftes. Det skete ved et kæmpe bryllup. Hans far er præst, så det havde vi lige ved hånden, griner Kira Skov.
Hun er da heller ikke bange for at tabe gnisten og blive til en sat husmor på Vesterbro.
- Der er jo ingen der ved, hvad der foregår bag de lukkede døre, lyder det rapt fra den nu 32-årige musiker, der ikke har svært ved at se sig selv om ti år - still going strong som musiker.
- Forhåbentlig har jeg turneret verden tynd. Så har jeg vel også fået et barn, og udgivet en fem-seks flere albums, siger hun. Det er foreløbig blevet til fem albums på seks år.

Et liv med knubs
Kira Skov lægger ikke skjul på, at hendes tekster og musik i høj grad afspejler det ret så vilde liv, hun har levet som ung.
Samtidig er hun blevet mere bevidst om, at hun som musiker kan være med til at gøre en forskel. Og at det måske i fremtiden vil betyde sange, som er knapt så selvcentrerede.
- Mine tekster er meget inspireret af mit liv, men her på det seneste er der røget lidt mere fortælling ind over. Jeg kalder dem mine 'mord-ballader', siger hun, og henviser til hendes seneste album 'The Rail Train, The Meadow, The Freeway and The Shadows'.
Det er en række hårdtslående rockballader med Kira Skovs mørke stemme som samlingspunkt. Det er først og fremmest amerikansk musik, men hun udelukker ikke at der er andre ting på vej.
- Jeg pønser faktisk på at skrive nogle tekster på dansk, og det vil være nyt for mig. Det ligger måske også tæt på nogle af de sider af mig selv, der kan udtrykkes gennem noget andet end det meget indadvendte. Måske bringer fremtiden nogle kampsange fra min hånd, griner Kira Skov.

Manisk raseri
Det er måske ikke så uvirkeligt som man skulle tro. Blandt andet er Kira Skov tydeligt påvirket af sit møde med Annisette, som hun sammen med Amnesty International har samarbejdet med omkring to koncerter ved Saltholmlejren.
- Det er bare en fantastisk kvinde, som er et hundrede procent oppe på barrikaderne stadigvæk. Der er ikke noget med, at hun lige er faded gennem årene. Hun er benhård, siger Kira Skov med oprigtig beundring i stemmen.
Sammen med veninden Marie Fisker, Caroline Henderson, Nikolaj Nørlund og Annisette spillede de en koncert i Sandholmlejren. Historien bag den begivenhed viser, at Kira Skov også kan være benhård.
- Jeg synes bare, at der er så ulækkert, simpelthen - den måde vi behandler folk i nød. Jeg bliver bare så dybt personligt provokeret af det, siger hun.
Koncerten, som fandt sted i februar sidste år, blev til i ren og skær febervildelse. Det var som om, at nu var det bare nok.
- Jeg lå syg i sengen og så hvordan Ny Alliance og Dansk Folkeparti kørte hele asyldebatten omkring de her familier, som har siddet i Sandholmlejren i 10-12 år. Det eneste de mennesker ville var jo at forsørge deres familie. Jeg blev bare så rasende over den debat, siger Kira Skov.
I sit raseri og uden at have tænkt tingene igennem begyndte hun at ringe helt vildt rundt til alle, der kunne tænkes at ville stille op. Med sit kendskab til medierne vidste hun samtidig, at der skulle ske noget med det samme.
- Det tog mig under en uge, og der var rigtig mange, der gerne ville stille op, så vi fik spillet koncerten mens debatten stadig var i gang. Men samtidig opdagede Annisette og jeg det der dystre fængsel ved siden af lejren, omgivet af fem meter høj pigtråd.

Uværdig behandling
Fængslet hedder Ellebæk og her sidder en række asylansøgere i fængsel på ubestemt tid. Enten fordi de er udvist som følge af en dom, eller fordi de har fået afslag på asyl, men ikke kan sendes ud af landet.
Alle fangerne er indespærret på ubestemt tid, uden at vide hvornår de kommer ud. Deres fængsling forlænges hver fjerde uge i retten i Hillerød, og de risikerer at sidde fængslet uden dom i op til to år.
- Vi aftalte med Amnesty, at vi skulle spille for de indsatte i fængslet. Det viste sig at være ret kontroversielt. Fængslets leder gik helt agurk over, at vi var kritiske over for regeringens asylpolitik.
Kira Skov havde fået stablet et mindre filmhold på benene til at filme koncerten, og også PolFoto havde sendt en fotograf. De blev simpelthen afvist ved indgangen til fængslet, samme dag som koncerten løb af staben den 30. september sidste år.
- Det var rimeligt rystende. Men det understreger så også pointen i koncerten, lyder det tørt fra Kira Skov.
Hun spillede ud over de to koncerter ved Sandholm også ved en række andre asylcentre, når hun var i nærheden på turné.
- Det var en stor, fed oplevelse at komme rundt og se hvordan de mennesker faktisk lever. Jeg kunne mærke at det gav mig en ekstra dimension, at jeg gik i gang med at engagere mig personligt i politiske sager.
Kira Skov har ikke lagt det politiske engagement på hylden. Blandt andet har hun aftalt med Annisette, at de skal lave noget udendørs i løbet af sommeren.

Kunsten at samle
En Kira Skov ved magten ville i den grad også gøre noget ved kulturen. Hun er stærkt utilfreds med, at der gennem årene er sket så stort et indhug i kulturbudgetterne.
- Det er jo også ting der har med mig at gøre, og jeg synes det er ærgerligt, fordi kulturen er med til at gøre samfundet mere nuanceret, siger hun.
Hun mener, at det er farligt at undervurdere kunstens og kulturens rolle - for hendes eget vedkommende musikken.
- Hvis der ikke er styrke til at løse den opgave, så tror jeg at der bliver lagt låg på mennesker generelt i det her samfund. Netop fordi musik har den kraft, at den kan få folk til at mødes på trods af alle mulige holdninger og hvad vi ellers beskæftiger os med.
Hun mener, at kunsten rører noget i folk, som til dagligt ikke laver kunst selv, fordi det er en form for instinkt hos folk, noget man skal komme tæt på.
- Jeg reagerer selv på nogen ting, der sker rundt omkring mig, og som jeg kan bruge. De redskaber, som jeg har, synes jeg at der kommer rigtig meget ud af. Det giver god mening at bruge sig selv på den måde - at bruge den platform man har bygget op gennem sin musik til at gøre noget.
Kira Skov læner sig tilbage og ser ud som om hun har sagt det, der skal siges. Hun lyser rummet op igen-igen med sine grøn-gule øjne og det kraftige smil. Murene i cafeen på Istedgade holder sig lidt varmere en stund endnu.

Kira på turné
I den kommende tid drager Kira & The Ghost Riders på Tour rundt i landet.
5. marts: Tobakken, Esbjerg
6. marts: General Rye, Fredericia
7. marts: VoxHall, Århus
12. marts: Klejtrup Musikefterskole
13. marts: Kulisselageret, Horsens
14. marts: Pumpehuset, København

Læs mere på www.kiramusic.com, eller se og hør nærmere på www.myspace.com/kiraonline.
Kira & the Ghost Riders Facebookgruppe