Jeg behøver ikke engang at vende mig. Men jeg vender mig alligevel. Og ganske rigtigt, der ligger den massive betonklods på jorden, rørbenene er krøllet sammen som piberensere. Der er ingen, der skriger. Det er det første, man registrerer, der er ingen, der skriger!

af Kjeld Stenum
På et tidspunkt må man vælge imellem at pisse eller tude. Som regel vælger jeg at pisse. Befinder jeg mig på en byggeplads, hvor der er meget langt til toilettet, og hvor urinering i krogene er bortvisningsgrund, sker det, at jeg vælger at tude lidt i stedet for. Så kan jeg lige nå at færdiggøre det ene eller det andet.
Der er jo hele tiden så meget, kammeraterne går også i stå, hvis man ikke leverer den del af arbejdet, man har taget på sig, og den slags kan akkordarbejde jo ikke bære for meget af. Men tude-tricket virker ikke, i hvert fald ikke ret længe. Så må man undgå at stå stille, man prøver at stå på ét ben, men snart må man give sig, og så er det ved at være en hastesag.
Hvilket under omstændighederne er særlig uheldigt, fordi - som nævnt, grunden til, at man valgte at trække sagen i langdrag, var jo netop, at man er på en plads, hvor der er særlig langt til toilettet.
Her ligger toilettet helt nede i den ende, hvor de er ved at gå i gang med at montere elementer. Kæmpestore sytten tons tunge elementer.
På grund af pladsforholdene kan de ikke hejse dem hele vejen fra aflæsningsstedet til monteringsstedet i ét hug, men må mellemlande undervejs og skifte kran. Derfor er der bygget en lille interimistisk reol, hvor elementet kan sættes af under mellemlandingen og stives af med et par rørben, mens kranskiftet finder sted.
Da jeg iler ned mod toilettet, registrerer jeg ud af øjenkrogene, at de er ved at placere det første element i reolen, det strejfer min hjerne, at den reol og de rørben ser noget klejne ud i forhold til det massive element. Det strejfer akkurat min hjerne så meget, at jeg også lige vurderer afstanden mellem det lille toilet og elementet og bliver enig med mig selv om, at skulle der ske noget, så bliver toilettet i hvert fald ikke ramt. Tror jeg.
Er jeg ikke hundrede procent sikker, er jeg i hvert fald sikker nok, og mit ærinde presserende nok til, at jeg vælger at tage chancen.
Det tager jo ikke så lang tid for selv en meget trængende mand at pisse, og derfor er jeg på vej tilbage til mit arbejde i den anden ende af pladsen, længe før de har fået skiftet kran. På vejen ud fra toilettet har jeg ryggen til elementfolkene, så jeg ser dem ikke. Jeg tænker heller ikke ved dem.
Jeg tænker på den væg-endebegrænsning, jeg var i gang med og skal have færdiggjort i en ruf, så makkerne kan nå at lukke vægforskallingen, inden betonen kommer. Og jeg er nået halvvejs op til den, da der pludselig lyder et dumpt drøn, og jorden skælver. Jeg har ikke øjne i nakken. Men jeg ved øjeblikkeligt, og med en sikkerhed, som havde jeg haft øjne der, at elementet har lagt sig ned.
Jeg behøver ikke engang at vende mig. Men jeg vender mig alligevel. Og ganske rigtigt, der ligger den massive betonklods på jorden, rørbenene er krøllet sammen som piberensere. Der er ingen, der skriger. Det er det første, man registrerer, der er ingen, der skriger! Men der er vist én, der har måttet springe så hurtigt til side, at han har fået nogle knubs.
Det breder sig over hele pladsen som en lynild: Elementet har lagt sig ned! Og alt arbejde går i stå næsten fra det ene øjeblik til det andet.
Det næste, der sker, er at sikkerhedsfolkene kalder os alle sammen op i kantinen, hvor vi får at vide, at der heldigvis ikke er sket noget alvorligt med nogen, men at det er af den slags begivenheder, som absolut ikke må ske, og at der er sendt bud efter diverse kloge folk, som kan analysere, hvorfor det alligevel skete. Det handler ikke om ansvar og skyld, hedder det meget large fra firmaets side, men om at undgå, at noget sådant nogensinde sker igen.
Alligevel antydes det umiddelbart efter, at et af rørbenene muligvis kun var fastgjort med én og ikke de to foreskrevne bolte. Altså folkenes fejl!
Det protesterer de naturligvis energisk imod, begge rørben var jo krøllet sammen, og hvordan kunne de begge to gøre det, hvis det var en bolt, der sprang? Firmaets ledelse er trænet i at håndtere den slags og undlader at tage diskussionen op. Det skal ikke afgøres på et kantinemøde, men mellem de implicerede folk og 'eksperterne'. Og indtil sagen er helt klarlagt, standses elementmonteringen.
Men hvis nogen har noget, der kan bidrage til klarlæggelse af årsagerne, skal de komme til sikkerhedsfolkene. Og hvis der er nogen, som føler sig voldsomt påvirkede eller chokerede, eller har fået revet op i gamle ubehagelige minder, vil firmaet sørge for, at de får krisehjælp, så vi sammen kan få vendt det, at det der ikke måtte ske skete, til noget positivt. På den måde bliver chokket allerede efter et ganske kort kantinemøde dysset så meget ned, at produktionen kan genoptages.
Det, der absolut ikke må ske, skete. Men der er styr på det, alting bliver taget op, og arbejdspladsen kan køre videre næsten med det samme, det er næsten som om det, som aldrig må ske, heller aldrig er sket.
Hvad jeg tænker på er, at jeg tog en chance med det lokum. Fordi jeg havde travlt! Dansen på katastrofekanten! Hvor er det fornedrende!
For en syv-otte år siden arbejdede jeg også i dette firma, og et element gik ned. En lærling, der gik og fjernede rørben fra monterede elementer, brækkede ryggen. Man havde travlt, for firmaet var underentreprenør. Så han gik alene. Det var årsagen. Nogen siger, at årsagen var, at han fjernede et forkert rørben. Det gjorde han også. Men det gjorde han, fordi man havde travlt og han derfor gik alene. En lærling! Der er stadig folk i firmaet fra den plads.
Sammen få det vendt til noget positivt? I said no, no, no! Krisehjælp? I won`t go, go, go! Det er der så vidt jeg ved heller ikke andre der vil.