Årets Berlinale markerede 20 året for murens fald ved at vise en række film fra 80`ernes Østeuropa. Der er mange tanker at gøre sig omkring murens fald og det der er sket siden

af Karen Thastum
Berlinalens Gyldne Bjørn gik i år til 'La teta asustada' eller på engelsk 'The Milk Of Sorrow' instrueret af Claudia Llosa.
En gammel indianerkvinde ligger på dødslejet og synger om sine trængsler under de terroristiske kamphandlinger i Peru fra 1980 til 2000. Hun bliver plejet af sin datter, som har fået alle moderens sorger og angst fra disse frygtelige år ind med modermælken.
Efter moderens død starter datterens lange rejse, dels for at skaffe penge til at begrave moren med værdighed i landsbyen, hvor hun blev født, dels for at finde igennem sin angst og 'ud på den anden sid' til et værdigt menneskeliv. Fausta har nemlig placeret en kartoffel i skeden for at undgå voldtægt, et gammelt kvindetrick under krig og voldtægt. Men ikke en trængende nødvendighed i dagens Peru.
Det er hendes sange, der i sidste ende befrier Fausta. Hun sælger nemlig sine sange til den rige Madam og komponist, hvor hun arbejder som tjenestepige. Til gengæld for sine sange får hun ægte perler i løn, Madam er nemlig også inde i en krise og musen vil ikke kysse hende.
Men ingen herskende klasse giver frivilligt sine besiddelser fra sig, og selvfølgelig bliver Fausta snydt for perlerne og må selv tage hvad hun har fortjent (perlerne, hun får ikke tilkendt ophavsretten til sin sang).
Men da det er gjort erkender Fausta samtidig, at kartoflen må fjernes. Vejen ud i frihed går altså også kun hvis man kræver sin ret. En fin metafor.
En både ærlig og livsbekræftende film med masser af parallel scener, der beskriver menneskene og livet i Peru - ikke perfekt - men med humor. Musik og alvor går side om side på en fin måde.
Filmen fik straks et kryds i min festival kalender, jeg er nemlig meget forudindtaget når det drejer sig om film. Og når en film kommer fra et så sjældent filmland som Peru og så oven i købet er instrueret af en kvinde, ja så er det lige mig.
Og da vi har en fin jury til Berlinale, i år men blandt andre Tilda Swinton (skuespillerinden fra Orlando) og Gaston Kaboré (en af afrikansk films store navne) fik de også sat kryds ved denne film og tja, så har vi årets Gyldne Bjørn.

Efter ti dages film
Men lad os starte med slutningen nu hvor vi er der.
Hvordan ser Berlinalen ud efter ti dages film? KLIP
Selv morgenmaden bliver til en filmisk iscenesættelse, busturen til festivalen, indkøbene hos den lokale købmand. KLIP
Foran Berlinale Pallast står Levent, en af mine venner, kurder der har boet i Berlin i årevis, skriver for et lille tyrkisk blad. Hans øjne ser ud som slangen Khan i Disneys junglebog: hypnotiseret. 'Tre timer' siger han, 'tre timer' og hentyder til de timer han har sovet i de sidste ti dage. 'Vi må skynde os, der er endnu billetter at få til de sidste film i morgen' Har du ikke set nok Levent? KLIP
På en trappeafsats overfor sider en ung og håbefuld journalist med sin computer og sender budskabet om de glade vindere ud i det trådløse Wlan KLIP
En autografjæger ser fortabt efter en måske berømt tysk skuespiller der ignorerende defilerer over den røde løber KLIP
Mens lyden af min vaskemaskine, der slynger tøjet, lyder som en skæbnefuld underlægning til en eksperimenterende koreansk film på otte timer, undrer jeg mig over hvordan det lykkedes mig uset at parkere min gamle damecykel med børnesæde og det hele lige ud for den røde løber KLIP

Berlinalens Start
Men hvordan var det nu det hele startede? Med friske øjne og godt mod!
Jo nu husker jeg det. Det var i Indonesien med en film, som er et fyrværkeri af billeder og lyd, om det indonesiske kultorkester SLIM.
Filmen hedder 'Generasi biru' eller 'Den blå generation' af Garin Nugroho, John De Rantau og Dosy Omar.
Orkesteret er et slags Indonesiens Rolling Stones, blot mere politisk, rock og rul på vaskeægte indonesisk, og bestemt en medgarant til den daværende diktators tilbagetræden for snart 10 år siden.
Filmen er en blanding af optagelser af en musical, som orkesteret har lavet sammen med en fascinerende dansegruppe, optagelser fra deres livekoncerter og fængslende og groteske animationssekvenser.
Garin Nugroho har tidligere haft film med til Berlin festivalen og han sagde engang i et interview, jeg lavede med ham, at tilstanden for filmkunsten og kunsten som sådan i Indonesien var som i koma, men ud af koma opstår der mystiske og forunderlige drømme.
Blandt andet opstod orkesteret SLIM, et fænomenalt orkester efter min mening og fuldstændig ukendt i Vesten, men rigtig god musik.
Mest fængslende er nok optagelserne fra livekoncerten, hvor orkesteret synger om de mange mennesker, der stadig savnes, og hvor vi ser de tilskuerne.
Nu er Indonesien så vågnet af sit koma og diktatoren er gået af for ti år siden. Men der er stadig mange sår at slikke og mange nutidige problemer. Lidt overfyldt måske, men en film sprængfyldt af energi!!!

Da euforien forsvandt
10 år efter systemændring i Indonesien, 20 år efter murens fald.
En række af film fra Østeuropas 80`ere, der har haft speciel stor betydning op til murens fald, vises under navnet Winter Adé.
Jeg får en plads på første række (og en temmelig skæv nakke) til filmen af samme navn fra 1988 af Helke Misselwitz.
Filmen, der portrætterer kvinder fra DDR/Østtyskland, er en gedigen dokumentarfilm af den stil som blev lavet i de østtyske DEFA-studier, stemningsfuldt optaget og klippet. Kvalitetsfuld langsom, den lever gennem de kvinder den portrætterer, og gennem Helkes gode måde at snakke med kvinderne på.
Et utroligt tidsbillede på rejse gennem DDR fra syd og op til Rügen.
Filmen vandt en pris på en DDR-festival dengang, men fjernsynet svor aldrig at vise den. Det vesttyske fjernsyn købte filmen med det samme. Alligevel var det en så turbulent tid at DDR fjernsynet til sidst viste filmen alligevel.
Den russiske film 'Igla' (Nålen) af Raschid Nugmanow har en ligeledes ekstrem historie.
Det er en både systemkritisk og morsom eksperimenterende film, der handler om heroin og mafia, men samtid kan forstås i mange overførte betydninger.
Filmen blev set af 88 millioner mennesker rundt om i Sovjetunionen og fik i løbet af kort til kultstatus.
Der er mange tanker at gøre sig omkring murens fald og det der er sket siden.
Det er rigtigt spændende at være med til diskussionerne efter disse film, hvor instruktørerne er mødt op.
'Vi var euforiske, da vi indåndede frihedens luft i 1989. Selv blev jeg leder af Kazakstan film, utænkeligt at en filmstudent bliver leder af en sådan institution', fortæller Raschid Nugmanow efter filmen.
'Men siden blev meget anderledes end vi havde forestillet os. I dag er Ruslands filmindustri nærmest brudt sammen og fra Kazakstan ser vi ingen film mere.'
Desværre kom der heller ikke flere film fra Raschid Nugmanow, der ellers havde et mægtigt kunstnerisk og politisk potentiale.
Raschid Nugmanow udvandrede senere til Frankrig, hvorfra han i dag arbejder politisk for kunstnere og journalisters rettigheder i sit land.
Også Helke Misselwitz, svarer tøvende: 'vi måtte ud, vi følte os indespærrede'.
Men på spørgsmålet om, hvad der har ændret sig for kvinder i Østtyskland siden, svarer hun: 'Dengang var kvinderne mere selvstændige, de havde jo alle et job...'
Jeg kom selv til Berlin for ca. 20 år siden, og jeg må uvægerligt tænke på, hvordan historiens gang til stadighed tromler videre. Inden man får standset op og evalueret situationen, står de næste pengemagere og pampere på lur og overhaler indenom.
Det er lige som om det regner og er en grå vemodig aften, da jeg går hjem den dag.

De umulige fædre
I børnefilmene 'Mommo' fra Tyrkiet, af Atalay Tasdiken, og 'Niloofar' fra Iran af Sabine El Gemayel, berører vi vigtige og alvorlige temaer. Og det er fædrene der er hovedårsag til al den lidelse.
Vi er i børnefilmdelen 'Generation', hvor der er barske men vigtigt temaer.
Niloofar, der kun er 13, bliver af faren solgt til byens Scheick for et par tønder land. Hun skal tvangsgiftes så snart hun får sin første menstruation. Her hjælper ingen kartofler.
Men Niloofar vil hellere lære at læse og skrive, hvilket er ren tabu i den landsby, hvor hun bor.
Det er en højdramatisk historie, hvor Niloofar til sidst flygter ved hjælp af en god ven, der sælger sine får. Broderen rejser så efter for at begå æresmord. Dagligdag for fundamentalistiske muslimer måske, men stærk tobak for børn! Alligevel fortæller filmen en vigtig historie og uden ekstrem overdramatisering også for de større børn. Kvinderne i filmen er utrolig karismatiske at se på.
Den kvindelige instruktør El Gemayel har boet i Iran til hun var 17 og siden i Canada. Det er betegnende for mange filmmagere, der laver film om de arabiske lande (og for den sags skyld om Afrika eller visse steder i asien), at de både har fået en uddannelse og hermed også fra eksilet har en anden mulighed for at være kritiske.
Momo betyder en 'sørgelig følelse' på anatolsk og er navnet på en hjerteskærende sørgelig historie om to søskende, hvis mor er død og hvis far gifter sig igen og ikke vil have noget at gøre med sine børn af første ægteskab. Det er jo 'the same old story' og et ganske internationalt fænomen.
Men denne film er mere barsk, da lillesøster til sidst bliver solgt som husholdningshjælp til en rig familie i byen. Fine klare, langsomme billeder beskriver hvordan de to søskende holder sammen. De laver legetøj af enkelte ting; snitter et skib eller laver en gynge af en lang snor og en pude, langt fra vores børns computervirkelighed. Men det er næsten festivalens allermest sørgelige film, da vi ser lillesøsteren blive bortført. Barsk for børn, men på den anden side, den slags sker desværre. Stof til diskussion.
Nogle gange ved jeg ikke helt hvilke kriterier de bruger, når de udvælger børnefilmprogrammerne, for på en eller anden måde gør det allermest ondt når det gør ondt på børn.

Om at finde sig selv
Efter al den sorg og kummer, og kritik af de umulige fædre, må jeg slutte med en film, der som guldbjørnvinderen handler om at finde frem til sig selv på trods af traumatiske oplevelser.
I den norske film 'Nord' af Rune Denstad Langlo følger vi Jomar på en forunderlig forrykt rejse op gennem Norge for at finde sin lille søn. Denne fængslende roadmovie giver os håb om en bedre verden, og at man kan prøve, hvis man vil.
For som Max siger i filmen 'Max Pinlig': hvis alle børn skulle vente til deres skilte mødre syntes, det var en god ide at de skulle se deres fædre, så ville der jo aldrig ske noget.
Til de danske film er der også priser.
Der er en fin vinderpris til den danske film 'Lille soldat' fra den økomeniske jury (det er den katolske og den protestantiske kirke i fællesskab) og det er min erfaring, at det er en hårdt og godt arbejdende jury.
Også Lotte Svendsens fine film om Max og hans pinlige mor 'Max Pinlig' får en 'Lobende Ervähnung' (rosende omtale) af børnefilmjuryen, og børn er jo de bedste dommere.
Min Gyldne Filmrulle i år går til den fantastiske film 'Treeless Mountain' fra USA/Korea af So Yong Kim, for sine fine og følsomme nærbilleder og de dejlige børn, der spiller de to søskende i filmen.
Det er en historie om to børn, der trods det, at de har alle odds imod sig, da moren forlader dem, skaber en verden hvor der er håb.
KLIP
24 timer senere er det definitivt forbi. Efter en vidunderlig genoplevelse af Jacques Tatis 'Playtime' i det sjældne format 72 mm fra 1967 KLIP vandrer årets sidste tilskuere en og en eller to og to gennem den tågede nat på Potsdamer Platz KLIP som i søvne... eller er det tågernes kaj jeg befinder mig i? KLIP.
Det er tid til at få lagt et par timer til de få, der blev sovet de sidste 10 dage. KLIP Og så kan jeg jo selv gå i gang med at finde min egen selverkendelse i min egen film.
Mon jeg skal ud og fange et par ægte perler et sted? KLIP.