Der skulle gå 40 år, før den tyskfødte kunstner Max Ernst blev anerkendt af den internationale kunstverden. Da havde han påvirket vestlig kunst i en menneskealder

Han ville ikke være som de andre. Intet var givet, og alt kunne forandres. Max Ernst læste til psykolog, men endte som en af det 20. århundredes mest visionære og banebrydende kunstnere.
Selv formulerede han det således: 'En maler kan måske vide, hvad han ikke vil. Men arme ham, hvis han vil vide, hvad han vil. En maler er fortabt, hvis han finder sig selv'.
Den mission lykkedes i dén grad. Først i sit livs efterår fandt de glade og muntre farver, de afklarede og ophøjede linjer, de rene og naturlige former, vej til hans værker.
For at nå så langt skulle den tyskfødte kunster gå grueligt meget igennem. Han blev født i 1891 i Brühl nær Køln. Efter endt gymnasium begyndte han at læse filosofi og psykologi ved universitetet i Bonn.
Hans far, Philipp Ernst, var amatørmaler, og den unge Max Ernst begyndte snart at interessere sig for kunsthistorie. Det var dengang maleriet var domineret af kubismens geometri og futurismens teknologi-fix.
Den unge Ernst var dog ikke imponeret af tidens strømninger. Hans første kendte værker var ifølge professor i kunsthistorie, Werner Spies, 'en skeptisk kommentar til den stil, som de samtidige kunstneres værker byder på.'
Med overdreven ironi blandede Ernst elementer fra de to retninger med romantiske skovsøer og overdrevne dyrebilleder. Han tog i den grad gas på tidens avantgarde, som han betragtede med skepsis. Det var vældig sjovt, men ikke særligt farligt.

Krigens gru
I 1914 ændredes Max Ernsts verden med ét slag. Første Verdenskrig brød ud, og han blev indkaldt som artillerist. Stillet over for krigens grusomme virkelighed blev Max Ernst glødende revolutionær.
Han ville skildre det vanvid, som hans kejser havde ofret en hel generation af liv på, og han begyndte en søgen efter kunstneriske metoder, der kunne udlevere dette vanvid af ødelæggelse, sammenbrud og amputation.
Max Ernst nåede i 1918 frem til den konklusion, at kunstnerens rolle for altid var forandret. At virkeligheden før krigen ikke kunne udtrykkes med den tids kunstneriske teknikker. Alt er revet ud af sin sammenhæng, al logik er ophørt.
Det måtte afspejle sig i de kunstneriske teknikker. Max Ernsts svar var fotomontagen og collagen. Anatomiske eller andre tekniske detaljer og tilfældige illustrationer blev klippet og klistret sammen til montager med meningsløse titler som 'Den kvindelige krops istapper og stenarter' eller 'Det er allerede den 22. gang, at Lohengrin...'.
Allerede under krigen havde Max Ernst mødt andre kunstnere, som dyrkede dadaismen, det meningsløse midt i krigens meningsløshed. Dada var mangel på logik og et totalt opgør med de borgerlige værdier, der skabte skyttegravenes vanvid. Dada var opstået på en kunstnercabaret i det krigsløse Zürich, men fandt snart vej til Køln, hvor Max Ernst boede.

Ubevidst inspiration
Max Ernst vendte snart tilbage til at bruge maling og pensel. Dadaisme forvandlede sig til surrealisme. Inspireret af Freud blander surrealismen underbevidsthedens mørke kræfter med virkelighedens dagslys.
Den unge kunstner flyttede i 1922 til Paris. Inspireret af den franske digter Lautréamonts absurde logik: 'Smuk som en symaskines og en paraplys tilfældige møde på et dissektionsbord' fra digtsamling 'Maldorors sange' fra 1869 begyndte Ernst at bruge frottage-teknikken.
Man gnubber farve på et lag af papir, der er lagt på en ting, som et blad eller et bræt. Max Ernst går et skridt videre. Han genopdagede den gamle grattage-teknik, hvor man fjerner den tørre maling fra lærredet ved at skrabe den af.
Resultatet var en blanding af psykoanalytisk symbolik, fantastiske billedopfindelser og flertydig ironi. Hans malerier begyndte samtidig at tage kritisk stilling til fascismens fremmarch.
I 1937 erklærede Hitler ham for 'entartete Künstler' og hans værker blev konfiskeret. Så da nazisterne besatte Frankrig i 1940 begyndte jorden at brænde under Max Ernst, der så tidligt som i 1927 havde advaret mod deres rædselsregime i billedet 'Horden'.
Vichy-regimet arresterede ham i 1941, men det lykkedes ham på forunderlig vis at flygte til USA sammen med sin kone, den berømte kunstsamler Peggy Guggenheim.
I New York kastede Max Ernst sig over nye teknikker. En af dem, décalcomania, består i at presse farve ud på et lærred med en fast overflade. Det giver en mos- og koralagtig virkning, som så bliver bearbejdet til de særeste figurer.
Han var i mellemtiden blevet skilt fra Peggy Guggenheim, og det gik ikke stille af sig. Hun fik ham smidt ud af byen, så han med sin nye kone Dorothea Thanning måtte flygte ud i Arizonas ørken.

Kosmisk ro
Her fandt han endelig den ro, han måske havde søgt ubevidst hele livet. Mødet med det uendelige åbne rum og den lokale hopi-stammes rituelle masker påvirker Max Ernst dybt. Kaos afløses af rene flader i hans malerier og skulpturer.
I 1953 vendte han tilbage til Europa og bosatte sig i Frankrig. Året efter fik han - 40 år efter sin debut - endelig den internationale anerkendelse, som hans arbejde fortjente, da han modtog Venedig Biennalens store pris.
I sit livs efterår gik Max Ernst tilbage til dada - den uforpligtende leg med det meningsløse. Han endte i en romantisk, kosmologisk stil med graciøs stjernevrimmel og rytmiske himmellegemer.
Den 1. april 1976, dagen før sin 85 års fødselsdag, døde Max Ernst i Paris. Han ligger begravet på Père Lachaise kirkegården, sammen med blandt andet den psykedeliske Doors-musiker Jim Morrisson.
De to må have en del at tale om.