Den lille men fængende bog ¤¤Du og jeg¤¤ vil gøre op med fordomme og stereotype billeder af handicappede. Bogen er usentimental og indlevende
af Klaus Haase
'Vi kan købe hele verden!' Det var en dansk finansministers udtalelse for kort tid siden. Et signal om rummelighed og plads til os alle.
Alligevel mærker de svageste i vort samfund, de handicappede, at sparekniven svinges. De kan ikke melde sig i fagforening. De er ikke via arbejdsmarkedet medlem af en pensionskasse. De er afhængige af deres medmennesker, når de skal ud i samfundet og synliggøre deres eksistens i gadebilledet. Opleve sig selv som ligeværdige borgere.
Under alle omstændigheder har mange af dem ikke adgang til samfundet uden deres medmenneskers velvillighed, engagement, interesse og - hjælp. Professionel eller ulønnet.
Og når økonomien ikke rækker, eller netværket ikke er dertil, kan de sidde derhjemme og kukkelure. Blive 'gemt væk'. Det er disse grupper, der rammes hårdest i 'sparetider'. Det er ofte dem, der først glemmes. Mens vi måske venter på 'hattedamernes genkomst'.
Opgør med fordomme
Den lille men fængende bog 'Du og jeg' vil gøre op med fordomme og stereotype billeder af handicappede. Bogen er usentimental og indlevende.
Bogens forfatter arbejder dagligt med handicappede ved Vestermarksskolen i Aars. Han har valgt en ganske utraditionel vinkel på sit emne. Her er ikke tale om nogen lærebog. Med sin rige vidensbaggrund, vælger han at beskrive menneskers gensidige og ligeværdige møde. Ikke alene gennem pædagogik og psykologi og anden relevant faglighed. Han inddrager også film, skønlitteratur, filosofi, digte med mere.
Således sætter han også fokus på handicappedes muligheder og personlighed ud fra en kunstnerisk vinkel. Det handler om menneskesyn, ligeværdighed og interesse for hinanden som sociale væsener. Handicap eller ej. Dette er en forudsætning for ethvert medmenneskeligt møde.
Social indignation
Fordomme og menneskesyn inddrages også i en tone af social indignation. Heldigvis uden at være fordømmende eller sentimental. Gennem en række essays møder vi de handicappede selv og deres pårørende.
Vi møder digtere, filosoffer og psykologer. Blandt andre: Karen Blixen, David Stern, Immanuel Kant. Kreative mennesker, der direkte eller indirekte har beskrevet handicappede som medborgere.
Forfatterens egne oplevelser inddrages også. Der er historier om mennesker med hjerneskade, spasticitet og og andre former for bevægelseshæmning, som forfatteren møder i sit arbejde.
Vi får nogle stærkt nuancerede beskrivelser af mennesker, der ikke besidder talens brug og samtidig er berøvet dele af deres sanseapparat. Dette forhindrer dem dog ikke i at indgå i socialt samspil i forskellige sammenhænge. Flere af dem er endda selv kreative personligheder.
Ud fra nuancerede beskrivelser, oplever vi et rigt samspil mellem handicappede og ikke handicappede. 'Du og jeg' bliver til 'Os'. Denne sammensmeltning beskriver forfatteren samtidig med stor elegance og jordbunden nærvær.
Laust Torp Jensen: Du og jeg. Om personlig etisk standard, empati og dedikation. Forlaget Frydenlund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278