Med filmiske midler påtager den polske instruktør Wajda sig at dokumentere nazisternes og sovjettroppernes uhyrligheder, medens polakkerne alene har ofrenes rolle

af Anette Nielsen
Den 82-årige polske instruktør Andrzej Wajda, der over en periode på seks årtier har 50 film bag sig, har med filmen 'Katyn' sat sig for at skrive sin version i et af de mest omdiskuterede spørgsmål fra Anden Verdenskrig.
'Katyn' blev i 2008 nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film og vandt sidste år en European Film Award for bedste kostumer. Hertil kommer en række andre priser, herunder Polish Film Awards for bedste film, bedste fotografering, bedste kostumer, bedste musik og bedste kvindelige birolle.
Filmen er flot og velspillet - ingen tvivl om det. Med filmiske midler påtager Wajda sig at dokumentere nazisternes og sovjettroppernes samme uhyrligheder, medens polakkerne alene har ofrenes rolle.
Handlingen tager udgangspunkt i nazisternes invasion af Polen i 1939 og den efterfølgende russiske invasion fra øst.
Man følger begivenhederne set gennem øjnene af hustruer, mødre og døtre, der venter på de mænd, som de håber vender tilbage. Hustruen til den professor, der sammen med hele universitetets lærerstab bliver skudt af nazisterne, og hustruen og datteren til den officer, der blandt mange tusind polske officerer forsvandt og senere blev fundet i en af de talrige massegrav. Man oplever mændenes håb og afmagt, ligesom der vises dramatiske eksempler på hvordan der søges at lukke munden på de, der vil sandheden.

Sejrherrerne skriver historien
Oprindeligt henviste Katyn-massakren til skoven i nærheden af landsbyerne Katyn og Gnezdovo omkring 19 kilometer vest for Smolensk i Rusland, men bruges nu om samtidige henrettelser af krigsfanger også fra geografisk fjernere beliggende lejre.
Nazi-Tyskland meddelte om opdagelsen af massegravene i 1943, og det førte til opløsningen af de diplomatiske forbindelser mellem Moskva og den polske eksilregering i London.
I præsentationen af filmen henvises til, at Sovjetunionen fortsatte med at benægte massakren helt frem til 1990, hvor den russiske regering endelig erkendte forbrydelsen og den efterfølgende mørkelægning af begivenhederne, men ikke anser dem som en krigsforbrydelser eller et folkedrab.
Sejrherrerne skriver historien, siges det. Derfor kan det være nyttigt at gå tilbage til den dokumentation, der bringes i Kai Moltkes bog 'Bag Kulisserne', udgivet på Forlaget Tiden i 1951 (side 187). Her fremstår det klart, at det var nazisterne, der bar ansvaret for nedskydningen af blandt andet flere tusinde polske officerer i Katyn.

Katolicismen Polens redning
Kai Moltke henviser blandt andet til, hvad den tyske propagandaminister, Josef Goebbels, har nedskrevet i sin dagbog 8. maj 1943:
'Der er uheldigvis blevet fundet tysk ammunition i gravene ved Katyn. Det gælder nu om at få undersøgt, hvorledes den er kommet der. De kan være solgt af os til Sovjet i den periode, hvor vi stod på venskabelig fod med dem. Det er i hvert fald af yderste vigtighed, at denne opdagelse holdes strengt hemmeligt. Kommer den til fjendens kundskab må vi lade hele Katyn-affæren falde...' Og senere: 'Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de 12.000 polske officerer...'
Påstand mod påstand? Sandheden vækker ikke de døde, men forståelse af historien og krigens virkelighed er et redskab til kunne undgå gentagelse af fascismens rædselsregime, som blandt andet kostede seks millioner polakker livet.
Slutscenen i 'Katyn' viser dramatisk, hvorledes massegraven dækkes til, mens en hånd med en rosenkrans stikker op af jorden. Man må spørge sig, om Wajdas budskab er, at det er katolicismen, der er Polens redning?

Katyn. Instruktør: Andrzej Wajda. Premiere i fredags.