22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pris for afhandling om Arbejderbevægelsens Informations-Central og socialdemokratisk anti-kommunisme

Pris for afhandling om Arbejderbevægelsens Informations-Central og socialdemokratisk anti-kommunisme

Tirsdag, 27. januar, 2009, 00:00:00

Arbejderhistorieprisen 2008 blev givet til en afhandling om ¤¤Arbejderbevægelsens Informations-Central. Socialdemokratisk anti-kommunisme under den kolde krig, 1944-73.¤¤

Arbejderhistorieprisen 2008 blev i fredags uddelt til Iben Bjørnsson for hendes magisterkonferensafhandling fra Københavns Universitet om 'Arbejderbevægelsens Informations-Central. Socialdemokratisk anti-kommunisme under den kolde krig, 1944-73'.
Afhandlingen giver vægtig ny viden om AIC`s (Arbejderbevægelsens Informations-Central) rolle under Den kolde Krig som bindeled mellem de danske fabriksgulve og Den kolde Krigs storpolitik, står der i den udsendte pressemeddelelse. Videre står der:
'Der har i de sidste 10 år været stor interesse for Arbejdernes Informations-Centrals aktiviteter under Den kolde Krig. Mange har ment, at AIC fungerede som en socialdemokratisk efterretningstjeneste med kontakter til de statslige efterretningstjenester.
AIC blev oprettet i 1944 af arbejderbevægelsen, som propaganda- og informationscentral. Opgaven var at opbygge et kontaktnet af socialdemokratiske tillidsmænd på arbejdspladserne, samt formidling af partiets politik. Under Den kolde Krig blev det anti-kommunistiske arbejde en af organisationens hovedopgaver, som Iben Bjørnsson giver et meget detaljeret billede af.
Hun konkluderer blandt andet, at AIC foretog en omfattende registrering af kommunistisk virksomhed, især på de danske arbejdspladser. Organisationen havde i 1940`erne og 50`erne et vist samarbejde med politiets og forsvarets efterretningstjeneste, den amerikanske og britiske ambassade, og både danske og udenlandske anti-kommunistiske organisationer, men forfatteren har ikke kunnet dokumentere en direkte kontakt til de udenlandske efterretningstjenester CIA og MI6.
Iben Bjørnssons undersøgelse bygger både på et omfattende arkivmateriale fra danske, britiske og amerikanske arkiver og på interviews. Det er således den grundigste undersøgelse af AIC til dato.'
Arbejderhistorieprisen er siden 1993 blevet uddelt af Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) og foreningen Arbejdermuseets Venner og er på 15.000 kr. I år fik bedømmelsesudvalget 13 afhandlinger til vurdering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur