I Carmens og flamencoens hjemland Andalusien er heltinderne ofte kvinder i 50-60-års alderen. Helt modsat Vestens krops-kultur med foragten for alder i kunst og medier.

af Anders Fenger
Den 55-årige sigøjner-kvinde, Elena Ruiz, entrer med en værdig og graciøs kropsholdning scenen i flamenco-baren Casa Carmen på Calle Marqués de Paradas i Sevilla i Sydspanien.
Hun er et levende bevis på, at hernede giver andalusierne fanden i alder, når det gælder kultur. Og især flamenco. Det unge publikum klapper entusiastisk.
I Sydspanien er det faktisk de ældre flamencodansere, -musikere og -sangere, der er stjerner. Ikke de unge, smukke og fremadstormende, som vi er vant til på vore breddegrader, hvor enhver kvinde over 30 er for gammel til at optræde i reklamer og medier.
Ingen aldersfascisme her. Det er et fantastisk syn at betragte især de andalusiske kvinder over 50. De har ynde, stolthed, temperament og selvsikkerhed. Og de ved det.

Flamenco
Sangeren Elena Ruiz klapper til den enlige guitarists sprælske akkorder. Hun er lille og tæt. Ilter. Det er tydeligt, at hun er flamenco og flamenco er hende.
Et sort sjal dækker Elena Ruiz` skuldre. Der er små sølvstænk i det ravnsorte hår. Klokken er 21 og spanierne er først nu gået på bar, restaurant eller dansested. Også her på Casa Carmen.
Dette er nemlig siestaens hjemland, der foreskriver, at man sover til middag derhjemme og går sent i seng. Men først skal man lige ud og have tapas, vino tinto og en snak med vennerne. Og man tager selvfølgelig sine forældre og bedsteforældre med!
Flamencoen, der er Andalusiens musikalske varemærke, er i fuld gang denne aften på det fyldte Casa Carmen. Ai, ai, ai! Baila! Dansen og sangen er opfundet af romaer - sigøjnere - eller gitanos, som de kaldes hernede.

Mainstream
Oprindeligt udtrykte sangen og dansen i flamencoen socialkritiske og rebelske tanker hos et folk, der i århundreder er blevet forfulgt. Den var ikke velset i de øverste sociale kredse. Men da udlændinge op gennem 1900-tallet tog den til sig - inklusive Andalusiens yndlingsdigter, Federico Garcia Lorca, blev den mainstream og anerkendt.
Selv fascistlederen Franco så muligheder for at promovere sit 'eksotiske' Spanien gennem flamencoen efter den spanske borgerkrig.

Generationskløft, nej
Elena Ruiz klapper og stamper i gulvet i Casa Carmen på Calle Marqués de Paradas.
Hernede får de lidt for voluminøse kroppe, knoglede fingre og grå hår beundrende blikke, selv af de yngre generationer. Stik imod kropskulturen i store dele af den såkaldt civiliserede verden - Danmark inklusiv.
I flamencoen er der ikke fokus på ungdommelighed, smart tøj, koncepter og promotion. Her bliver stjerner på toppen, til de segner. Her danser de, til de udånder, så at sige.

Carmen?
I en sidegade til hovedstrøget Sierpes i Sevillas gamle bydel, knejser en ældre kvinde med håret i en knold i nakken ved et lille bord, hvor dagens tapas indtages i de seks små skåle med hvidløgsrejer, ost, chorizo og lune kødretter.
På hendes fingre tynger de tunge guldringe. På stolen er en pels omhyggeligt placeret. Overfor donnaen sidder gemalen. Ydmygt. Her er det donnaen, der er ude og vise sig frem. Ikke manden.
Det er som at se den legendariske Carmen - i en ældre udgave, forstås.
Men måske hun blot har været hjemme og 'dresse' sig op efter fyraften på den berømte tobaksfabrik lige henne om hjørnet, som komponisten Bizet omtaler i operaen 'Carmen'.
Carmen er, som mange er bekendt, den iltre og fyrige tobaksarbejder, der må igennem så meget i operaen. Carmen blev arresteret for at stikke med kniv i et slagsmål. Men hun blev også prompte forelsket i soldaten, Don José, der førte hende mod fængslet.

Typisk Sevilla. Typisk Andalusien.
I Ronda skinner solen fra en skyfri himmel. Byen ligger smukt omkranset af grå og røde bjerge højt oppe over de andalusiske højsletter. På cafeerne og tapas-barerne står de lokale som sild i en tønde. De er her alle. Børn, fædre, mødre, farmødre, onkler og tanter. Ingen generationskløft her. Snakken går på højeste decibel.
Inde i frisørsalonen i den smalle gade, Los Remedios, troner en ægte andalusisk donna.
Hænderne er strakt lige frem mod den kvindelige frisør, der sørger for manicuren af neglene. Hendes hoved er knejsende og stolt. Når hun ser på én, er blikket fast
'I`m, worth it', ser hun ud til at tænke.
Det er hun absolut.