Mød den ikke ret fjerne fortid på en sightseeing i et venstrefløjsunivers, der må virke genkendeligt for en del og syret og uforståeligt for mange andre

af John Bruun
Først bliver jeg provokeret - lægger afstand - jeg folder sikkert hænderne over brystet og krydser ben.
Det er alt for karikeret, det der foregår på scenen. Skuespillerne forsvarer jo ikke engang deres karakterer. Men efterhånden må jeg alligevel overgive mig, for det er en spændende historie, der oprulles på scenen, og så baserer den sig på virkelige hændelser.
70`erne og 80`erne er langt væk, men man mærker den kollektive hukommelse vækkes til live blandt de mange midaldrende på tilskuerrækkerne til aftenens forestilling.

De fattige vil revolution
Husets Teater tegner med 'Blekingegade' ikke bare et billede af en lille sekterisk revolutionær celle, men et billede af en ikke fjern dansk fortid.
Troen på en revolutionær udvikling med udgangspunkt i den fattige del af verden havde Blekingegadebanden ikke patent på. Ej heller den kvindelige kulturrevolution, der i bandens regi antager groteske og voldelige dimensioner, er fremmed for de, der var unge på venstrefløjen i hine tider.
Og magtkampene med seksuelle undertoner har samlet og splittet mange andre venstrefløjsgrupperinger end Blekingegadebanden.
I dag er det ideologiske og psykologiske magtspil måske mere genkendeligt på ambitiøse virksomhedskontorer i kampen for kroner og prestige end på en venstrefløj, der er trængt i defensiven.
Det blev ikke det socialistiske PFLP, som Blekingegade støttede med våben, der vandt opslutning blandt palæstinenserne og førte kampen for et frit Palæstina til sejr. I dag er det en religiøs gruppe, der står i spidsen i kampen mod den israelske undertrykkelse.

Levede liv på scenen
Det er slet ikke så karikeret alligevel, det der foregår på scenen. Vi ser en række samtaler og handlinger, som sagtens kan have foregået i virkeligheden.
Det er ikke bare munkemarxister, der kun tror på et liv efter revolutionen, men mennesker med krudt i røven, der skider på de fleste borgerlige normer og vier al deres tid til at forsøge at forandre verden. Med flid, humor, vid, intelligens og naivitet.
Men der mangler selvfølgelig en masse mellemregninger, som det er umuligt at få med. Alle de politiske diskussioner og psykologiske overvejelser bandemedlemmerne står i, der er forudsætningen for deres handlinger.
Hvis man vil have meget mere med, må man læse Peter Øvig Knudsens bøger.

Fjern de korslagte arme
Hvis man er ung i dag og tænker, det er sgu løgn, må man tro om.
Hvis man var en del af tiden, men ikke de miljøer og især det København, hvor historien udspiller sig, må man tro på, at Blekingegadebanden afspejler en tidsånd, der rækker langt ud over dem selv.
... Og hvis man stadig tror og håber på en verdensrevolution, er der masser at lære og forholde sig til... sikkert mest hvad man ikke skal gøre.
Så prøv at lade være med at lukke for meget af, hvis du går ind og ser forestillingen. Så kan du få meget med hjem.

Blekingegade af Claus Flygare med udgangspunkt i Peter Øvig Knudsens bøger. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Husets Teater indtil 21. Februar 2009.