Den israelske hær er en demokratisk stats hær og under kontrol af en demokratisk valgt regering. Der er godt nok tale om et borgerligt demokrati, der ikke bestemmer noget af betydning i samfundets økonomiske liv. Men dog alligevel et demokrati

af Kjeld Stenum
Men som dokumenteret adskillige gange, især i denne avis, har denne demokratisk kontrollerede hær begået ufattelige grusomheder mod en stort set forsvarsløs befolkning buret inde i en kæmpe-flygtningelejr ved navn Gaza. Bombarderet skoler. Udslettet hele familier. Efterladt sultende spædbørn hos deres myrdede mødre.
Israelerne siger, det er en militær konflikts uundgåelige civile ofre. Men vi kan umuligt tro, at det er et uundgåeligt offer, at sultende spædbørn efterlades hos deres myrdede mødre. På os virker det som bevidst, tilsigtet brutalitet. Kan en demokratisk stat tillade, at dens hær begår bevidst brutale handlinger?
Vi ved godt, at svaret er ja, for vi har set det mange gange før. Vi har set USA gøre det i Vietnam, Irak, Afghanistan. Vi har set Israel udøve samme brutalitet som i dag efterhånden mange gange. Vi har set den mest brutale højreekstremisme komme til magten ad demokratisk vej i dominerende europæiske lande for ikke mere end godt et halvt århundrede siden.
Verdens største økonomi, det borgerligt-demokratiske USA, er direkte grundlagt på grusomt slaveri, og det er mindre end halvandet hundrede år siden, det stoppede. Vi har endog set vores eget lands hær udlevere muligvis uskyldige og sagesløse tilfangetagne til tortur, som det ikke er troværdigt, at man har været uvidende om.
Men hvordan kan det være, at sådanne ting finder sted i lande med demokratisk valgte regeringer? Vil vi selv dybest inde vil denne ondskab? Er det derfor, vi vælger sådanne politikere?
Nej, jeg tror ikke på, det er sådan. Jeg tror på, at de efterhånden ikke få israelere, der gradvist er ved at vågne op til protest imod deres hærs grusomheder i Gaza repræsenterer en dybere, sandere menneskelighed, som blot har svært ved at udfolde sig under borgerligt demokrati.
I hele menneskenes kendte historie har det været sådan, at samfundene er blevet tilintetgjort, når vi ikke har kunnet stole på hinanden eller arbejde sammen. Og omvendt trives vi bedst, når vi kan være trygge ved hinanden og arbejde sammen, altså fremmer hinandens trivsel. Fordi det er sådan, menneskedyr klarer sig bedst, går de naturlige tilbøjeligheder hos folk flest nok også i den retning. Hvis Darwin da havde ret i, at de bedst egnede overlever.
Vi ønsker ikke hinandens lidelser. Det er derfor, vi synes, det er så paradoksalt, at vi demokratisk vælger politikere, som bevidst påfører andre grusomheder. Vi gør, hvad vi ikke dybest set ønsker. Måske ønsker de grusomme politikere dybest set heller ikke at være, som de er. Men hvorfor er de det så?
Fordi det netop er et borgerligt demokrati. I borgerlige demokratier opbygger vi udover vores naturlige menneskelighed også noget, vi kalder realitetssans eller fornuft. Vi lader ikke vore følelser løbe af med os, vi bøjer os for realiteterne. Og én af realiteterne er, at vores styre godt nok er demokratisk, men at dette demokratiske styre ikke omfatter samfundets økonomiske liv.
Det økonomiske liv er diktatorisk styret af mennesker, der kun regner i køb og salg, i investeringer og profit. Vores realitetssans bilder os ind, at sådan må det være, økonomi kan kun fungere, hvis den bygger på menneskelig egoisme og konkurrence, humane betragtninger er naive og utilladelige indenfor økonomi.
Desværre er en del af denne 'realitetssans' også netop bevidste og tilsigtede grusomheder. Hvis vi har den indstilling, at vores økonomier kun fungerer, hvis de styres af folk, der forholder sig til deres medmennesker som til arbejdsdyr, for eksempel heste, vil vi også være tilbøjelige til at acceptere de metoder, disse mennesker lejlighedsvis finder nødvendige for at få deres medmennesker til at opføre sig som afrettede heste.
Sådan forklarede en af den amerikanske slaveøkonomis grundlæggere, en mand ved navn Willie Lynch, for tre hundrede år siden netop grusomhedernes 'nødvendighed'.
En del af det at afrette vildheste er at 'knække' dem, så deres oprindelige uafhængighed og integritet tilintetgøres, og de bliver afhængige af én. På præcis samme måde mente han, det forholder sig med mennesker. Ville man have arbejde ud af slaverne, måtte man først knække dem.
Det gjorde man ved at lade mandlige slaver sønderrive af heste, eller piske omtrent til døde, mens man tvang kvinderne til at se på. Kvinderne, som så deres mandlige beskyttere nedgjort på denne måde, ville være knækkede. Og så ville de af sig selv opfostre deres børn til at være fysisk stærke, men underdanige, for sådan ville deres chance for overlevelse være størst.
Således skabte man ved hjælp af beregnende grusomhed en slavekaste, der ville reproducere sin egen undertrykkelse. Grusomheden var ikke perversitet, men ren forretning. Netop fysisk styrke og underdanighed var, hvad man havde brug for for at få gode slaver.
Sådan fungerer grusomhederne for kapitalisterne. Den funktion havde alle imperialismes grusomheder i fjerne kolonier, den funktion havde grusomhederne begået af det tyvende århundredes europæiske højreekstreme regimer, den funktion havde den sydafrikanske apartheid-stats grusomheder. Og den funktion har Israels grusomheder begået i Gaza.
Det er ikke meningen, at verdenspressen skal høre mere end højst nødvendigt om det. Men det er absolut meningen, at palæstinenserne i Gaza skal vide om dem. For det er et led i en systematisk israelsk bestræbelse på at nedbryde palæstinensernes identitet.
Den nedbrydelse, som den israelske økonomi har brug for for at have en hær af afhængige, lydige, villige og billige arbejdere at tære på, buret inde og under fuldstændig kontrol i Gaza. Som det sydafrikanske apartheid-regime havde sin slavehær i sine bantustans. Det sydafrikanske apartheid-regime eksisterer ikke mere.