Carsten Rütting Schweiz, fortæller den dramatiske historie om, dengang han blev medlem af frihedsbevægelsen som 14-15-årig

Carsten Rütting Schweiz har skrevet en lille bog om besættelsen, som Jesper Klein er ved at kigge på.
- Han vil prøve på, om ikke den kunne blive udgivet. Han mener at den er så god at den kan bruges til undervisning, fordi den er fortalt som det er set og gjort, fortæller han.
Han har valgt at se besættelsestiden med både et barns og en ung mands øjne.
- Da besættelsen kom var jeg i mit 12. år og var egentlig et barn, og jeg var i mit 17. år, da krigen var færdig, så der var jeg en ung mand, siger Carsten Rütting Schweiz, og kaster sig ud i den dramatiske historie om, dengang han blev medlem af frihedsbevægelsen:

Razzia under krigen
- Sidst på krigen kom jeg ud for en hændelse, der helt forandrede alt. Vi havde et sted på Trianglen, en slags café, og de havde en gang imellem en sodavand eller en bajer, som man kunne drikke derovre og sådan noget cikorie-kaffe. Der mødtes vi unge mennesker ovre, og jeg følte mig som en ung mand på det tidspunkt, hvor jeg var 14-15 år.
- Vi sad altid bagerst i lokalet - det var ligesom vores stambord. Pludselig går dørene op, og ind træder hipo, og de skal lave razzia. Alle skulle op og stå med hænderne i vejret. Min kammerat, der stod foran, siger så: 'Carsten, jeg har en revolver i baglommen'. Tak skal du ha'! Hvis de ser det, bliver han skudt på stedet.
- Så jeg tager min hånd ned i hans lomme og trækker revolveren op. Så står jeg lige ved siden af vinduet med en bred vindueskarm og en radiator og lagde revolveren derind - og så rækker jeg hånden op.
- Det ser en hipo-mand at jeg rækker hånden op. Så siger han: 'Hvad fanden laver du, dreng!' og kommer styrtende hen og tager fat i mig.
- 'De må meget undskylde men' - og så viser jeg ham, at jeg har sådan et Royal Airforce-mærke på min jakkes revers - 'og jeg var bange for at De skulle se den, så den ville jeg altså tage af'.
- 'Jøp' sagde han så og så fik jeg én på tæven, så brillerne de røg ned i den anden ende. 'Gør du det én gang til, så bliver du skudt på stedet, og giv mig lortet', sagde han så og rev det af og ødelagde min revers.
- Så da de forsvandt, så sagde min kammerat: 'Tak skal du ha', der reddede du mit liv'.

Våben i kælderen
- Så gik der en uges tid, og så var der nogen der ringede op, hvor jeg boede. Det var så min kammerat dér og nogle andre gutter og spurgte, om jeg var alene hjemme og om de måtte snakke med mig.
- 'Ja, det må I gerne. Kom bare ind'.
- Så sagde de: 'Vi tror godt, at vi kan bruge dig i frihedsbevægelsen'. Og det var en B6-gruppe - det var kommunisterne. Så hvis jeg ville være med, så ville det være fint for dem, og så skulle jeg møde et sted to aftener senere, og det var herhenne i Nyborggade.
- Dér blev jeg så indlemmet i frihedsbevægelsen. Så fik jeg så en del våben, som vi havde hentet ude i Hareskoven og som englænderne havde smidt ned.Og de kom så ned i min fars og mors kælder, for de havde ikke andre steder. De var bange for... jeg var så ung, så mig ville man ikke spekulere på, at det var mig der havde sådan noget.
- Og min far blev så glad, for det var første gang at jeg frivilligt var gået i kælderen, hver gang vi skulle bruge brændsel. Så jeg sagde: 'Det skal jeg nok ordne!'.
- Den ene nøgle fik så frihedsbevægelsen, og jeg havde den anden. Min far kunne ikke sådan gå der ned og kigge. Så skulle han have fat i mig, og det lå under en masse gammelt bras. Og så var jeg i frihedsbevægelsen.

Vi sender vore sønner i krig
Vi sender vore sønner i krig,hvor de marhcerer over sårede og lig,vi ser dem for os som heltevi ser dem måske aldrig mer?vi lader os spise af med medaljer i snor,jeg fik en af de store,for min søn der faldt i fjor.Carsten Rütting Schweitz