Min nytårsferie foregår i Gambia ved Vestafrikas Atlanterhavskyst, så tæt på ækvator, at månen ligger ned, og det store verdenshavs lange lange dønninger altid er så rolige, at det går an at bygge huse ned til få meter fra vandkanten

af Kjeld Stenum
Under morgenmaden taber jeg en bitte luns tunfisk ned på altanen. Selv om jeg befinder mig i første sals højde, går der højst sekunder, fra jeg taber den, og til en aggressiv kolonne af myrer går til angreb, deler den op og går i gang med at transportere den væk bid for bid. Operationen foregår med en hurtighed og målrettethed, der er både fremmedartet og skræmmende. Kampen for overlevelse er hård her.
Min nytårsferie foregår i Gambia ved Vestafrikas Atlanterhavskyst, så tæt på ækvator, at månen ligger ned, og det store verdenshavs lange lange dønninger altid er så rolige, at det går an at bygge huse ned til få meter fra vandkanten. Meget er nyt for mig arme hjemmefødning, der har ladet mig lokke ud i dette énuges-eventyr. De evindeligt kredsende gribbe, at palmesus ikke lyder som grantræer, og at Afrikas jord er umiskendeligt rød alle vegne, er kun det mindste af det hele.
I turistområderne bliver man udsat for et sandt stormløb af gambiansk hjertelighed og hjælpsomhed.
Turisme er én af Gambias vigtigste indtægtskilder. Endnu spiller også en afgrøde som jordnødder en rolle, men ikke som tidligere. For nogle år siden gav udvinding af jordnødde-olie arbejde til knapt tusind mand på en statsejet fabrik. Den privatiserede den daværende regering, solgte den til franskmænd, og så blev den lukket. I et ludfattigt land med kun godt en million indbyggere et særdeles mærkbart tab.
Den farvestrålende lokale batik-produktion er ved at blive udkonkurreret af langt billigere kinesisk massefremstillede varer.
Så er der turister som mig tilbage, af os lever de. Det lader sig ikke gøre at gå en tur i fred og ro langs Atlanterhavskysten her i hotelområdet. Det er værre at gå som enlig hvid mand her end det var at gå gennem Istedgade, da prostitutionen dér var på sit højeste, selv om det her, hvor hotellerne er 'pæne', dog ikke handler om prostitution. Det gør det i andre hotelområder.
Men også her bliver man ustandseligt antastet af gambianere, mest arbejdsløse unge mænd, men også kvinder, ofte indehavere af små markedsboder, alle vil de 'make friends', og efter en del snak om, hvor ens sortes og hvides blod er indenunder huden, får den uerfarne turist en symbolsk gave hængt om halsen, den er skam gratis og bare for venskab. Men hvis man skulle have lyst, er man da velkommen til at gengælde gaven med en donation til en fodboldklub, ens nye ven er med i, eller til at komme ned og gøre et godt køb i ens ny venindes markedsbod. Har man ikke lyst, er det 'no problem', men så kan man også være sikker på at blive husket og opsøgt igen og mindet om gaven, man har fået. Et nej tages aldrig for et svar. Gambianerne ved, at alting før eller siden må slutte i et ja.
Gavegivningens psykologi er, at gengælder man ikke en gave med en mindst lige så stor modgave, er man vanæret. Den psykologi har vi glemt i vores europæiske køb-og-salg kultur. Men vi ligger under for den alligevel. Vi føler vanærens sved på panden. Og før eller siden vinder gambianerne.
Bondefangeri? Kulturel prostitution?
Overhovedet ikke.
Livet i Gambia er hårdt, man lærer at sige ja og gribe sultent efter selv den spinkleste livsmulighed, selv den genstridigste turist. Den, der ikke gør, klarer sig ikke. I Europa pånødes vi liv og tilværelser, vi knapt ved, om vi ønsker. Derfor får vi undertiden trang til at bakke ud og sige nej tak.
Et officielt anerkendt system af turistguider beskytter turisterne mod disse lokale 'bumsters'. Der er ikke noget system, som beskytter turisten mod guiderne. Den forventede tak for guidernes ydelse er, at man mod betaling hyrer dem til at lede én ud og opleve det ultimative Afrika.
Disse oplevelsesture omformer langsomt Gambia. Selv langt fra hotelområderne véd ethvert barn, at hvide mennesker er til at tigge kuglepenne og småpenge af. Højdepunktet for turisten er at komme rigtigt ud på landet og prøve at spise med fingrene af fælles fad, som afrikanerne gør på landet. Så denne oplevelse er nu blevet en del af turistindustrien.
Ingen steder er det dog svært at se fattigdommen lige bagved, og den desperate kamp for at finde et levebrød. Og den, der ikke ser det, forstår ingenting.
Gambia ejer knapt industrier. Alt teknisk kram fra biler til mobiltelefoner er genbrugsvarer fra Europa.
Vejene er et kapitel for sig, jeg skal nøjes med at sige, at man absolut ikke behøver bruge tid på at lave trafikbump.
De få kvarterer nær hovedstaden med pæne huse er hvide menneskers kvarterer. Gambianerne selv bor i skure med bliktag eller det, der er endnu ringere, i de større byer såvel som på landet. Intet bliver smidt væk. Bliver tagpladerne af blik for hullede til at tjene deres oprindelige formål - og de skal være meget hullede for at falde i den kategori - bliver de anvendt til hegn. Lossepladserne er så fyldte med mennesker, som søger efter føde, eller salgbare ting, at det forekommer én utænkeligt, at losseplads-hakkeordenens forreste kan have efterladt noget til de bageste.
Selv færgerne fra hovedstaden er bittesmå rustkasser af samme slags, som jeg husker Limfjordsfærgerne fra min barndom, til gengæld står man som sild i en tønde, her kan turisten virkelig komme tæt på afrikanerne.
Det kan godt være, vi efter et par dage føler, at de tog os ved næsen med deres gave-tricks, de unge 'bumsters' ved hotelporten. Men vi er deres levebrød. Når vi er rejst, er de afhængige af, at andre hvide mennesker dukker op, Og endnu gør de. Men efterhånden som krisen udvikles, vil den eksotiske ferie uden tvivl være et af de luksusprodukter, vi først skærer væk. Vores tilværelse bliver så den anelse mere oplevelsesfattig, og mon ikke vi overlever det?
Men i et lille afrikansk land efterlader vi en bunke mennesker, vi har gjort dybt afhængige af, at vi kommer. Ja, hele det gambianske samfunds økonomi vil få slået benene væk under sig. Virkningen af den europæiske verdens krisesvingninger på fattige afrikanske lande er som de berømte sommerfuglevingeslag i Sydamerikas jungle, der bliver årsag til en taifun i det kinesiske hav