17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lad den rette komme ind - Blodig Gummitarzan

Lad den rette komme ind - Blodig Gummitarzan

Tirsdag, 23. december, 2008, 00:00:00

En mesterlig social-realistisk svensk film om en sympatisk vampyr i et hverdagsmiljø

af Jan Lars Nielsen
En dreng på 12 år, der bliver mobbet. Et boligkompleks. En trappeopgang. En gård med legestativer. En gang/cykeltunnel under vejen. En lokal beverding - Sun Palace. En pige på 12, der er vampyr.
'Lad den rette komme ind' foregår i et miljø vi alle kender. Eller i hvert fald mange af Arbejderens læsere kender. Dermed også et sted og i en personkreds, som vi kan identificere os med. Herved tilfører den bogstaveligt talt nyt blod til genren, som traditionelt fortælles i overklassemiljøer i Hollywoodregi.
Oskar bor alene med sin mor i en førstesals lejlighed i en forstad til Stockholm. I skolen er nogle af de andre drenge efter ham. Så møder han Eli, som er flyttet ind ved siden af sammen med sin far. Eli er vampyr, så derfor sker der mystiske dødsfald i nærområdet. Eli lærer Oskar på bedste Gummitarzanmanér, hvordan han skal klare sine plageånder.
Dette er langtfra en film for børn, selv om fotografen Hoyte van Hoytema har filmet de smukke stockholmske vintersnebilleder nede i øjenhøjde af de to hovedpersoner og nogle steder billedmæssigt har skåret hovedet af de voksne personer.
Oskar bliver forelsket i den sympatiske Eli, og vi andre accepterer, at det er nødvendigt for Elis overlevelse, at der ryger nogle af områdets nattevandrere, for at hun kan overleve. Hun slår ihjel for at leve, mens Oskar gerne ville dræbe sine klassekammerater som hævn. Som i alle andre film inden for genren er der kraftige seksuelle undertoner.
Personerne er ikke så heldigt castet. Det er svært at se den søde og smukke Oskar (Kåre Hedebrant) som mobbeoffer. De velnærede og fokuserede voksne fra områdets bænk ligner det de er - velnærede svenske skuespillere - ikke mennesker der får det daglige brød fra det lokale Spritbolaget.
Min hovedanke mod filmen er, at det er nødvendigt at gøre de lokale alkoholikere lettere usympatiske for at skabe illusionen om den sympatiske massemorder Eli (Lina Leandersson). En udstødt over for andre udstødte.
Filmen foregår i vinteren 1982. Da jeg kom ud af biografen kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt min yndlingsbeskæftigelse: At lægge mærke til om der i filmen forekommer rekvisitter, der ikke hører perioden til. Filmen var simpelthen for spændende. Så lad dette være en anbefaling til at se filmen i disse juledage, der mest appellerer til underholdning på filmfronten.

Lad den rette komme ind. Instruktør Tomas Alfredson. Premiere 1. juledag torsdag den 25. december. Gloria, Vester Vov Vov, København og Øst for Paradis, Århus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur