Københavns Kommune fjerner efter pres hærværk på skulptur til minde om kommunisternes modstandskamp under besættelsen - efter først at have nægtet
Københavns Kommune bøjer sig nu og renser en skulptur til minde om de danske kommunisters modstandskamp mod nazisterne under besættelsen.
Den første besked fra kommunen til de overlevende danske kommunistiske modstandsfolk lød ellers, at de selv måtte ud og skrubbe deres skulptur ren. Det meddelte de i et brev til de kommunistiske partier DKP og KPiD, som organiserer de kommunistiske modstandsfolk.
I november måned blev Knud Nellemoses skulptur 'Ung såret mand' i Churchill Parken i København udsat for hærværk og overhældt med maling. Københavns Kommune har hidtil nægtet at rense skulpturen.
- Det er den danske stat, som har givet en skulptur til de danske kommunister til minde om de kommunister, som satte livet på spil i modstandskampen under den tyske besættelse. Jeg er rystet over, at kommunen mener, at vi selv skal holde øje med statuen og rengøre den. Det vil vi under ingen omstændigheder acceptere, fastslår Betty Frydensbjerg Carlsson. Hun er formand for KPiD.
Sammen med DKP har KPiD skrevet et åbent brev til statsministeren og kulturministeren. Kravet er, at staten og Københavns Kommune finder ud af, hvem der har ansvaret for at få rengjort statuen.
- Statuen er rejst af samfundet. Derfor må samfundet selvfølgelig stå for vedligeholdelsen, siger Betty Frydensbjerg Carlsson.
Da Arbejderen ringer til Københavns Kommune, er tonen pludselig en anden:
- Jeg har bestilt en rensning af skulpturen inden jul på kommunens regning. Vi skal have den her sag ud af verden. Jeg er godt træt af den, siger Jens Peter Munk, ansvarlig for de kommunale monumenter, til Arbejderen.
Han understreger samtidig, at rensningen ikke betyder, at kommunen automatisk fremover overtager vedligeholdelsen af statuen.
- Jeg troede, det var DKP, der ejede skulpturen. Det fik jeg at vide af en af deres egne folk, som vi havde kontakt til, da skulpturen blev rejst i 1996. Det er ikke Københavns Kommune, der ejer statuen. Derfor kan vi ikke bare lægge hånd på skulpturen. Nu vil jeg undersøge sagen videre. Jeg afventer svar fra Kulturministeriet og fra Statsministeriet på, om de har noget med skulpturen at gøre, uddyber Jens Peter Munk.
Også KPiD holder øje med sagens videre forløb:
- Det er godt, at kommunen efter vores åbne brev og efter, at pressen har kastet lys på sagen, er gået med til at rense skulpturen. Men hvad med fremover? Hvem skal tage sig af skulpturen, næste gang den risikerer at blive udsat for hærværk. Nu må staten og kommunen finde ud af, hvem der skal betale. Men vedligeholdelsen skal altså udføres, konstaterer Betty Frydensbjerg Carlsson.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278