Surrealisme er ikke en stilart men en revolutionær kulturpolitisk aktivisme inspireret af Karl Marx¤¤ klassekampsteorier og Freuds psykoanalyse

af Finn Hermann
Udstillingen 'Begærets triumf' på kunstmuseet Arken giver et nuanceret og veldokumenteret billede af surrealismens udvikling fra 1920'ernes drømme-'realisme' og automatskrift til de halvt abstrakte, halvt symbolistiske billeder fra årene under og efter Anden Verdenskrig.
Surrealismens antiautoritære fædre ville dog næppe have set med milde øjne på, at deres provokatoriske billed- og ordlege her fremtræder som et afsluttet historisk fænomen.
Der har mig bekendt helt op til de seneste år været skabt original surrealistisk kunst, som kunne have givet et mere tidssvarende billede af bevægelsen. Udstillingen savner eksempler herpå. Ligesom det er beklageligt, at vores mest markante surrealistiske profil, Wilhelm Freddie ikke er repræsenteret ved sine nyere værker, som hvert og et netop signalerer 'begærets triumf'.
Surrealistiske udstillinger er per definition i konflikt med det givne (museums)miljø. De tager typisk udgangspunkt i et aktuelt tema for eksempel mannequin-motivet, hulheden i den borgerlige kultur eller, som denne udstilling, begæret, og benytter det valgte tema til at skabe en slags event, en blanding af billedkunst, teater, happenings og politisk manifestation.

Samspillet med de internationale
Surrealisme er ikke en stilart men en revolutionær kulturpolitisk aktivisme inspireret af Karl Marx' klassekampsteorier og Freuds psykoanalyse.
Udstillingen belyser samspillet mellem de internationale og de danske surrealister, som især gjorde sig gældende i 30'erne. Særligt tydelig er forbindelsen mellem den tysk-franske billedhugger Hans Arps bølgende organiske torsoer og Ejler Billes og Sonja Ferlovs næsten nonfigurativeskulpturer.
Ligeledes forbindelsen mellem danskerne Bjerke Pedersen og Wilhelm Freddie og spanieren Salvador Dali, samt forbindelsen mellem spanieren Joan Miro's legende symboler og Bjerke Pedersens, Rita Kern Larsens og Richard Mortensens ditto.
Bille, Mortensen, Sonja Ferlov, og lidt længere ude i periferien Henry Heerup og Asger Jorn, viser, hvordan den internationale surrealisme havde en kraftig indflydelse på den moderne abstrakte kunst (især Cobra-gruppen) i Danmark. I den forbindelse kunne det have været spændende at se eksempler på den senere Freddies halvt abstrakte og dog særdeles 'kødelige' erotiske fantasier.

En Anderledes arbejdsmetoder
Lad mig fremhæve tre eksempler på, hvordan surrealistisk kunst og 'arbejdsmetode' adskiller sig fra al anden kunst:

Max Ernst: Barbarer, 1935:
Billedet er lavet i en frottage- eller gnideteknik: Lærredet eller papiret anbringes på en ru, struktureret flade og gnides med farvekridt eller blyant. Ud af de herved opståede strukturer ser kunstneren et motiv, som han/hun forsøger at tydeliggøre i al dets dæmoni.
Kunstneren adlyder teknikkens tilfældige diktat, idet han/hun samtidig lader fantasien, det vil sige underbevidstheden, den stadige erotiske optagethed, begæret få frit løb ved mødet med de tilfældige strukturer, og der opstår en mellemting mellem fugle, klipper, menneskeskikkelser, uhyrer. Forstenede væsner. På én gang fascinerende og truende.

Raoul Ubac: Penthesilea (Amazonernes dronning) og Penthesileas kamp, 1938:
Fotografen Ubac anvendte en teknik med ophedning af de fotografiske plader og negativ og positiv lagt forskudt oveni hinanden, hvorved han skabte en reliefkarakter, ligesom et fotografi af et klassisk græsk relief, og samtidig en sønderdeling af kropslige motiver, en art dødedans.

Le cadavre exquis:
En kollektiv billed- eller ordleg, hvori deltagerne hver især tilføjer et ord i en sætning eller brudstykker af et billede.
Papiret foldes, således at den der tegner eller skriver ikke kan se de andres del-bidrag. Således opstod til en begyndelse sætningen 'Le cadavre exquis ne boira pas le vin nouveau' (Det udsøgte lig drikker ikke den nye vin).
Deltagerne i disse lege var surrealister med venner, men der var ikke noget krav om kunstnerisk eller litterær erfaring. I de bedste eksempler opstår der en på én gang absurd og meningsfuld helhed.

At lære os at se
Hvad har disse tre eksempler tilfælles?
For det første legen og tilfældet. For det andet udnyttelsen af det kollektive og det underbevidste - begæret. For det tredje denne kompromisløse insisteren på at forene det uforenelige, som er surrealismens egentlige bidrag til fornyelse af kunstnerisk skaben .
Som bekendt er en af kunstens fornemste opgaver, måske den fornemste opgave, at lære os at se. Og det gør surrealismen i allerhøjeste grad. Den får os til at se det abnorme sammen med det 'normale', det irrationelle sammen med det rationelle, dagen sammen med natten, det konkrete sammen med det abstrakte....
Drivkraften bag denne skabende virksomhed er for surrealisterne netop begæret, den erotiske besættelse i ordets videste betydning.

Udstilling. Begærets Triumf - dansk og international surrealisme. Arken, Skovvej 100, Ishøj. Kan ses til den 11. januar 2009.