17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sex på scenen

Sex på scenen

Lørdag, 20. december, 2008, 00:00:00

En undersøgelse foretaget af fagbladet Journalisten afslører, at dit lille røde dagblad kun har brugt ordet ¤¤sex¤¤ 26 gange i løbet af et år. Til sammenligning skrev Ekstra Hørmeren ordet 1.246 gange i samme tidsrum

'Det skal der gøres noget ved', tænkte Rundtom-redaktionen, og iler med at omtale Aarhus Teaters opførelse af Astrid Saalbachs monolog 'Pietá'.
En ung kvinde vågner op på et hotelværelse med enorme tømmermænd og en fremmed mand ved siden af. Men hvem er han, og hvorfor ligger han så stille? Det lyder da sexet!

Pietá - en monolog af Astrid Saalbach. Aarhus Teater til 20.12. og 6.-17.1.09


Sexet mand i dametøj
Der er intriger, forviklinger og masser af pailletter i Ålborg Teaters opførelse af lystspillet 'Mød min hr. mor', oprindeligt den pikante franske farce 'La cage aux Folles' fra 1973. Stykket er indspillet som film med Gene Hackman og Robbin Williams, og har gået som musical på Broadway.
Stykket gør tykt grin med kernefamilien og dens seksualnormer. For hvad gør hovedpersonen, når hans far er natklubejer og bor sammen med en berømt drag queen, mens hans tilkommende svigerfar er dydigheden selv? Det kommer der nogle overdådigt morsomme forviklinger ud af.

Mød min hr. mor. Aalborg Teater frem til 17.1.09


Sexfri tegnefilm
Garanteret fri for sex er den japanske animator Hayao Miyazakis virtuose og fantasifulde eventyrfilm. De kan ses på DR2 de næste to mandage, og kan nydes af både børn og voksne. Den ene er 'Det levende slot', der blev nomineret til en Oscar i 2005. Den anden - 'Chihiro og heksene' - er fra 2001, og er Japans mest sete film nogensinde. Den vandt ikke blot en Oscar, men også Berlins Filmfestivals største pris Guldbjørnen.
Det specielle ved Miyazakis tegnefilm er, at både personer og de detaljerige baggrunde er håndtegnede på god gammeldags manér, før de bliver farvelagt på computer. Derved bevarer hans film det klassiske håndværks dyder, som vi kender det fra det de gamle Disney-film.

Mandag 22. december: Det levende slot - DR2
Mandag 29. december: Chihiro og heksene - DR2


Den kulturelle sexbølge
Interferens kaldes det fænomen, når to eller flere harmonisk svingende elektriske signaler, eller bølger af lyd eller lys blandes, så det skaber et nyt signal. Det er den østrigske mediekunstner Carlos Catastrofsky som har leget med fænomenet. Resultatet kan ses på nettet.
Ifølge kunstneren bygger dette online netkunstværk på internettets interferens, når den blander fildeling, copyright debatten, overvågning og pornografi.

Interference af Carlos Katastrofsky. Frem til 9.3.09 på www.netfilmmakers.dk


Usexet hjemløs
Hans hænder er bemærkelsesværdige. De hænger ned mellem hans knæ, som han sidder der på stolen. Lange og knoklede. Denne hjemløse mand har det ikke godt. Hans bukser er lasede, gummiskoene er udtrådte, og tæppet, som er svøbt omkring hans skuldre, er hullet.
Sådan sidder han med nedslået blik, helt alene i den store hal.
Den hjemløse mand er støbt i bronce af den fynske kunstballademager Jens Galschiøt. Den er skabt til udstillingen 'Welcome HomeLess', og skal sammen med 29 andre skulpturer af hjemløse vandre igennem hele Europa hele næste år.
Udstillingen skal skabe opmærksomhed på de usle kår, som mange hjemløse lever under i de europæiske storbyer. I november tog Jens Galschiøt forskud på løjerne ved at flyve sin skulptur til London på 1. klasse, sponseret af SAS. Figuren var en gave til den årlige konference om hjemløses vilkår, der fandt sted i Cardiff, Wales.

Projekt Udenfor 1.1.-31.12.09. www.aidoh.dk/Homeless/photos. www.udenfor.dk/nyheder og synspunkter

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur