Så året efter ved juletid var vejret endnu koldere. Og førsteministeren, der ellers plejede at være skarp og velformuleret, vidste ikke sine levende råd, når de nidkære journalister blev ved med at spørge og forlange forklaringer på, hvordan det kunne gå til. For han forstod det ikke selv

af Kjeld Stenum
En julehistorie? Så skidt pyt da!
Et år blev det pludselig grusselig koldt få dage før jul. Det var man ikke vant til. Hvid jul var noget med vat eller kunstsne på spraydåser. Nu var det bitterlig koldt og hvidt allevegne. Folk undrede sig lidt, men belavede sig ellers på at købe, frådse i gaver og mad og hygge sig, som de plejede.
Men en aften tonede landets førsteminister frem på skærmen i stedet for dagens julekalender-afsnit. Denne førsteminister lignede i parentes bemærket så lidt den trinde, glade julemand, som tænkes kan; onde tunger kaldte ham for hulemand i stedet for julemand.
Han var ikke trind, han var hverken langhåret eller hvidhåret, men havde sort glat hår og sorte skægstubbe, som selv den omhyggeligste barbering ikke kunne usynliggøre. Hans blik var alt andet end venligt, det var nærmest uvenligt stirrende. Kunne han overhovedet sige 'ho-ho-ho', ville det nok nærmest komme til at lyde som en hån. Men det sagde han ikke.
Det han sagde var, at de ledende erhvervsfolk, som ved at lukke en masse kuldioxid ud i atmosfæren havde sørget for det dejligt milde julevejr i hele hans regeringstid, de kunne altså ikke tjene nok penge på det mere. Derfor gad ingen investere i deres virksomheder, mange måtte lukke, aktiekurser faldt for ikke at sige styrtdykkede, og investorer, der ærligt og redeligt havde tjent milliarder på ærlig og redelig spekulation, tabte nu alle de milliarder igen.
De måtte hjælpes, hvis folk ville have dejlig mild subtropisk jul som i de gode gamle dage igen, med hygge og fred på jord. Så det blev han nødt til at bruge en del af folks mange indbetalte skattekroner til.
Derfor måtte staten undlade at bruge helt så mange penge på de fattigste, ældste, nødstedte, psykisk og fysisk syge, på uddannelser, og den slags ting. Sådan noget måtte man fremover selv betale mere til, det forstod folk vel nok, en dejlig subtropisk jul ville de vel have?
Jo, det ville folk da, og de syntes jo også, det var synd for de førhen så rige investorer og spekulanter, at de i stedet for tusind gange så rige som de selv nu kun var måske fem hundrede gange så rige, ja for nogle var det endda endnu værre. Og de fleste var også parate til at betale mere selv til alderdomssikring, sundhed, uddannelse og den slags, så staten kunne overføre pengene til de rige investorer, der holdt hele det erhvervsliv i gang, som sørgede for drivhuseffekt og dejligt subtropisk juleklima.
For at få råd til det valgte folk så at holde lidt igen med de overdådige juleindkøb. Det var erhvervslivets ledende kræfter ikke så glade for. For det betød, at de ikke tjente så mange penge, og så gad investorerne endnu mindre investere i deres virksomheder. Og nogle af dem måtte lukke, andre skære produktionen ned, og det gik ud over kuldioxid-udledningen.
Så året efter ved juletid var vejret endnu koldere. Og førsteministeren, der ellers plejede at være skarp og velformuleret, vidste ikke sine levende råd, når de nidkære journalister blev ved med at spørge og forlange forklaringer på, hvordan det kunne gå til. For han forstod det ikke selv. Han havde skaffet pengene til alle investorerne, og alligevel ville de ikke investere.
Det eneste, han kunne foreslå, var at skaffe dem endnu flere penge. Men han sagde det uden glød, for han vidste godt, at de nidkære journalisters næste spørgsmål ville være, hvorfor det, det havde jo ikke hjulpet sidst. Denne rådvildhed hos den ellers så sikre leder kunne folk ikke lide. Nu havde de jo oven i købet ofret sig, sådan som han selv nærmest direkte havde bedt dem gøre. Så de gik i gaderne, og de var vrede.
Førsteministeren forsøgte et gammelt prøvet trick. Han indkaldte alle de politiske kræfter til forhandling om et nationalt kompromis. Men de havde ikke diskuteret i ret mange dage, før det gik op for dem alle, at problemet ikke var, at de ikke kunne blive enige, men at de ikke anede, hvad de skulle blive enige om. Ingen var varme på et valg heller.
Sådan som situationen var, var den akkurat lige så hjælpeløse opposition ikke vild efter at komme til magten. Eller afmagten, rettere sagt. Så derfor endte førsteministeren med at blive enig med sine politiske modstandere om at indkalde ledende repræsentanter for pengemændene selv. Så kunne de selv komme med et udspil til, hvilken ledelse der kunne få dem til at investere igen.
Dette initiativ præsenterede han sammen med oppositionslederen på tv som den løsning, der skulle redde landet, og de ophidsede folk kunne godt gå hjem fra gaderne og forberede deres jul, som de plejede.
Det gjorde folk nu ikke. Tværtimod, de belejrede pladsen foran landets parlament og indrettede sig med polartelte, varmende bål og storskærme, hvorpå de kunne følge politikernes forhandlinger og forskellige løsningsudspil. Og det så ud til, at de havde tænkt sig at holde jul der, hvilket ikke ville være godt for landets omdømme.
Så førsteministeren bad pengemændene skynde sig, og pengemændene var vant til målrettethed, problemknusning og krisehåndtering. De vidste nøjagtigt hvad der skulle til. Regeringen måtte træde tilbage og overlade magten til en leder, folket ville acceptere, sagde de, men en leder, som samtidig magtede at gøre det nødvendige. Politikerne var ikke glade, men så intet alternativ og endte med at indvilge. Og selve juleaftensdag blev dagen, hvor denne ny magthaver skulle præsenteres for folket.
Det var sat ind med en frygtelig snestorm, polarteltene føg væk, kulden gik til marv og ben, og folk stod tæt sammenklumpet i decembermørket, halvblindede af sneen, og stirrede spændt op mod storskærmen. Og der tonede han frem, deres ny leder! Rødt tøj, trind om maven, stor rød hue med hvid kvast, og et bølgende, snehvidt skæg. Det var jo - jo, det var selve den kære gamle julemand, der stod der på skærmen og skulle lede dem til bedre tider! Og 'ho-ho-ho' sagde han og åbnede den store mund i et bredt grin.
Men tænderne, der kom til syne i denne mund, virkede i mørket sylespidse, som rovdyrtænder. Og hvad var det, som stak op af den sæk, han bar på ryggen? Folk diskuterede det ophidset, de fleste syntes, det lignede et maskingevær!