Et besøg på et genbrugscenter blev indgangen til et venskab med en familie fra et asylcenter. Og senere fik det Irene Bonnichsen til at skrive en bog

af Bjarne Nielsen
Da den 48-årige rengøringsassistent Irene Bonnicksen en dag var på vej til genbrugscenteret, blev hun passet op af en kvinde fra det lokale asylcenter, der spurgte om hun måtte få nogle af tingene. Det startede et venskab, der hurtigt udviklede sig.
- Det var naturligt for mig at sige ja. Så blev jeg inviteret til at besøge kvinden, der viste sig at være roma, altså sigøjner, på det lokale Røde Kors asylcenter. Det startede et venskab med familien Sabani der var flygtet fra krigen i det tidligere Jugoslavien, fortæller Irene Bonnicksen.
Vi mødes på Cafebiografen i Odenses centrum.
Du er født på Langeland. Har det på nogen måde haft betydning?
- Ikke for min bog specielt. Men jeg er opvokset med en vild natur og en grad af isolation. Jeg var ofte overladt til mig selv og måtte finde på figurer og personer for at få indhold og lys i mit liv. Derudover blev jeg drillet med min mors sygdom. Så jeg oplevede isolationen og ensomheden. Lidt som romaerne. Jeg har nok skrevet til skrivebordet i min ensomhed, men nu kræver situationen offentlighed.
Ud over at skrive, laver du også musik og maler?
- Til filmmanuskriptet, som det startede med, syntes jeg der manglede musik. Filmmanuskriptet gik lidt i stå og gled mere og mere over til bogen. Den syntes jeg skulle illustreres. Det ene tog det andet.

Drømmer om en film
Instruktøren Martin Miehe-Renard, der selv er af sigøjnerfamilie, skriver på omslaget, at `det er en fortælling lige fra hjertet` og givet udtryk for lyst til at filmatisere den. Hvordan har du det med det?
- Da jeg besøgte familien i 2002 begyndte jeg at skrive. Jeg ville give et andet billede af sigøjnernes historie. Så det er jo det jeg drømte om, da han udtrykte interesse. Det gav mig blod på tanden. Lige nu er manuskriptet indsendt til filminstituttet og så må vi se.
Du har valgt fiktionen frem for dokumentaren. Hvorfor?
- Ærgerrighed. Jeg ville skrive en spillefilm. Ikke en lille kort dokumentarfilm. Først senere gik besværet op for mig.
Irene Bonnicksen er religiøs, hvilket naturligvis har givet hende en mere humanistisk vinkel til flygtningeproblematikken end den politiske. Et af bogens temaer er med udgangspunkt i den barmhjertige samaritan. Med bogen har hun villet fortælle hvorledes hun som almindelig dansker med sine fordomme møder det fremmede og via samværet ændre sit syn på de fremmede.
Hvorfor Romaerne?
- Det var som sagt et tilfælde. Men efter jeg så hvorledes de boede på værelser på 12 kvadratmeter i treethalvtår og retssagerne mod dem hele tiden faldt negativt ud for dem, medens krigen herskede, så var jeg fanget. Det handlede pludseligt om menneskelig ære og værdighed. Romaerne er traditionelt militærnægtere, og betragter sig som statsløse. Og de holder sig ofte for sig selv. De siger at mennesker burde leve sammen i kærlighed og fred. Det harmonerede med mit livssyn.
Tror du bogen kan ændre noget?
- Det håber og tror jeg. Jeg tror mange er angste fordi det er ukendt. Vi er kun trygge ved det kendte. Det er den angst, der æder sjæle. Så hvis bogen kan give et mere nuanceret billede af især romaerne, men også asyltilværelsen, er jeg glad.

Fremmedglad
Bogen er tilegnet Halil og Mirsanda Sabani, som søgte asyl i 1998, men blev udvist til Kroatien. De og deres familie, der er muslimske sigøjnere, blev Bonnicksen familiens venner. Et venskab som er fortsat efter deres udvisning. Hendes familie har været nede og besøge dem. De bor i noget slum, men huse, i udkanten af Zagreb. Der ernærer de sig med legalt salg af tøj og sko fra en fast stadeplads.
De har godkendt bogen. Var det vigtigt for dig?
- Ja. Jeg har villet se tingene med deres øjne og udtrykke deres vinkler. De har været stolte over nogen `hvide` forsvarede og talte deres sag.
Du er rengøringskone. Hvordan har dine kollegaer reageret på du er blevet `forfatter` og begyndt at komme i medierne?
- De har naturligvis snakket om blandt andet Miehe-Renard og det, at jeg var i avisen. Nogle syntes det var spændende, mens andre syntes det var mærkeligt og at jeg var `fremmedglad`. Men i dag er rengøringsbranchen jo domineret af tyrkere, filippinere, vietnamesere, østeuropæere og andre. Så snakker man mad, børn og dagligdagsting. Ingen har læst den.
Kommer der flere ting fra dig?
- Ja da. Både bøger, men jeg har også flere filmideer i hovedet. Så jo.
Vi drikker kaffen færdigt, medens et menneskemylder af såvel danskere som `fremmede` myldre forbi cafeens vinduer.