21 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hiphop go classic på DR

Hiphop go classic på DR

Lørdag, 06. december, 2008, 00:00:00

Hele Danmarks licensbetalte radio forfølger stadig nye mål. Sidste skud på stammen er at lade danske hiphoppere prøve kræfter med foreløbig seks dybt klassiske symfonier i den absolut tunge ende

Det foregår på hjemmesiden www.mixtoverdener.dk, hvor man kan opleve navne som Bjørn Svin, Magtens Korridorer og UFO Yepha mixe deres egen lyd med fortidens store lydguruer. Ifølge DR skal det nye site være 'et virtuelt mødested, hvor såvel unge som gamle får mulighed for at mixe klassisk og moderne musik.'

www.mixtoverdener.dk


Nu` det jul i igen
Til trods for gode vejrudsigter og elendigt vejr har december slæbt sig ind i sin anden uge. Det sker til tonerne af alskens julemusik i diverse medier, der forsøger at overgå hinanden i julekalendermani.
Det hele er dog ikke den rene kommercielle bedrøvelighed. Filmmagasinet Ekko har formået 24 danske filmfolk til, fra den 1. til den 25. december, at udvælge hver sit yndlingsklip fra netsladderens ypperste holdeplads YouTube.
Se dagens bidrag på www.ekkofilm.dk.


VEGA goes X-mas
Hvor langt ude X-mas-manien kan udbredes, beviser Københavns førende musikscene VEGA, som har allieret sig med musikkollektivet Escho om at uddele musikalske adventsgaver i Ideal Bar hver søndag fra kl. 17-23.
Men glem alt om salmesang, bjældeklang og Messias. Escho byder på eksperimenterende små koncerter med ny dansk og international optræden, tilsat julegløgg eller snehvid russian(?)
På søndag er der releaseparty for Lamburg Tony. Desuden spiller Goodiepal, og Dj Fos styrer bare så vildt...
Ideal Bar, Enghavevej 40, Kbh. V. Søndag 7. december Kl. 17-23. Gratis adgang.


Mød Dejkrigeren
Kunsthallen Nikolaj fortsætter sine arrangementer hver torsdag. I næste uge er det Søren Dahlgaard, også kaldet Dejkrigeren og den israelske performancekunstner Meir Tati, også kaldet Selvmordsmalerbælte-krigeren, der tilhører en antikrigs kunstnergruppe i Tel Aviv.
De to kunstnere opfører det organiserede sammenstød 'Den danske kolonihave møder Mellemøstens krigszone'. De to kunstneres videoinstallationer kan ses på Stalke Up North i Gothersgade.
Kunsthal Nikolaj. Nikolaj Plads 10, Kbh. K. Torsdag 11. december kl. 17. Gratis adgang.


Fra DEM til OS
I en baggård til Højbro Plads i København gemmer der sig det spøjse Backyard Gallery. Her viser kunstkurator Khaled D. Ramadan sit fotografiske projekt 'Min verden i din verden'.
Gennem 15 fotografier afspejler han sammen med fotograferne Charlotte Haslund-Christensen og Morsi et sælsomt univers af forskellighed og sammenfald. 'Min verden i din verden' handler om DEM og OS, og er oprindeligt bestilt af Albertslund Kommunes kulturprojekt Brændstof.
Med i købet får man det finurlige Immigrant Image Archive, der består af snapshot fotos, videoer og breve fra indvandrere til Danmark og det øvrige Norden. Et ganske tankevækkende møde.

Min verden i din verden. Backyard Gallery. Højbro Plads 21 B, Kbh. K. Frem til 23. december.


Interkulturel VideoMarathon
Hvad sker der, når unge mødes på tværs af forskellige kulturelle baggrunde? Hvad har de til fælles og hvordan bringes forskellene i spil og bidrager til at styrke en fælles kultur? Og hvordan vil det se ud på film.
De spørgsmål stillede projektleder David Fox fra True Stories, som i samarbejde med CIRIUS har lavet en dansk Interkulturel VideoMarathon for skoler.
Resultatet er blevet 27 videofilm, hvoraf fem blev nomineret til prisen som den bedste. Vinderen blev en film om, hvad der sker med pebernødderne, julesangene og flæskestegen, når det fem minutter i juleaften går op for den hellerupske værtinde, at en af gæsterne er muslim.
Det er Avedøre Gymnasium der står bag vinderfilmen, som sammen med de øvrige fire nominerede film kan ses på:

www.interkulturelt-videomarathon.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur