Mens ungdomsoprøret foregik på universiteterne, foregik der også en masse ude på arbejdspladserne. Her var Johnny Laugesen med i mange år, som klubformand, fællestillidsmand og fagforeningsformand

Den spinkle mand med de klare øjne forsvinder næsten i sin lænestol i det hyggelige hus ved Brøndby Strand, men personen fylder hele rummet. For Johnny Laugesen er ikke en mand, som man lige kommer udenom.
Bare spørg 'slagteren fra B&W', Bonde Nielsen, som havde fornøjelsen af Johnny Laugesen som repræsentant for Motorfabrikkens faglærte arbejdere i A/S-bestyrelsen. De to var bestemt ikke gode venner.
- Det var en grum tid for arbejderne på B&W. Vi måtte rette de gamle søm ud når vi lukkede forsendelseskasserne. Der var ingen der ville levere til os, for manden havde jo ingen penge, husker Johnny Laugesen.
På trods af en mindre hjerneblødning for et par måneder siden har den snart 75-årige Johnny Laugesen stadig kampånden i behold. Han glæder sig til januar, når rekreationstiden er overstået og han igen må køre bil.
- Jeg hører ikke til dem, der gider gå og tænke på alt det der med, hvornår man skal af sted herfra. Sådan kan du ikke leve livet. Skal du af sted, så skal du af sted, siger Johnny Laugesen.
Han glæder sig i stedet til igen at skrive sine skarpe kommentarer om den fagforeningstop han selv har tilhørt, og som han ikke har meget til overs for.
- Jeg ved godt, at vi har et repræsentativt demokrati, men når man i den grad har passiviseret arbejderklassen, som man har, så der kun kommer fire-fem procent af medlemmerne til en generalforsamling, så er toppen edderhakkemig svær at røre.

Den røde maskinarbejder
Historien om Johnny Laugesen er på mange måder historien om en tid, hvor alting forandrede sig. Fra efterkrigstidens trange kår i 50`erne til sammenholdet i 60`erne og 70`erne. Det er en tid, som mange forbinder med det såkaldte ungdomsoprør i 1968 og tiden der fulgte. Men mens ungdomsoprøret foregik på universiteterne, foregik der også en masse ude på arbejdspladserne.
- Fra midten af 60`erne husker jeg en meget aktiv arbejderklasse, som både erobrede nogle sociale goder, men som også formåede at presse socialdemokraterne. Kommunisterne havde jo stor indflydelse dengang, både på og udenfor Christiansborg, siger Johnny Laugesen.
Han husker endnu, da smedenes formand Hans Rasmussen måtte manipulere med stemmerne på en Metal-kongres, fordi han var ved at komme i mindretal.
- Han suste rundt og talte stemmer, og pludselig var de ansatte fra sekretariatet også delegerede, griner Johnny Laugesen, som ikke har det mest hjertelige forhold til socialdemokrater.
- På B&W gjorde de alt for at gøre livet surt for min forgænger som fællestillidsmand på B&W, Tage Olsen. Jeg kan huske omkring Ungarn-krisen i 1956, da han lige var blevet valgt, så hængte de store bannere op udenfor marketenderiet, hvor der stod 'Ægte rødt, er det ungarsk blod? Hvad med vores fællestillidsmand?'.
Men Tage Olsen holdt ud. Og Johnny Laugesen fulgte i hans fodspor. Det var ham, der afløste som fællestillidsmand i 1973, og det var også ham der overtog posten som formand for Metals afdeling 12 i 1977. På et tidspunkt var Laugesen også medlem af DKP`s centralkomité, folketingskandidat og formand for Arbejdernes Kooperative Marketenderi på Christianshavn.
Dertil kom freds- og fagligt arbejde, Formandsinitiativet, og han var også med i en gruppe der skulle sikre plattedamernes økonomi, med i Scaniadam støttegruppen, og i B.T.-konflikten.
Det var samtidig en tid med fremgang for de fagligt aktive kommunister, som langsomt men sikkert fik stadig flere tillidsposter i klubber og fagforeninger. Til sidst var det nærmest umuligt at opdrive en socialdemokrat, der ville være med i bestyrelsen.
- Jeg måtte jagte længe, før jeg fandt en socialdemokrat, der ville være kasserer i fagforeningen. De fleste medlemmer var nok socialdemokrater, men det var altså de kommunistiske tillidsmænd, der blev valgt.

60`er-solidaritet
Selv kommer Johnny Laugesen fra en aldeles upolitisk familie, og det lå derfor ikke lige for, at den unge maskinarbejder skulle blive rød. Han kom i lære som maskinarbejder på en lille fabrik.
- Der var en kommunistisk tillidsmand, som solgte Land og Folk. Så blev jeg medlem af fagforeningen, og kom med i en studiekreds, fortæller Johnny Laugesen.
Han endte med at tilbringe et langt arbejdsliv på Københavns store industriarbejdsplads, Motorfabrikken på B&W. Før det var han tre måneder på Våbenarsenalet.
- Vi blev fyret fordi franskmændene tabte i Indokina i midten af 50`erne, og så skulle de alligevel ikke bruge de maskingeværer, vi lavede. Det var lige i nærheden af B&W , så vi gik over i frokostpausen for at få job. Værkføreren spurgte om jeg kunne horisontalfræse, og jo, det ku` jeg da selvfølgeligt, for det havde jeg lært på Våbenarsenalet.
- Det var jo løgn, for sådan en horisontalfræser er alt for stor til en våbenfabrik, og det vidste han godt, så da jeg mødte næste dag satte han bare en kollega til at lære mig op, husker Johnny Laugesen med et grin.
Det han husker bedst fra 60`erne er, at der var rigtig gang i arbejderklassen.
- Det var en god tid med masser at lave. Folk var virkelig solidariske, og den mindste konflikt på arbejdspladserne fik støtte udefra med det samme. Det var også en tid, hvor vi engagerede os i Vietnam-krigen og kampen mod Fællesmarkedet, siger Johnny Laugesen.
Han kom ind i fredsarbejdet gennem Dansk Fredskonference, som organiserede mange arbejdere. Som klubformand blev han delegeret til en fredskonference i DDR, og her mødte han digteren Carl Scharnberg.
- Vi blev rigtigt gode venner. Han var jo noget flyvsk, og havde hele tiden gode ideer. Så der i Østberlin siger han til mig: 'Johnny, når jeg kommer hjem, vil jeg lave en march mod atomvåben!'
- Det grinte jeg jo lidt af, men ikke desto mindre lykkedes det ham jo. De marcherede fra Holbæk, og da jeg stødte til ved Hedehusene, råbte han: 'Hej Johnny, der kan du sgu se, det lykkedes alligevel.' Det var en sjov tid.
Selv var Johnny Laugesen på et meget tidligt tidspunkt midt i 60`erne aktiv i kampen mod det, der dengang hed Den Europæiske Kul- og Stålunion, og som senere udviklede sig til vore dages EU.
- Vi inviterede en professor fra Århus til at komme og fortælle om det kommende fællesmarked. Det gav de første slagsmål med socialdemokraterne, der forsøgte at forhindre Tage Olsen i at lave konferencen. Men han var sgu ligeglad, griner Johnny Laugesen.

Nye kampe venter
Johnny Laugesen kan godt se store forskelle fra dengang i 60`erne til i dag, især i det faglige arbejde. Det irriterer ham åbenlyst, at arbejderne er blevet så passive. Til gengæld anerkender han fuldt ud, at forholdene har ændret sig.
- Vi har jo ikke de der store industrielle arbejdspladser mere. Det må vi se i øjnene. Men det ærgrer mig, at klubber og fagforeninger ikke formulerer sine egne overenskomstkrav. Det gjorde vi dengang, og det betød at folk mødte op på generalforsamlingerne. De havde jo selv været med i hele processen.
Han erkender også, at de kommunistiske tillidsmænd på mange måder sejrede sig til døde.
- Jeg mener, at filmen knækkede der i slutningen af 70`erne. Folk fik del i velfærden, bil og tv. Og måske formåede vi ikke som kommunister at holde fokus på tingene. Vi blev ramt af problemerne i østblokken, korruption og sådan noget. Vi var jo en del af alt det lort, siger Johnny Laugesen.
Han er ærgerlig over, at det er blevet så svært at engagere folk.
- Jeg kan ikke forstå, at folk ikke er mere engagerede. Hvordan fanden kunne Fogh komme til magten? Hvordan kan man gennemføre sådan en krig i Irak på et spinkelt flertal i Folketinget. Og hvor var de 100.000 der skulle have protesteret på Slotspladsen, spørger Johnny Laugesen.
- Nogle gange tænker jeg, at 'nu sker der noget', ik?. Men når jeg så ser hvor svært det er at sælge et abonnement på Arbejderen, så kan det godt blive lidt deprimerende, siger han, uden dog at virke særligt nedtrykt.
For i virkeligheden er han dybt imponeret af kvindernes kampmoral under konflikten i den offentlige sektor.
- Da jeg hyggede mig på hospitalet med min hjerneblødning kom der en sygeplejerske og skulle stikke lidt i mig. Jeg spurgte, om hun nu havde sikret sig en ordentlig løn. 'Nej, vi har ikke fået nok endnu, men det får vi!', lød det kontakte svar. Hun var sgu klar til kamp.
- Så det er bare om at være der, når de mobiliserer igen. Dem skal vi passe på og dyrke og arbejde sammen med. For vi er stadig en klasse der bliver misbrugt, og vi skal forklare folk, at det sgu ikke nytter at stemme på Pia K. bare fordi hun lover dem en ældrecheck og så bruger milliarder i Irak.

Kommunistisk fremgang
Når det gælder Kommunistisk Parti, som Johnny Laugesen er medlem af, har han også svært ved at bevare pessimismen. Han er især opmuntret over den samlingsproces, der er gået i gang.
- Vi er kommet godt i gang. Den linje vi har lagt vil samle mange, og jeg er ikke i tvivl om at partiet vil få den opbakning, som det fortjener. Jeg synes at vore faglige kammerater gør det godt under svære betingelser, smiler Johnny Laugesen.
Og han er klar til at give et nap med, trods alder og sygdom.
- Det kribler også i mig, for nu skal jeg sgu i gang med at lave lidt igen, siger Johnny Laugesen, som ærgrer sig over at han ikke kunne deltage på Kommunistisk Partis nyligt afholdte kongres.
- Jeg synes, at sammenlægningen har givet det løft, der skulle til for at komme videre i arbejdet. Vore faglige kammerater mangler noget støtte, og det skal vi have udviklet, lyder det kampklart fra Johnny Laugesen.
Han har et godt råd til arbejderklassen i forbindelse med den nuværende økonomiske krise.
- Nu må vi have lært, at det der med aktier og obligationer ikke er nogen sikkerhed for arbejderklassen, for det er os der er blevet taget i røven. De banker, der har snydt og bedraget almindelige folk, får tilskud, og det er det arbejdende folk der skal betale, siger han forarget.
- Vi skal prøve at forklare folk, at det der med at tro at arbejderne er kapitalister er løgn. Det bliver vi aldrig. Vi er stadig skaffedyr for de der mennesker!
På vejen til Brøndby Strands S-togsstation siger fotografen pludselig: 'Jeg troede faktisk, at ham Johnny var meget højere'. Og konstaterer tørt, at format er noget der kommer indefra. Når man hedder Johnny Laugesen.