Granvoksne mænd sidder på stole i timer og laver intet bortset fra at vente. Laver intet. Vi bliver syge i hovedet

af Kjeld Stenum
Regnen står ned i stænger på hele den 25 kilometer lange cykeltur. Det er ret kedeligt disse regnfulde novembermorgener. Når man når frem, kan man hælde vandet ud af skoene. Og selvom man for længst har lært altid at have tørre reservesokker ved hånden, er der kun én ting, der kan ryste sådan en våd cykeltur helt ud af kroppen, og det er et varmt bad.
Men det er der ikke mulighed for. Der er højst fem minutter til arbejdstid, når jeg ankommer, og selvom vi ikke går ud og arbejder i regnvejr, så er det arbejdstid, og det forlanges, at vi er fremmødt i kantinen.
Fra firmaets side forlyder det, at det er et krav fra bygherren, at vi står til disposition på pladsen også på de dage, hvor vejrliget forhindrer, at vi går i gang. Det er muligt, at det forholder sig sådan.
Uanset om det gør det eller ej, tror jeg ikke, vores arbejdsgiver og bygherren har særlig forskellige interesser i denne sag. Begge vil have os til at holde op med at holde vejrlig. Det er en kamp, der har været mellem arbejdsgivere og ansatte i byggebranchen i årtier.
Da jeg for mange år siden trådte mine barnesko i branchen, blev vejrligspengene betalt over fagforeningsbogen, og man kunne få penge, selv hvis det kun drejede sig om en enkelt time.
Men dengang fik man pengene kontant, og man skulle stå i kø ved fagforeningens udbetalingskontor. Skulle man kun have for én time, skete det let, at man måtte stå i kø i to timer for at få for den ene. Og mens man stod to timer i kø for én time, som regel sammen med makkere ude fra byggepladserne, drak man ofte fire timelønninger op. Så på alle måder var det ren tilsætning, derfor var det skidegodt.
Det er blevet meget forringet med årene. Den afgørende forringelse kom, da det blev arbejdsgiverne, der skulle betale de første vejrligsdage. For som reglen er formuleret, sendes vi kun hjem på vejrligsdage, hvis der er enighed om det mellem arbejdsgiver og ansatte. Og skulle mester selv betale, blev det jo meget sværere med den enighed.
Og her hvor jeg er nu, hedder det altså, at vi aldrig må forlade pladsen på grund af vejrliget, medmindre vi da selv vil betale for det. I stedet skal de dage udnyttes til kursusvirksomhed.
Det er da også en udmærket ide, den med at vi skal bruge møgvejrsdage til at dygtiggøre os. Men det er åbenbart ikke sådan lige at stable meningsgivende kurser på benene. Vejrligsdage han vi allerede haft nogle stykker af dette sure sen-efterår. Men meningsfyldt kursus er det så som så med.
Det første par gange forsøgte formanden at underholde os lidt med, hvad han kunne hente fra sin computer om det projekt, vi arbejder på. Men det endte hurtigt med, at han stod og rev sig fortvivlet i håret og ikke anede, hvad han skulle hitte på at sige, og nærmest tiggede og bad os om gode, interesserede spørgsmål.
Dem havde vi sgu ikke rigtigt nogen af. Jo, vel interesserer vi os da for, hvad vi laver. Men det meste af den interesse får vi afløb for på de ugentlige informationsmøder, det er sgu ikke sådan lige at hitte på noget nyt og begavet at diskutere, bare fordi det nu lige tilfældigvis regner.
Og nu tænker læseren uden tvivl, nej, og I gider heller ikke, for I sidder bare og vil meget hellere sendes hjem som i gamle dage og er sure over, at I ikke bliver det. Fy føj, læser, hvor kan du tænke sådan?
Så efter et par tæer-krummende forsøg i stand-up-genren er formanden begyndt at holde sig væk fra kantinen, når det pisser ned. I stedet hører vi ham somme tider skælde ud opadtil i firmaet, fordi ingen kan finde ud af, hvordan man skal kunne levere den vare at stille op med meningsfyldte kurser med en times varsel.
Imens sidder vi i kantinen og sumper. Udveksler lidt hverdagsproblemer med hinanden. Drikker kaffe. Skælder lidt ud på Fogh og Bush og diskuterer, om vores udenrigsminister har ret i, at Obama bliver lige så stor høg i udenrigspolitikken. Drikker kaffe. Læser gratisaviser. Drikker kaffe. Laver gratisavisernes sudokuer. Får tyndskid af al den kaffe og begynder at løbe på lokum.
Én forsøger desperat at skabe lidt stemning ved med påtrængende høj stemme at underholde med de seneste værtshusvitser. Der er et par anstrengte grin i begyndelsen, det ebber hurtigt ud. Alting ebber ud. Regnen vælter ned. Man er, så man kunne eksplodere!
Så giver et par af os, der er ældst, os til at underholde hinanden med, at hvis vi i gamle dage blev holdt så længe på arbejde, når det væltede ned, så ville vi for længst have været så pissefulde, at mester ville have fortrudt, han ikke havde sendt os hjem lige fra morgenen af. Den mulighed har vi ikke her. Og den har man næsten ingen steder i vore dage.
De fleste firmaer har efterhånder nultolerance overfor alkohol på byggepladserne. Det er både godt og ondt. Selvfølgelig er det i vores allesammens interesse, at vi ikke risikerer en fuld kranfører eller sådan noget, byggeri er livsfarligt nok uden det, men på en dag som i dag har forbuddet nu berøvet os et vigtigt og slagkraftigt våben i klassekampen! Det snakker vi om i ti minutter, så dør også den samtale bort. Vi triller tommelfingre. Piller næse.
Granvoksne mænd sidder på stole i timer og laver intet bortset fra at vente. Laver intet. Vi bliver syge i hovedet!
Lidt over middag bliver der lidt stilstand i vejret. Så går vi ud. Det er lige før, det føles som en lettelse. Men vi når jo ikke at få os selv løbet op i fart, inden vi skal til at løbe den af igen, fordi det allerede er fyraften. Produktionsmæssigt er det en spildt dag.
Måske er det selve det at skulle sidde der på sin røv det meste af sådan en dag, der er meningen med det hele, snakker vi lidt med hinanden om, mens vi pakker værktøj sammen.
Måske søger mester at pine os til at opgive retten til vejrlig og bare gå frivilligt ud og arbejde i regnvejr. I så fald er det tortur og en sag for menneskeretsdomstolen. Men den regner vi nu ikke for meget med. Vi må hellere regne med os selv!