Laila Anderssons startede sin karriere med at spille Bertold Brecht. Senere blev det til et frugtbart møde med det nye tv-teater

Fra starten på Aalborg Teaters elevskole var Laila Andersson totalt solgt til den tyske dramatiker Bertold Brecht og hans unikke blanding af propaganda og kunst.
Det kan hun takke skuespiller og instruktør Hans-Henrik Krause for. Han spottede med det samme, at her var et talent ud over det sædvanlige.
- Hans-Henrik Krause kunne se noget i mig, som de andre ikke kunne se. Han kunne se, at jeg egnede mig til at spille den stumme pige i Bertold Brechts teaterstykke 'Mutter Courage'.
Laila Anderssons debut i 1962 vakte stor opmærksomhed, og den blev ikke mindre, da Hans-Henrik Krause i 1963 instruerede den unge skuespillerinde i hovedrollen i Bertold Brechts 'Den kaukasiske Kridtcirkel' fra 1944.
Det er en grum historie om krig, og stykket blev til en kæmpesucces, der gav genlyd over hele landet. Så stor, at Politiken fløj velstående københavnere til Aalborg for at se forestillingen.
- Fra da af blev jeg fuldstændig Brecht-fan. Jeg læste alt, hvd han havde skrevet og tog flere gange til DDR for at se hans stykker, siger Laila Andersson.
Desværre besluttede Hans-Henrik Krause sig for at forlade sin succesfulde gerning som instruktør for at hellige sig skuespilleriet.
- Jeg havde nok fået meget mere at lave, hvis han var fortsat med at instruere, siger Laila Andersson.

Fra Bodil til glemsel
Samme år spillede hun hovedrollen i en filmatisering af Johannes V. Jensens novelle 'Gudrun', som er en hyldest til ganske almindelige mennesker. Hendes modspiller var Jørgen Buckhøj, som med sin stive kejtethed spiller snedkersvenden Manne.
- Det var en dårlig hyldest til en københavnsk cykelpige, og filmen var da også noget værre lort. Den var dårligt lavet og kedelig, siger Laila Andersson.
Den opfattelse delte filmhistorikeren Morten Piil i sin bog 'Danske filmskuespillere' fra 2003. Men Laila Anderssons indsats kunne der ikke pilles ved.
'... de københavnske filmkritikere bød hendes friske, jordbundne type og uaffekterede spillestil velkommen', skrev han. Og Laila Andersson fik i 1964 en Bodil for sin hovedrolle i 'Gudrun'.
Trods de dårlige danske anmeldelser blev filmen en stor succes, især i USA. Sammen med Jørgen Buckhøj blev Laila Andersson hyldet i både Moskva og Leningrad under stor festivitas.
- Det var en stor oplevelse at høre sig selv på russisk. Jeg ville da gerne have en Bodil, men jeg havde været gladere, hvis det var noget, jeg havde været tilfreds med, siger hun.
Efter 'Gudrun' fik hun hovedrollen i tv-teatrets indspilning af den irske dramatiker Eugene O`Neills 'Måne for de mislykkede'. Igen var det Hans-Henrik Krause, der instruerede.
- Jeg spillede Jessie, og det var en stor rolle. Tv-teatret genudsendte stykket for nylig, og jeg genså den sammen med Hans-Henrik Krause. Vi blev ikke skuffet over at se den igen, så den er stadig god.
På Aalborg Teater havde Laila Andersson mødt regissøren Jørgen Matthiasen. De blev gift og fik en søn. Så hun trak sig tilbage fra rampelyset for at passe familien.
- Da jeg ville tilbage fem år senere, kunne jeg sgu ikke få noget at lave i København. Og da jeg tog til Århus Teater, så sagde direktøren, Edwin Timroth til mig: 'Laila, jeg vil meget gerne engagere dig med det samme, hvis du havde været en mand'!

Modernismens tid
Redningen kom fra Danmarks Radios tv-teater, som i 60`erne og 70`erne var en dynamo i dansk teaterverden.
Hendes spillestil og nøgterne udtryk passede som hånd i handske til tidens modernistiske teater. Udenlandske dramatikere som Brecht, Ionescu, Genet, Albee, Arabal, Beckett og O`Neill gik deres sejrsgang over de danske scener, formidlet af et nyt kuld af unge danske scenekunstnere.
Men også danske dramatikere fik en optur. Tidligt i 70`erne spillede Laila Andersson store roller i Jens August Schades 'Nattens Frelse' og Finn Methlings 'Sejle op ad åen'.
Der blev også tid til klassikere som Moliéres 'Indbildt Hanrej' og Maxim Gorkijs 'Solens Børn'. I hænderne på instruktører som Palle Skibelund, Sam Besekow og Henning Ørnbak foldede hendes enkle, men direkte spillestil sig ud.
Det var samtidig en periode, hvor den store diva, scenens lysende midtpunkt, var afløst af et fællesskab på scenen, det såkaldte ensemble-teater.
Laila Anderssons forbilleder er store skikkelser som Bodil Ipsen og Jørgen Reenberg. Samt tyske Brecht-fortolkere som Ernst Busch, Gisela May, Vera Oilschlagel og Brechts hustru Helene Weigel. Men selv foretrækker hun ensemble-teatret.
- Jeg har altid været bedst til teater, hvor du glider ind i stykket på en naturlig måde. Det er ikke noget med, at her skal jeg frem og vise, hvor dygtig jeg er. Jeg er ikke særlig teknisk dygtig, siger Laila Andersson.
Sin egen karrierer opsummerer hun således:
- Den kunstneriske verden er svær at overleve i. Som ung havde jeg så meget at lave. Fem år efter var jeg glemt og kunne ikke få et job. Så kort er berømmelsen.