En af datidens ukendte heltinderAgnès Humberts bog giver et enestående billede af den franske modstandsbevægelse under den nazistiske okkupation
af Jens Fransen
Agnès Humberts navn er næppe kendt blandt ret mange landsmænd nu om dage. Hun døde i 1963, og førsteudgaven af foreliggende bog udkom da også første gang i Frankrig i 1946. I 2004 valgte man i Frankrig at genudgive bogen, som siden er oversat til blandt andet engelsk og nu også dansk.
Bogen giver et enestående billede af den franske modstandsbevægelse under den nazistiske okkupation, men også et imponerende portræt af et af de første toneangivende medlemmer af 'Resistance'.
At bekæmpe nazisme og fascisme var ikke nyt for kunsthistorikeren Agnès Humbert. Også under den spanske borgerkrig havde hun taget aktiv del i kampene. Derfor var der heller ingen tvivl, da de tyske tropper i juni 1940 indtog Paris.
Illegale blade samt skjul og beskyttelse af britiske soldater var især de punkter, hvor hun følte, hun kunne gøre en forskel - ikke alene men sammen med andre fra modstandsbevægelsen. Kommunister, socialister samt diverse patriotisk indstillede franskmænd.
Også dengang fungerede angiveriet, og gruppen bliver arresteret i 1941. De mandlige medlemmer dømmes til døde, og de fleste henrettes.
De kvindelige overføres til slavearbejde på fabrikker i Tyskland, hvor de først slipper fri i 1945. For Agnès vedkommende består arbejdet i at fremstille kunstsilke. Et arbejde, der betyder helt umenneskelige forhold med kemikalier, sult, afsavn og alt det, der hørte til tvangsarbejdet under naziåget.
Overlevelsen kan hun i første omgang takke sin egen ukuelige grundholdning for. Hun troede på, at kampen ville føre til bedre tider.
Ved befrielsen var hun ikke tændt af hadfølelse. Tværtimod gjorde hun sit bedste for at civile tyskere ikke led overlast.
Bogen består af dagbogsoptegnelser og beskrivelser nedfældet kort efter det skete. Den indeholder derfor væsentlige menneskelige tanker om tiden. Og rystende - det er den.
Agnès Humbert: Modstand. En fransk kvindes erindringer fra krigen. 256 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278