`En fisk der svømmer alene, klarer sig ikke længe. Sådan er det også med os mennesker`, siger lægen i Bådteatrets stykke om alkoholisme

af Helle Bruun
Det går ad helvede til med Bernie bartender. Han drikker sanseløst og vildt. Måske prøver han at holde op ved nytårstide i årevis?
En del af ham vil så gerne og viser sig i glimt, putter antabus i glasset, skyller ned - nej forestiller sig vist bare, men overvinder i virkeligheden ikke Trangen, og klarer det. Rouletten kører, han hænger på den - flasken! Hans mund er kæmpestor, han hælder i den: guldstøv, eventyr, drømme.
Der kommer ingen kærlighed og varme ud af det, kun øjeblikke. - Hvor sømanden med dame på gæster Bernies værtshus, og han vil drikke gæsten under bordet og score den dejlige kvinde! Det bliver til vanvid, liderlighed og vold. For sprut er sprut, uanset hvad Bernie drømmer om. Og han kan hverken tåle eller styre det.

Surrealistisk dukketeater
Bådteatret spiller stykket 'På bunden' og beskriver det som surrealistisk dukketeater for voksne om en alkoholikers indre rejse. Det er en gyser og det er grusomt, men det vender laaangt om længe.
Lidt for realistisk længe varer Bernies gigantiske deroute til han sidder på bunden af flasken. Bogstavelig talt i selve flasken med prop og det hele, i ensomhedens vilde hav. Her er dukken skiftet fra menneskeformat til legedukkestørrelse, som så fint illustrerer det stakkels lille menneske.
Er der håb og lys forude, veje frem og flere muligheder? Fristelserne lurer, Trangen slider. Men se dér, en munter fiskestime i det store hav, og prøv at fange doktorens manende ord: En fisk der svømmer alene, klarer sig ikke længe. Sådan er det også med os mennesker.
Rydde op i sin fortid, kaste illusioner overbord, lære andre måder at klare livet på. Blive sig selv ovenpå abstinenser og hallucinationer. Gå på line og prøve om det lader sig gøre at holde balancen. Med kærlig hjælp. Med ærlig konfrontation af druktidens konsekvenser, i form af en flaskepost!
Nu atter i voksen menneskeformat. Alene (næsten) på en øde ø. Dog mindre alene end før. Gensyn og forsoning og måske endda grobund for at realisere drømmen om kærlighed.

Sjæleliv på spil
'På bunden' er et fint stykke teater. Næsten uden snak, og slet ingen dialog. Det er sjæleliv, der er på spil. Og det udspilles i ageren, dans, sang og musik.
Dukkerne er mennesker, de føres så smukt, grumt og levende af Rolf Søborg Hansen og Anya Sass. Hun danser og agerer også inderligt uden dukke. Scenografien er afvekslende og overraskende, med sjove remedier og virkningsfulde effekter.
Alting er ikke lige let at fatte og ligger vel også åben for fortolkning. En del foregår i et univers af kemisk galskab. Doktorens budskaber ville jeg gerne have hørt og husket tydeligere. Derouten kunne jeg have ønsket knap så smertelig lang. Men tak til hele holdet omkring 'På bunden'. Det er godt tids- og sted relevant arbejde. Stykket bryder stilhed og berøringsangst omkring alkoholisme. En hæslig og udbredt lidelse som man dør af, hvis den ikke stoppes.

På bunden. Idé og iscenesættelse: Emil Hansen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København. Kan ses frem til 6. december. www.baadteatret.dk.