20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rosenrød biblioteks-rapport

Rosenrød biblioteks-rapport

Lørdag, 15. november, 2008, 00:00:00

En ny rapport konkluderer at det går godt med folkebibliotekerne. Biblioteks-foreningen advarer om, at billedet er for rosenrødt

En ny rapport om folkebibliotekernes udvikling, bestilt af Kulturministeriet, beskriver situationen alt for rosenrød, mener Danmarks Biblioteksforening.
Rapporten er udarbejdet af Styrelsen for Bibliotek og Medier og blev præsenteret på den årlige konference for landets biblioteksledere i tirsdags. Den sætter blandt andet fokus på folkebibliotekernes udvikling efter kommunalreformen.
Rapporten dokumenterer at både bibliotekerne og brugen af bibliotekerne er under forandring. Der er blevet færre og større biblioteker. Fra 1998 til 2006 er der således nedlagt 425 betjeningssteder eller i alt 38 procent af alle betjeningssteder. Og der udlånes generelt mere musik og flere film og færre bøger.
Kulturminister Carina Christensen er glad for, at det nu er blevet undersøgt, hvordan det ser ud på folkebiblioteksområdet efter kommunalreformen.
- Rapporten tegner et billede af en bibliotekssektor, der er i fuld gang med at tilpasse sig de nye kommunale strukturer, udtaler hun.
Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening, er knap så glad for udviklingen:
Vi må kraftigt advare mod, at rapporten efterlader indtrykket af et biblioteksvæsen i fuldstændig balance. Kommunalreformen har medført en række forringelser af bibliotekernes vilkår, og tages der ikke højde for dette i Folketingets fremtidige arbejde med bibliotekernes vilkår, vil bibliotekerne med stor sandsynlighed opleve stadig dårligere arbejdsvilkår fremover, til gene for borgerne, og i direkte modstrid med regeringens ønske om at videreudvikle videns- og informationssamfundet, siger han.
Biblioteksforeningen er også uenig med rapportens konklusioner om, at der ikke er sket besparelser på bibliotekernes budgetter.
- Vi mener ikke, at konteringsomlægningerne i 2007 har modsvaret de budgetreduktioner som bibliotekerne har oplevet, hvilket er eftervist i Danmarks Biblioteksforenings undersøgelser af bibliotekernes budgetter de seneste tre år.
- I Danmarks Biblioteksforening konstaterer vi, at bibliotekerne gør et fantastisk godt stykke arbejde, men vi må samtidig erklære os uenige i, at situationen er så rosenrød, som Styrelsens rapport lægger op til, siger Vagn Ytte Larsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur