Obama får næsten gudestatus i Martin Burcharths bog, der i vid udstrækning mangler en grundig analyse af USA¤¤s øjeblikkelige økonomiske, sociale og politiske forhold
af George Zeuthen
Ved at følge Barack Obamas valgkampagne og primærvalgene i USA har Martin Burcharth skrevet en bog om USA`s formentlige næste præsident. 'Kometen - Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus' er titlen og på nært hold er Barack Obamas valgstrateger, kampagnemedarbejdere, kolleger og venner blevet interviewet.
Stoffet er stort og mangesidet og viser et øjebliksbillede af USA her og nu. Bogens formål er at give en forklaring på Obamas enorme tiltrækningskraft, og hvilke ideer og politiske tænkning han har. Men ikke bare det. Bogen forsøger også at gå tæt på Obamas præsidentvalgkampagne i 2007-08. Ikke mindst for at forklare hvorfor Obama som det eneste sorte medlem af USA's senat har kunnet klare, ikke bare at blive nomineret til præsidentkandidat, men også at besejre favoritten senator Hillary Clinton i det demokratiske partis interne opstilling.
Ifølge Martin Burcharth er det fordi Obama repræsenterer noget nyt og anderledes end tidligere præsidentkandidater. Obama er ikke mindre end fremtiden efter mange amerikaneres mening.
Barack Obama besluttede sig til at blive politiker, og i 1996 lod han sig indvælge i staten Illinois senat, hvor han hurtigt gjorde sig kendt på grund af intelligens og ikke mindst som en blændende taler. Som en ung og meget ambitiøs politiker skabte han en helt ny form for valgstrategi. Samtidig har Obama i sjælden grad været i stand til at vække begejstring, så mange af hans tilhængere har valgt at blive aktivister for at sprede hans budskab og føre ham frem til præsidentposten. Dette skyldes ikke mindst, at Obama har formået at gøre præsidentvalget til en sag, der synes at gælde den enkelte amerikaner og som den enkelte har indflydelse på.
Så langt så godt. 'Kometen`s' svaghed er, at Martin Burcharth er så begejstret for Obama, at han nu og da mister jordforbindelsen. Obama får næsten gudestatus i bogen, der i vid udstrækning mangler en grundig analyse af USA's øjeblikkelige økonomiske, sociale og politiske forhold, og dermed grundlaget for, at en mand som Obama kan agere.
Tilbage bliver en skildring af eneren, der nok er seriøs og en lynende begavet intellektuel, men samtidig er populist.
Martin Burcharth: Kometen - Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus. 272 sider. 299 kr. Informations Forlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278