Mahmoud Darwish anses for palæstinensernes store nationale digter. Han døde august i år, 67 år gammel. Arbejderen bringer i dag et lille udvalg af hans digte

Sonett VI

En pinjekvist i din højre hånd. En pilekvist i din venstre. Detteer sommeren: En af dine hundrede gazeller er faldet i søvnpå min skulder, nær ved et af dine verdenshjørner. Hvadvil der ske, hvis ulven ser den og en skov tager ild i horisonten? Din dvale er stærkere end frygten. En vild steppe af din skønhed sover, en måne vågner og vogter sine træer for din skygge.Hvad hedder stedet, som dine skridt har tatoveret på jorden, en himmelsk mark for spurvenes fred, nær ekkoet?Stærkere end sværdet er din søvn mellem udstrakte arme, paradisfloder for dem, der drømmer om dig ved deres strande.Hvad skal du gøre, svævende over dig selv? Skal ulven bære en fløjteog græde ved flodens bred: Det der ikke er blevet kvindeligt... er forgæves. En vis svaghed i metaforen vil være nok i morgen for at indhegningens morbær skal modnes og sværdet knækkes under duggen

Hvem er jeg uden eksil

En fremmed, som floden ved flodens strand! Vandet binder mig ved dit navn. Ingenting tager mig tilbage fra det fjernetil mit palmetræ: hverken fred eller krig. Ingenting tager mig ind i evangelierne. Ingenting...Ingenting gløder fra kysten med ebbe og flodmellem Tigris og Nilen. Ingentingtager mig ned fra Faraos skib. Ingentingbærer mig eller lader mig bære en tanke; hverken længseleller løfte. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre uden eksil og en lang nat, stirrendes på vandet?Vandet binder migved dit navn!Ingenting tager mig fra sommerfuglene i min drømtil min virkelighed: hverken jord eller ild. Hvad skal jeg gøre uden roserne i Samarkand? Hvad skal jeg gøre på en åben plads, der polerer sangerne med sinemånesten?Vi blev lette som vores husei fjerne vinde. Vi blev venner med mærkeligevæsener mellem skyerne! befriede fratyngdekraften i identitetens jord.Hvad skal vi gøre... Hvadskal vi gøre uden eksil og en lang nat stirrendes i vandet?Vandet binder migved dit navn!Af mig er kun du tilbage, af digkun jeg, en fremmede der kærtegner en fremmedes hofter.Oh fremmed! Hvad skal vi gøre i den stilhed der er tilbage...i siestaen mellem to myter?Ingenting bærer os: hverken vej eller hjem.Var denne vej sådan fra starteller har vores drømme fundet en afmongolernes heste på bakken og skiftet os ud?Hvad skal vi gøre?Hvadskal vi gøreudeneksil?

Til mit endeligt og til hans

- Er du træt af at gå, mit barn,er du træt?- Ja, far.- Din nat på vejen er langog hjertet oversvømmer nattens mark. Du er endnu let som en katkom op på mine skuldre.Snart skal vi gå gennem den sidste skovaf jernege og terebint.Dette er det nordlige Galilæa og Libanon ligger bag osvi ejer hele himmelen fra Damaskustil Akkas smukke mure.- Og bagefter?- Vender vi tilbage til vores hus. Kan du vejen, min søn? - Ja, far:Til øst for Johannesbrødtræet på hovedgadenstarter en lille smal vej mellem figenkaktusserden fortsætter mod brønden og bliver brederedrejer mod onkel Jamils vingård,ham der sælger tobak og slik,forsvinder i en tærskepladsretter sig ud igen og slår sig ned i huseti form af en papegøje.- Kender du huset, mit barn?- Lige så godt som vejen.En jasmin omkring porten af jernsolkatte på stentrappenen solsikke der stirrer langt ud i det fjernetamme bier der dækker frokost op til min farfarpå bakke af bambuspå husets gårdsplads en brønd, en hængepil og en hestbagved muren en morgendag som bladrer i vores papirer.- Far, er du træt?Jeg ser sved i dine øjne.- Jeg er træt, min søn... Bærer du mig?- Som du plejede at bære mig, far.Jeg skal bære denne længseltil min begyndelse og til hansog jeg skal gå denne vej til hans endeligt og til mit.

Poetiske opstillinger

Stjernernes eneste funktioner at lære mig at læse:Jeg har et sprog i himmelenog et på jorden.Hvem er jeg? Hvem er jeg? Jeg vil ikke svare her.Måske snubler en stjerne over sit billedemåske løfter kastanjeskovenmed mig mod Vintergadenog siger: Her skal du blive Poesien er deroppe og kan lære mig hvad den vilsom at åbne et vindueog styre mine daglige syslermellem legenderne. Den kangifte mig med sig selv... for en tidMin far er dernede og bærer et oliventræder er tusinde året der hverken er fra østeller fra vest.Måske hviler han sig fra erobrernelæner sig lidt imod mig og plukker nogle liljer Poesien fjerner sig fra miglægger til i en havn med sømænd der elsker vinsom ikke vender tilbage til en kvinde to gangeog som ikke bærer på længsel til noget som helstej heller på sorgEndnu er jeg ikke død af kærlighedmen en mor der ser sin søns blikke i nellikerne frygter at de skader vasenHun græder for at forhindre ulykkenfør den skerså græder hun for at redde mig levendefra farernes vejPoesien er midtimellem. Den kanlyse nætterne op med en ung kvindes brystlyse to kroppe op med et æbleDen kan genskabe et fædrelandmed en gardenias skrig!Poesien står foran mig. Den kanstyre legendernes gangmed sit håndværk. Men jeghar vildledt min sjæl siden jeg fandt poesienog spørger:Hvem er jeg? Hvem er jeg?

Vidneudsagn fra Bertolt Brecht Militærdomstolen (1967)

Hr. dommer!jeg er ikke soldat,hvad forlanger I nu af mig?Det domstolen taler om er ikke min sagDet forgangne er hurtigt gået til situden at høre et ord fra migKrigen er taget på café for at hvilepiloterne er vendt sunde og raske tilbage.Himmelen er revnet i mit sprog, hr. dommer - og dette er min private sag -men folket i jeres retskreds slæber muntert min himmel efter sigde vender sig mod mit hjerte og smider bananskraldi brønden. De skynder sig forbi mig og siger en gang imellem 'god aften',de kommer roligt til gården i mit hussover trygge på min søvns skysiger mine ordi stedet for migtil mit vindue og til sommeren der dufter af jasminDe genoptager min egen drømi stedet for mig græder med mine øjne, længselens hymnersynger, som jeg selv sang for oliventræerne og figentræerne og for det delvise og det hele i den skjulte betydningDe lever mit liv som det behager demi stedet for mig,træder forsigtigt hen over mit navnimens jeg, hr. dommer, er heri det forgangnes sal, en fange.Krigen er forbi, jeres officerer er vendt sunde og raske tilbagevinrankerne har spredt sig i mit sprog, hr. dommer - og dette er min private sag. - Hvis cellen bliver for trang udvider jorden sig for mig,men folkene i din retskreds prøver rasende mine ordog skriger efter Ahab og Isebel: Kom, arv Nabots værdifulde have!Gud og Guds jordtilhører os, siger de,ikke de andre!Hvad forlanger I, hr. dommer,fra en af dem der passerer forbii et land hvor bødlen forlangeraf sine ofre at de priser hans medaljerNu er det på tide for mig at skrigeat lade ordets maske falde fra min stemme:Dette er en celle, hr. dommer, ikke en domstolJeg er vidne og dommer og I er den anklagede partså forlad jeres bænk og gå: I er fri, I er fri,hr. fængslede dommer,jeres piloter er faktisk vendt friske og raske tilbageHimmelen er revnet i mit første sprog-og dette er min private sag - sådan må vores døde vende tilbage til os - friske og raske

Digtene er fra to digtsamlinger:'Den fremmedes seng' 1996
(Sonett VI og Hvem er jeg uden eksil)
'Hvorfor forlod jeg hesten alene' 1995
(Til mit endeligt og til hans; Poetiske opstillinger og Vidneudsagn)
Digtsamlingerne er udgivet på svensk af Dar el-Muna i år 2006, oversat fra arabisk af Kerstin Eksell.
Efterfølgende har Boel Harning givet digtene den danske tone.

Palæstinas smerte
Mahmoud Darwish anses for palæstinensernes store nationale digter.
Han udgav sin første digtsamling i 1964, da han var 22 år gammel. I alt har han udgivet omkring 30 digtsamlinger og prosabøger og er blevet oversat til 35 sprog.
Hans digte er kendt overalt i den arabiske verden, mange af dem er sat i musik.
- Han oversatte palæstinensernes smerte på en magisk måde. Han fik os til at græde og gjorde os glade og rystede vores følelser, siger den egyptiske digter Ahmed Fouad Negm om Mahmoud Darwish.