Hannah Arendt, tysk jøde og filosof, skrev en reportage fra retssagen mod den hovedansvarlige for jødedeportationerne, Adolf Eichmann. Først nu er bogen udgivet på dansk

af Klaus Haase
'De skulle sendes hen på en øde ø'. Dette er et udsagn fra en en kendt dansk politiker. Udtalt for få år siden. Med henvisning nogle borgere, som hun ønskede væk fra Danmark.
Ser man dette udsagn i historisk perspektiv, kan det løbe en koldt ned ad ryggen.
Hannah Arendt, tysk jøde, filosof og politisk tænker (1906-1975) skrev en reportage fra en retssag mod den hovedansvarlige for jødedeportationerne under 'det tredie rige', Adolf Eichmann. Først nu er bogen udgivet på dansk.
Her er tale om en uhyggelig dokumentation. En retssag nogle år efter Nurnbergprocesserne. Den israelske efterretningstjeneste Mossad formåede at kidnappe Eichmann, der var flygtet til Argentina. Arendt beskriver i en blanding af reportage og en grundig research, hvordan den to år lange retssag foregik.

Til øde egne
Eichmann tænkte ikke på øde øer, da han fik en karriere som leder af den organisation, der skulle fjerne jøderne. Han startede med at udtænke deportationer til 'øde egne'. Han rystede dog ikke på hånden, da ordren siden lød på at sende jøder til udryddelseslejre. Eichmann adlød ordre fra højere sted. Med præcision og omhyggelighed.
Var her tale om et uhyre? En psykopat? Det er, hvad Arendt i sin bog sætter sig for at undersøge. Hun når frem til, at her ikke er tale om et psykisk sygt menneske. Psykologiske undersøgelser af Eichmann og en række interviews, samt hans egne udsagn under retssagen, underbygger Arendts konklusion. Denne øverstkommanderende for jødeudryddelserne fra 1941, viste sig ikke at være psykisk syg. Her var tale om en middelmådigt begavet mand. Fyldt med nazistiske floskler og almindelige klicheer, når han blev udspurgt. Han angrede ikke, men følte, at han bare havde gjort sin pligt.
Arendts konklusion er, at her var tale om en systemtro embedsmand. Her var ganske vist tale om en ufattelig praktiseret ondskab. Dog en banal ondskab. Eichmann var ikke et uhyre. Men et ekstremt ensrettet menneske.

Funktionærer og tandhjul
I en efterskrift til bogen (side 331) skriver Hannah Arendt: 'For samfundsvidenskaberne er det selvfølgelig vigtigt, at essensen af den totalitære regeringsform, og måske ethvert bureaukratis natur, er at forvandle mennesker til funktionærer og tandhjul i det administrative maskineri, og således også dehumanisere dem'.
Det giver stof til eftertanke omkring aktuelle 'tandhjul' i vor tids bureaukrati. Hvad tænker embedsfolk i 'Udlændingeservice'?. Hvad ligger der i den anden ende af strøtanker om at 'sende mennesker til øde øer?'. Er der tale om glidebaner, der kan føre til noget værre?
Da Eichmann gik til galgen efter to års retsag og efterfølgende dødsdom, var det ikke et dæmonisk uhyre, der afslog den sorte hætte. Hans sidste bemærkning var ikke spor original. Nærmest en fortærsket begravelseskliche. Til det sidste viste han sin banalitet.

Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. 384 sider. 375 kr. Gyldendal.