`Dronningeofret` har, trods sine kulørte sider, socialdemokratiske værdisæt, pseudo feminisme, poppede indslag og mange smarte engelske låneord, sine kvaliteter

af Bjarne Nielsen
Hanne-Vibeke Holst`s nyeste roman, 'Dronningeofret', er bind tre i trilogien, hvor bind et og to var 'Kronprinsessen' (2002) og 'Kongemordet' (2005) har nu socialdemokraternes formand Elizabeth Meyer som hovedperson.
Hun, der var grå eminence i de to første bind, skabte `Kronprinsessen` Charlotte Damgård og stod bag kongemorderen og hustrumishandleren Gert Jacobsen, da han forsøgte at tage magten i det kongelige socialdemokrati.
Elizabeth Meyer er hidtil godt skjult jøde, men tvinges nu til at vise dette, i en tid hvor Dansk Folkepartis Sonja Lystrup og deres racistiske politik har skabt grundlaget for en tiltagende fascisme, hvor såvel muslimer som jøder lægges for had.
Meyer, der også lider af Alzheimers, slås foruden med sygdommen også for at sosserne og dermed Damgård kan generobre magten - og statsministerposten.

Konflikter og intriger
Læser man som Holsts kernelæsere aviser, er alle konflikterne i bogen bekendte og identificerbare.
Vi får en aktuel situationsrapport fra dagens Danmark med alle de konflikter og intriger, som Ekstra Bladet og Se og Hør løbende fodrer os med. Stoffet er velkendt og Holst kan poppet og påtaget ungdommeligt boltre sig i `kendis` miljøerne.
Som i DR`s tv serie 'Sommer' bruges sygdommen til at personliggøre og dramatisere hverdagen. Dog skal noteres af hele sygdomsforløbet er meget flot beskrevet. Det gøres ikke meget bedre.
Holst hovedærinde er at kvinder skal have magten, og hendes bog bruges til at problematisere dette og magtens omkostninger med mere. I praksis bare omvendte kønsroller. Ingen reel ligestilling. Det er en pseudofeminisme, som kan skydes ned med Ritt Bjerregårds, Pia Kjærsgaards, Angela Merkels og Thatchers adfærd in mente.
En nynazistisk terrorcelle, hjemsendte soldater fra Afghanistan og diverse personligheders karakteristika er sidehistorier, som Holst som få herhjemme mestrer. Synd hun uafbrudt skal krydre sit sprog med engelske låneord, som smalltalk, please, holy smoke og big shot. Der går gymnasium og cafe sludder i den. Hun tilstræber kunstigt at være ung med de unge.

Cafe-kvidren
Under valgkampen i 2001, hvor alle sejl skal sættes til, vakler kronprinsessen. Hun er mat, politisk og familiært, har gode jobtilbud på hånden og er mærket af den (mandlige) kynisme i den politiske magtkamp. Som Holst er hun kvinde og dermed et bedre menneske.
Bogens krydsklipning i historier er både med til at drive historien frem og kræve at læseren skal være `oppe på beatet`, som Holst ville skrive. Men omvendt så har Holst en tendens til at skrive alt ned, så læseren næsten ikke behøver at fantasere eller tænke sit. Her kunne hun teknisk set godt forkorte murstenen med nogle hundrede sider og vise tillid til sine læsere.
Med risiko for at blive stemplet som mandschauvinist, tror undertegnede, at hun skriver som hun og hendes kulturelitære veninder i det socialdemokratiske bagland kvidrer på storbyens cafeer!
'Dronningeofret' har, trods sine kulørte sider, socialdemokratiske værdisæt, pseudo feminisme, poppede indslag og mange Karl Smarte engelske låneord, sine kvaliteter. Der er intriger, flot persongalleri og flere sympatiske politikvinkler.
Trods de 662 sider er bogen meget let læst.

Hanne-Vibeke Holst: Dronningeofret. 662 sider. 299 kroner. Forlaget Gyldendal.