Hvor forsvandt alle sociale idealer hen, da Sovjetunionen ophørte med at eksistere. På Edison opføres et trøstesløst stykke om et degenereret samfund

af Nick Bruun og John Bruun
Lars Norén har skrevet endnu et stykke, der handler om livet på bunden af samfundet.
I 'Personkreds 3' skildrede han livet på gaden blandt narkomaner, alkoholikere, ludere og psykisk syge i et kapitalistisk velfærdssamfund. I
'Drengene i skyggen' fortalte han historien om pædofile, mordere, pyromaner og andre psykisk syge på en sikringsanstalt.
I det nye stykke, 'In Memoriam', skildrer han livet omkring en storbys banegård i en tidligere sovjetisk republik, der er ødelagt af krig med Rusland.
Her er al lov og orden eroderet. Kun den rå vold eller adgang til kapital tæller, og de mest udsatte er børnene. Dem møder vi tre af på scenen. De bliver udsat for incest, prostitution og en tilværelse, hvor de ikke kan stole på nogen. Slet ikke forældrene, som enten er forsvundet eller også er ødelagte af stoffer og lever af alfonseri og af at sælge sig selv til højestbydende.

Stereotypt afstumpede personer
Med jævne mellemrum dukker et maskulint eksemplar fra middelklassen eller overklassen op for at købe sig til seksuelle ydelser af den mest perverse genre.
Det er et ulækkert stykke. Svært at holde ud at se på. I en meget mørk og kold scenografi.
Selvom hele handlingen givet kunne være sand, bliver personerne alligevel så stereotypt afstumpede, at det nærmer sig klicheer.
I modsætning til de to tidligere nævnte Norén-forestillinger, hvor man mødte personer med vid og selvironi og sjove dialoger, er her absolut ingenting at grine af. Man kommer faktisk ikke til at holde af menneskene, men ynker dem blot, fordi de er ofre for en samfundsorden, der er gået i opløsning til fordel for en frådende kapitalisme uden kontrolmekanismer.

Ingen vilje til at kæmpe
Stykket hedder In Memoriam, fordi det er skrevet til minde om den russiske journalist Anna Politkovskaja, der blev myrdet for at kritisere magthaverne, der har ladet Rusland og de tidligere sovjetrepublikker udvikle sig i så ekstrem asocial retning.
Men i modsætning til den modige journalist møder man ingen i dette stykke, som viser vilje eller evne til at kæmpe for en forandring.
Det er råt naturalistisk teater uden noget håb - end ikke det en dramatiker kan tillade sig at tilføje for at vise veje ud af moradset og give tilskuerne noget at fæste deres lid til.
Et advarselsskrig om at vi mennesker alt for let kan forfalde til barbari, hvis krybben tømmes af de stærkeste og retsstatens beskyttelse ophæves.

In Memoriam af Lars Norén. Instruktion: Vibeke Bjelke. Scenografi: Carsten Kristensen. Vises på Edison (Betty Nansen Teatret) indtil 15. november.