Vi har tradition for humane værdier, vi har desværre også tradition for ekstrem principløshed, bare studer den danske flygtningepolitik i årene op imod og under anden verdenskrig

af Kjeld Stenum
Danmark har som bekendt fire forbehold mod EU-samarbejdet, der gør det muligt for os i begrænset omfang at bevare en national politik på områder, hvor de øvrige EU-lande har forpligtet sig på at underlægge sig fælles regler.
Disse fire forbehold er resultatet af, at det dengang erklærede EU-modstander-parti SF i begyndelsen af halvfemserne gik med i et såkaldt nationalt kompromis, en politisk manøvre for at undgå, at man tog konsekvensen af et folkeafstemnings-nej til Maastricht-traktaten og meldte Danmark ud af EU.
Og da SF havde stor indflydelse på en betydelig del af venstrefløjens vælgere, blev det nationale kompromis vedtaget ved en fornyet folkeafstemning, hvilket udløste de voldsomste gadekampe i København i Danmarks nyere historie.
Danmark er et land med gamle, stærke humanitære traditioner. Vi har været foregangsland med udviklingsbistand, flygtningehjælp, social- og sundhedspolitik, retssikkerhed, arbejderbeskyttelse, miljø og meget meget mere.
Det har været en tradition, man på venstrefløjen har taget som et givet udgangspunkt. Og den tanke, som SF`s daværende ledelse med de fire forbehold ville sælge til vælgerne, i hvert fald venstrefløjens vælgere, var, at der skulle være rum til, at vi kunne bevare vores position som foregangsland på disse områder.
Var EU for træg og ligeglad med humanismen, sådan som kapitalistsammenslutninger jo som regel er, skulle Danmark have rum både til national beskyttelse af særregler og til at trække EU fremad i stedet for, at det blev EU, der trak Danmark baglæns.
Trække i EU har vi ikke kunnet. Men positionen som foregangsland har vi bevaret. Desværre. Desværre, fordi det allerede i begyndelsen af halvfemserne var en halvhul illusion, at det var som humanitetens beskyttere, vi var foregangsland.
I dag bliver det på flere og flere områder iøjnefaldende, at det ikke er som humanitetens beskyttere, men som dens afviklere, vi er foregangsland. Og det er vi blandt andet i kraft af EU-forbeholdene.
Så det er ikke tilfældigt, at forbeholdenes ivrigste fortalere i dag kommer fra Dansk Folkeparti, mens den del af venstrefløjen, der ikke har opgivet modstanden mod storkapitalens Europa, oftere og oftere kommer ud i den meget kedelige og meget defensive position, at den skal forsvare, at vi tager forbehold imod at samarbejde med et EU på områder, hvor EU dog har nået kortere med de humanitære værdiers afvikling, end vi i ly af vore forbehold har kunnet drive det til.
Lad os bare tage flygtningepolitikken som eksempel: I 1983 fik vi i Danmark en af de nok mest humane flygtningelove i Europa, en lov, der blandt andet indførte begrebet de facto-flygtning, som gjorde det muligt for folk at få opholdstilladelse alene på baggrund af, at de var flygtet fra for eksempel krigstjeneste.
Denne lov er gradvist blevet strammet gentagne gange siden. Og disse stramninger var allerede påbegyndt i 1993 og burde egentlig ikke have overrasket de daværende SF-ledere.
I dag står vi i kraft af retsforbeholdet med en flygtningepolitik, der er markant hårdere end EU`s på en række områder: Efter de fælles EU-regler skal EU`s medlemsstater sørge for fornøden behandling af ofre for tortur, voldtægt og anden grov vold.
I Danmark skal en flygtning have fået opholdstilladelse for at have ret til sådan en behandling, hvilket er en ekstremt rå og inhuman bestemmelse, der rammer de allersvageste asylansøgere.
I EU er maksimumsgrænsen for at nægte ægtepar familiesammenføring 21 år, i Danmark er den som bekendt 24 år. Begrebet starthjælp, som blev introduceret i dansk flygtningepolitik i 1999, og som er en ydelse, der er markant lavere end den kontanthjælp, som danske statsborgere uden andre eksistensmidler har adgang til, er én af de laveste ydelser, der gives til flygtninge i noget europæisk land.
Ligeledes findes begrebet de facto-flygtning ikke længere i dansk flygtningelov, det blev afskaffet i 2002. Danmark modtager så ganske vist stadigvæk som et af ikke særlig mange lande kvote-flygtninge via FN. Det drejer sig ikke om særlig mange. Og samtidig vælger vi selv, hvem vi vil have, og vore nuværende kriterier handler om, at de skal have 'integrationspotentiale'.
Nylig kritiserede chefen for FN`s genbosætningsprogram Danmarks politik for at være en diskrimination af de grupper, der har hjælp mest behov. En diskrimination, som truer med at forvandle flygtningelejrene til rekrutteringscentraler for arbejdskraftimport.
Vi har tradition for humane værdier, vi har desværre også tradition for ekstrem principløshed, bare studer den danske flygtningepolitik i årene op imod og under anden verdenskrig. Og opgivelse af principper til fordel for småborgeregoisme gør sig mindst lige så stærkt gældende i dag.
Og måske går vi foran EU i den sag, men EU går også den vej. Så vi skal ikke læne os op ad EU, hvis vi vil kæmpe imod. Men det handler mindre og mindre om at beskytte vores ret til at være nogle centimeter foran eller bagefter det tunge EU-godstog med hensyn til at afvikle humane værdier, for EU-toget og Danmark kører samme vej.
Vi står muligvis på kanten af en økonomisk depression af samme omfang som i trediverne. Og sådan en depression vil sætte de humane værdier under samme pres, som de blev i trediverne.
I krisetider, hvor der er særligt behov for global humanitær ansvarlighed, ikke blot af hensyn til krisens svageste ofre, men også for at demonstrere viljen til mellemstatsligt samarbejde, dér vælger kapitalistiske stater nationalegoismen.
Her-og-nu-overlevelsen prioriteres over det mellemstatslige samarbejde, der kunne gøre en fremtid mulig. Og i rådnende kapitalistøkonomier, hvor spekulation vejer tungere end produktion, bliver her-og-nu-overlevelse før eller siden til, at man satser på at røve udad, hvad man ikke længere kan skabe indefra.
Den slags rådnende kapitalistøkonomier har vi desværre i de fleste vestlige lande, fra en lus som Danmark til globale giganter som EU eller USA. Det havde man også i tiden omkring de to verdenskrige.