Socialrådgivernes arbejde er en vigtig del af velfærdsstatens udvikling. Det fortælles der om i en velskrevet bog om de første socialrådgivere i Danmark

af Kit Aastrup, socialrådgiver og cand.scient.soc.
De to søstre, Ann og Birthe Gamst, har begge taget kandidatuddannelsen i socialt arbejde. Gad vide om bogen 'Velfærdssamfundets sociale pionerer' ikke udspringer af en opgave? Det bærer den i hvert fald præg af.
Som censor har jeg læst mange gode opgaver, og de bedste skal selvfølgelig ikke bare ligge og samle støv på en hylde men fortjener at komme ud til en bredere læserskare. Det er sket med udgivelsen af denne bog.
Bortset fra det, er det en velskrevet bog om de første socialrådgivere, der kom til at virke i Danmark lige efter Anden Verdenskrig.
Socialrådgivernes konkrete indsats i perioden fra 1945 til slutningen af 1950`erne bliver belyst gennem interview med 10 af den tids pionerer. Det er deres erindringer, der fortæller historien om praktisk socialt arbejde og en ny professions tilblivelse.
Socialrådgivernes arbejde er en vigtig del af velfærdsstatens udvikling og som forfatterne skriver:
'Som socialrådgivere har vi oplevet, at det sociale arbejdes særlige historie kun i meget begrænset omfang er blevet belyst i grunduddannelsen. I det praktiske sociale arbejde har vi ligeledes haft en oplevelse af at være aktører i et historieløst erhverv.'
Og videre skriver de: 'Opgaven som 'Social diagnostiker', der kunne identificere og påpege forskellige typer af sociale problemer, blev dog fra politisk hold op gennem 1950`erne primært tiltænkt andre aktører, nemlig de socialpolitisk interesserede nationaløkonomer. Det førte blandt andet til etableringen af Socialforskningsinstituttet i 1958. I denne forbindelse var det ikke socialrådgivernes erfaringsbaserede viden, der blev efterspurgt, men snarere den videnskabelige rationelle og effektive viden, som man mente kunne bruges som et overordnet planlægningsmæssigt redskab i arbejdet med at fremme et generelt velfærdsstatsligt projekt.'

Fattigdom i 1950`erne
Bolignøden og fattigdommen var de største sociale problemer i 1950`ernes Danmark. Den virkelighed, der mødte socialrådgiveren, var ofte komplekse menneskelige og sociale problemer, og omdrejningspunktet for hjælpeindsatsen var den hjælpsøgendes hverdagsliv.
'Det handlede om at få hverdagen til at fungere med de vilkår og de problemer mødrene og familierne havde. Mødrenes egen læge måtte man også samarbejde med, for ellers kunne der ikke blive nogen hjælp. Mødrehjælpen havde en husholdningskonsulent, som tog ud i hjemmene og gennemgik hjemmet og så, hvad mødrene/familien manglede og det gik så tilbage til mig. Det gjaldt også det at lave mad. De penge, der var til kost skulle udnyttes. Der lærte husholdningskonsulenten mødrene at gå i fødevarebutikker og købe ind.'
'Hvis fattige familier ikke havde styr på økonomien og ikke vidste noget om, hvordan man købte ind, holdt et hus rent m.m., blev de yderligere marginaliseret. Måske kunne man som socialrådgiver hjælpe dem til at få en bedre bolig. Dengang var der husvildeboliger i Århus.'

Mødrehjælpen
Hanne Reintoft fortæller i bogen om forhutlede mennesker, der kom ind fra landområderne og ofte havnede i små lejede værelser og herberger.
I forbindelse med sin ansættelse som socialrådgiver i Mødrehjælpen i 1950`erne foretog hun blandt andet husbesøg på Nørrebro i Sibirien i Nansensgade med dens syv baggårde og tilsvarende mørke bydele.
'Man banede sig vej til korridorlejligheden ad mørke gange dækket med kulstøv fra de koks, der skulle slæbes op fra kælderen, ofte af besværede højgravide kvinder eller af kvinder med et spædbarn på armen. Her lugtede af kål, urin fra den blevask, der var slået ud i køkkenvasken, og petroleum. Man bankede på og blev budt ind i køkkenet, hvor de våde bleer slaskede om ørerne om én, mens kvinden i sutsko og kittel tog imod med den blå kaffekande klar med Richs-blanding og med undskyldningerne over hjemmets standard strømmede ud af munden med de sorte tænder.'
'Åreknudernes forgreninger snoede sig op af benene på alt for unge kvinder, og gråheden havde sænket sig over ansigtet og den smule smil, der var tilbage.'
Man mærker en solidaritetsfølelse i socialrådgivernes beskrivelse af nogle af de medborgere, der var ramt af fattigdommens følgevirkninger. Og man mærkede en forståelse for de grupper af medborgere, som havde socialt hårde kår og hvis belastede livssituation man skulle afhjælpe.
En stor tak til de to forfattere for at bringe socialt arbejde og dens udøvere frem i lyset.

Ann Gamst Christiansen og Birthe Gamst: Velfærdssamfundets sociale pionerer, 104 sider. Akademisk Forlag.