23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rejsen til Saturn 2008 mangler brod

Rejsen til Saturn 2008 mangler brod

Fredag, 26. september, 2008, 00:00:00

Genskabelsen af Claus Deleurans geniale tegneserie ¤¤Rejsen til Saturn¤¤ som animations-film er blevet en legesyg og underholdende film. Men desværre løfter den ikke helt den tunge arv

af Jesper Fink
Det har ganske givet været en lang ventetid med spænding og ængstelse for de mange fans af den danske tegneserieskaber Claus Deleuran.
Ikke alene havde producenten A. Film (der stod bag animationsfilm som 'Valhalla' og 'Terkel i knibe') annonceret, at mesterens levende streg skulle overføres til moderne 3d-animation, man meldte samtidig også ud, at Deleurans 31 år gamle allegoriske epos over Danmarks koldkrigsdeltagelse skulle overføres til 'nutidige forhold'.
Faren for at kultseriens mange fans ville blive skuffede var mildt sagt overhængende.

Xenofobi og friværdi
Resultatet af det storstilede, 13 millioner dyre projekt (hvilket er peanuts i animationssammenhæng) er dog næppe noget, der får mesteren Deleuran til hverken at rotere eller klappe begejstret i sin grav.
2008-udgaven af 'Rejsen til Saturn' gør et hæderligt forsøg på at overføre seriens vekslen mellem gakkede indfald og knivskarp satire til et nutidigt Danmark, uden koldkrigsparanoia, men derimod med masser af fremmedhad, friværdi, demokratisk selvfedme og kapitalistiske knæfald.

Nu med Hollywood og kærlighed
Til at opdatere og omskabe den fantastiske historie om en gruppe danske 'soldater' der af ærkekapitalisten Kurt Maj sendes ud i rummet for at erklære planeten Saturn dansk territorium, har man hyret historiemaskinerne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg (der blandt andet har skabt 'Kongekabale' og 'De fortabte sjæles ø').
D`herrer Arcel og Heisterberg har før vist at de er endog vældig dygtige til at skrue en velsmurt historie ˆ la Hollywood sammen, og det har de så sandelig også gjort her. Persongalleriet er skåret kraftigt ned, fortællestrukturen strammet op, og så er der gudhjælpemig også blevet plads til en kærlighedshistorie.
Men spørgsmålet er, om ikke der er blevet skruet så meget, at Deleurans fandenivoldske charme er forsvundet.

Spredte pletskud
Nuvel, man har fået plads til adskillige af mesterens skæve indfald - samt et par nye - men specielt mod slut fortaber meget morskaben sig i at historien skal nå at samle alle tråde sammen inden klimaks.
Konsekvensen bliver, at 'Rejsen til Saturn' ganske vist er underholdende, men langt fra lige så sjov og vanvittig som for eksempel 'Terkel i knibe'. Dertil kommer, at Deleurans bidende sarkasme og rammende satire ikke helt har overlevet rejsen til år 2008.
Der rammes plet, når ekspeditionens bindegale leder (med Frank Hvams brillante stemmeføring) forsøger at lære de højtudviklede Saturn-boere om demokrati og ytringsfrihed, men for mange steder i filmen savner man den sidste frækhed, der kendetegnede forlægget.

En fin årgang
Men selv når alle kritikpunkterne er nævnt, står man tilbage med en underholdende og legesyg film af en slags, man ikke har chancen for at se hvert år.
Endvidere er der flere scener med absolut latterkrampe-garanti, hvilket alene gør den billetprisen værd (men som ikke kan eller skal afsløres her). Så for alle dem, der formår at lægge kult-tegneseriens tunge byrde af forventninger fra sig, er 'Rejsen til Saturn' version 2008 ikke nogen dårlig årgang, og bestemt et nærmere bekendtskab værd.

Rejsen til Saturn. Instruktion Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen og Craig Frank. Manus: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur