Kvinder der falder for halvpsykopater er sjældent en kedelig cocktail. På Gladsaxe Ny Teater mikses historien med musik i en kraftfuld energieksplosion
af Hanne Ryborg og John Bruun
Stedet er en lejlighed på Manhattan i 1920`erne. Der er inviteret til fest og 14 grænseløse og drikkeglade gæster er ankommet hos parret Queenie og Burrs.
Men der er bagtanker med festen. Queenie, der er en attraktiv danser, har planlagt at ydmyge sin partner, cabaretklovnen Burrs, til denne fest ved at flirte kraftigt med en anden. En hævn for hans tiltagende brutale måde at behandle hende på - fysisk som psykisk. Og lidt efter lidt bliver det hele hedt!
Højenergisk
Den amerikanske Broadway-succes, 'The Wild Party' er en højenergisk musical med fantastisk karismatiske sangere/dansere. Og som en meget stor ekstra bonus: Et aldeles veloplagt og velspillende live-band som byder på et festligt repertoire spændende fra swing til salsa.
Teatersalen er ombygget til en satin- og sølvglitrende kabaret med små runde borde, mulighed for spisning og optrædende artister. Ildartisten Lasse Sonne Knudsen lægger, akkompagneret af fed musik, en smuk stemning før forestillingen med sit ildshow.
Kvinder, som falder for farlige mænd og finder det svært at forlade dem igen, er det evigt aktuelle omdrejningspunktet i denne musical. Den foregår i New York i forrige århundrede, men temaet er stadig lige aktuelt til stor forundring for både kvinder og mænd.
Dysfunktionelt
Queenies drøm om evig og smuk kærlighed er bristet - og ind træder den lyse og blide Mr. Black, som hurtigt ser det dysfunktionelle i Queenies og Brurrs parforhold, forelsker sig i hende og forsøger at tale hende til fornuft - forlad Brurrs!
Men Queenie vakler i sin hævnagtige plan: `Jeg er i tvivl, han gør mig svag - ville kun gi` et midlertidigt nederlag` Og til Mr. Blacks forundring synger hun videre `Måske ka` jeg li` det sådan`!
Og mens Queenie er optaget af Mr. Black har hendes bedste veninde Kate travlt med at forføre og dulme Burrs smerte - med alkohol, stoffer og lidt af hvert.... til lyden af inciterende trommerytmer.
Forrygende
I hovedrollen som Queenie ses Nicoline Siff Møller som overbeviser både som skuespiller og musikalsk.
Det unge talent Christian Lund som Mr. Black har en bemærkelsesværdig smuk og blid stemme. Maria Lucia Heiberg Rosenberg er med sin store stemme et rigtigt godt valg til rollen som den noget relationelt forstyrrede og fordrukne veninde Kate. Man kan heller ikke undgå at lægge mærke til Rikke Hvidbjerg, der spiller en meget opsøgende mandhaftig lesbisk kvinde. Hun synger det forrygende nummer `Lesbian lovestory` så enhver må føle sig underholdt.
The Wild Party af Andrew Lippa på Gladsaxe Ny Teater. Instruktion og koreografi: Tim Zimmermann. Kapelmester: Thomas Jaque. Spiller indtil 15. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278