Verdens første drama ¤¤Orestien¤¤ opføres på Odense Teater i en ny og gendigtet version. Jokum Rohdes gendigtning er ligesom scenografien og Plaugborgs spil, fantastisk. Se det!

af Bjarne Nielsen
Publikum er rykket op på scenen og skuespillet foregår som i et amfiteater på de tidligere publikumspladser.
Verdens første drama 'Orestien' er over 2500 år gammelt og handler om krig og familiehævn, demokratiets fødsel og korruption. Stykket er underligt nok aldrig opført herhjemme i dets fulde længe før.
Jokum Rohde har med sin fine gendigtning formået at trække stykket fra år 458 før vor tidsregning op til vore dage, hvilket må siges at være en præstation. Selv har han kaldt stykket for en `statsgyser` eller en `rød Orestien`, hvilket der er fuld dækning for.

Skindemokrati
I første akt sidder en flok embedsmænd og diskuterer om grundlaget for krigen i Troja er ok, medens folket tumler forvirret rundt, omtrent som op til Irakkrigen i dag.
Intriger, udspekulerthed, retorik og spin blev som i dag brugt flittigt når det føltes nødvendigt. Synspunktet er tydeligt at vore dages demokrati er korrupt og et skindemokrati.
Den store krigshelt er Orestes, godt spillet af en to meter høj og muskuløs Peter Plaugborg, der kan få folk med på den værste. Han, der reelt aldrig har kæmpet, men er sat i værk af magtens bagmænd, skal dræbe som hævn for tidlige drab. Søn dræber mor, der dræbte far, der dræbte datter, der!
Troen på at demokratiet som afløser for monarkiet (har vi ikke parodier på begge dele herhjemme?) skulle forhindre de mange blodsudgydelser og magtmisbruget er naturligvis en illusion i Rohdes opsætning.

Retten til oprør
Stykkets andenakt er et retssalsdrama, hvor demokratiet bliver udstillet og latterliggjort så det er en fryd. Naturligvis går den skyldige modermorder Orestes fri i demokratiets navn og bliver indsat som leder af staten, netop fordi han har myrdet sin egen mor.
Her ville de fleste instruktører have sluttet festen, men Rohde tilfører uforfærdet Orestien en tredje akt, hvor `revolutionens datter stiger af toget`. Elektra, Orestes lillesøster, drømmer om oprør mod broderen og hans ven Pylades `demokrati`.
Det er dog den synske Kassandra der fremstår som rød frontkæmper og får Elektra til at blomstre. Kassandras synskhed får hende til at fornemme revolutionen og sit eget endeligt.
Stykket spørger relevant, hvad skal vi med demokrati, hvis forslag og ideer om forandring stemples som undergravende? Den scenografiske pointe er naturligvis, at talen og folkets råb skal komme fra aktørerne på gulvet til de passive på de ophøjede pladser.
Selv om man er enig i stykkets argumentation og visioner, ender tredje akten med at kamme over i for mange ord, ligesom nogle agitatorer kan komme til det i angst for at masserne ikke fatter budskabet. Det er en undervurdering og lidt synd, for stykket kunne sagtens bære uden.

Aktuelt og fantastisk
I en tid hvor såvel rockere, indvandrerbander og justitsministre uafbrudt kræver hævn er stykket yderst aktuelt, ligesom spørgsmålet om retten til at bekæmpe uret. I en tid hvor støtte til oprørsgrupper kan give fængsel må man konstatere at det ikke kun var Kassandra men også Aischylos, der var synske.
Rohdes gendigtning er ligesom scenografien og Plaugborgs spil, fantastisk.
Skal man se stykket, hvad man bør, er det at anbefale det nok sker en dag hvor man ikke har ligget og svejset otte timer på værftet eller knoklet som kassedame i forbrugsfesten hellige haller, for det kræver man er frisk og vågen uafbrudt i fire en halv time.

Orestien af Aischylos. Gendigtet af Jokum Rohde. Iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer og Jens August Wille. Scenografi: Poul Fly Plejdrup. Odense Teater til 11. oktober.