24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Happy - Go - Lucky - Dejlig film om almindelige mennesker

Happy - Go - Lucky - Dejlig film om almindelige mennesker

Fredag, 12. september, 2008, 00:00:00

Er du bare en lille smule til de humoristiske og ærlige socialrealistiske film, så gå ind og se den nye film af den engelske instruktør Mike Leigh

af Steen Flemming Jørgensen
'Happy-Go-Lucky' er endnu en klog og dejlig film af den engelske instruktør Mike Leigh. I filmen fortæller han om helt almindelige mennesker på en forunderlige måde, og har her forstået at skabe et lille kunstværk.
Poppy (Sally Hawkins) er en skolelærer der holder af sit job, sine venner og af det sted hvor hun bor. Poppy er et positivt, åbent og kærligt menneske. Hun er som kvinde en pragtfuld person.
Poppy har to søskende. En søster der ikke gider livet, og en højgravid søster, der er flygtet ind i småborgerligheden med et skvat af en mand. Men Poppy forsøger at holde fast i begge to.

Mærkelige mænd
Desværre støder Poppy ind i nogle hankønsvæsner, der er psykisk invaliderede uanset alder:
Den lille dreng i hendes klasse, der slår andre børn, fordi hans mors kæreste slår ham.
Kørelæreren, der i den grad lider af indestængte frustrationer. Han spilles suverænt af Eddie Marsan.
Den psykisk syge mand hun møder en aften på en nedlagt arbejdsplads - og som hun lytter til på trods af den farlige situation.
Lillesøsterens umulige tøffelhelt - en dårlig udgave af alt det kvinder ikke ønsker.
Men Poppy møder også et hankønsvæsen der virker normal, hvem det er, skal ikke røbes her.
Men ak, mænd har det ikke nemt i Mike Leighs filmunivers. Mildest talt.

En vanskelig tilværelse
Som altid forstår Mike Leigh at fortælle en historie, der indeholder mennesker, der er kaotiske, men også positive i en vanskelig tilværelse. En ganske almindelige verden befolket af mennesker med alle deres følelser og behov.
Filmen er langsom med mange detaljer, men gå ind og se den med et åbent sind, og du får en oplevelse af en kvinde, der tør se tilværelse med et stort hjerte, krydret med utrolig dejlig humor, som kun englænderne kan.
Der er to store filmskabere som forstår at beskrive mennesker og bruger en socialrealisme, vi sjældent ser. Det er Ken Loach, som er den marxistiske filmmager, der tør sætte en politiske dagsorden og fortælle om klassesamfundet. Og så er der Mike Leigh, som er lidt mere politisk anarkist og elsker mennesker i kaos. Begge forstår at fortælle den korrekte historie om det kapitalistiske fremmedgjorte samfund på en ærlig og direkte måde.
Er du bare en lille smule til de humoristiske ærlige socialrealistiske film, så er dette afgjort en af slagsen. To skønne timer med mange forskellige, mærkelige og dejlige personligheder.

Happy - Go - Lucky. Instruktør: Mike Leigh. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur