På trods af skønhedspletter er biografiens 518 sider nok tung læsning, men alligevel en grundig og detaljeret beskrivelse af Socialdemokratiets udvikling fra et lille parti til et masseparti

af George Zeuthen
Thorvald August Marinus Stauning (26. oktober 1873 - 3. maj 1942) er måske den mest markante af alle danske socialdemokratiske politikere. I mere end 40 år var han en del af den socialdemokratiske ledelse i Danmark og fik som statsminister betegnelsen landsfader.
Samtidig fik han ændret Socialdemokratiet fra at være et parti, der entydigt stod på arbejderklassens side til at være et folkeparti, hvis stedse mere midtsøgende politik appellerede til mennesker langt ind i middelklassen.
Det kan derfor ikke undre, at mange Socialdemokrater har skrevet om ham. Det sidste værk om Stauning er skrevet af historikeren Henning Grelle. Til daglig er Henning Grelle ansat på Arbejderbevægelsens Arkiv og har derfor et indgående kendskab til skriftlige kilder om Socialdemokratiets historie og personer.

Hvem var Stauning?
Stauning voksede op i et fattigt arbejderhjem i det indre København og fik kun en almindelig kommuneskoleuddannelse. Fra 10-årsalderen måtte han arbejde ved siden af skolegangen, indtil han kom i lære som cigarsorterer i 1892. Som udlært svend deltog han i fagforeningsarbejde og herfra var skridtet til et medlemskab af Socialdemokratiet ikke langt. Stauning blev da også hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund i 1898 og senere forretningsfører.
I 1906 blev han valgt til Folketinget, og blev også medlem af Borgerrepræsentationen i København blandt andet som formand fra 1919 til 1924.
Sin første ministerpost havde han fra 1916-20 som såkaldt kontrolminister i den radikale Zahle-regering. Under Påskekrisen i 1920 agerede Stauning meget smidigt for at holde balancen mellem misfornøjede arbejdere og borgerskabet, der ønskede konfrontation.
Ved folketingsvalget fire år senere blev Socialdemokratiet Folketingets største parti og kunne derfor danne regering under Stauning.

Stauning som landsfader
Den socialdemokratiske fremgang fortsatte, så partiet i 1929 sammen med Det Radikale Venstre opnåede flertal i Folketinget.
1929 var også året, hvor tredivernes kriseår startede med enorme arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget. Ved at bruge både pisk og gulerod lykkedes det - i modsætning til mange andre lande - at sikre stabilitet i det danske samfund. Blandt andet ved at Staunings regering i 1932 sammen med Venstre indgik det berømte Kanslergadeforliget, der sikrede en vidtgående socialreform.
Den førte politik med Stauning i spidsen, sikrede også Socialdemokratiet et kanonvalg i 1935. Under det berømte slogan 'Stauning eller Kaos' opnåede Socialdemokratiet næsten 50 procent af de afgivne stemmer. Stauning fik status som 'landsfader', og som et strømlinjet opportunistisk arbejderparti fik Socialdemokratiet nu også tilhængere fra store befolkningsgrupper uden for arbejderklassen.

Pragmatik og reformisme
I 1930`erne diskuterede regeringen og oppositionen mulighederne for et territorialforsvar af Danmark, der var blevet aktualiseret af opkomsten af Nazityskland. Oppositionen mente, at det danske forsvar var så svækket, at man ikke kunne afskrække endsige bekæmpe et angreb på Danmark.
Omvendt regnede regeringen under ledelse af Stauning, at et egentligt forsvar af Danmark ville være nytteløst. I stedet for at investere i forsvaret brugte man penge på fælles velfærd, som for eksempel socialreformen i 1933. På den måde ville man styrke det nationale sammenhold, og forhindre opslutning til 'totalitære' idéer - som nazisme og kommunisme - blandt danske arbejdere. Samtidig ville man undgå at provokere Tyskland.
Imidlertid voksede krigstruslen i slutningen af 30`erne, og for at værne Danmark forsøgte Stauning at danne et neutralitetsforbund med de andre nordiske lande, dog uden held. Da Danmark blev besat af Nazityskland i 1940 var Stauning statsminister. Han slog med det samme ind på den pragmatisk kurs overfor besættelsesmagten, der prægede den danske politik i besættelsens første år.
Grelle er en vidende historiker og meget grundig i sin beskrivelse af personen Stauning. Han kommer vidt omkring og nøjes i sin biografi ikke kun med at skildre Stauning som politiker men også som levemand med hang til kvinder, dyre drikkevarer og store cigarer. Ikke mindst Staunings ægteskaber og mere løse forbindelser er forbavsende grundigt behandlet.

Grelles mangler
Men men men. Grelle er socialdemokrat og er derfor begejstret over Staunings samarbejde med borgerskabet og hans afstandtagen fra revolutionære bevægelser. Ikke mindst det sidste da Stauning havde alle muligheder for at drive en mere progressiv politik. Både under Første Verdenskrig og senere plejede Stauning venskabelig omgang med det tyske og andre reformistisk socialdemokratiske partier, og tog derfor afstand fra blandt andet Spartakusoprøret og den russiske revolution.
Stauning gik endda så vidt, at han mente, at det var de tyske kommunister, der gennem splittelse af arbejderne i Tyskland havde banet vejen for den nazistiske magtovertagelse i 1933. Hvor Socialdemokratiet startede med parolerne om at 'styrte tronen, knuse kirken g knække sablen', endte Stauning som partileder med at holde mange venskabelige møder med kongen, udnævne en præst til kirkeminister i sin første regering og kun arbejde halvhjertet for nedrustning.
At Stauning på den måde var opportunist og reformist, kommer ikke tydeligt frem i Grelles biografi, ganske som han undgår mange interessante historiske delemner som for eksempel: Hvordan så Stauning på den Spanske Borgerkrig? Hvilke tiltag foretog Stauning for at knuse venstrefløjen i Danmark? Hvorfor gav de øvrige socialdemokrater Stauning så meget magt, at der i en hyldesttale fra sidst i 30`erne kunne skrives, at Danmark ikke havde brug for en Hitler eller Franco, når vi havde Stauning? Hvad var det, der fik Stauning til at sige om sig selv, at han først var demokrat og så socialist?
Og biografiens forfatter kunne man passende stille det personlige spørgsmål: Hvorfor mon Jyllands-Postens Forlag har udgivet netop en biografi om Stauning?
Men på trods af disse skønhedspletter er biografiens 518 sider nok tung læsning, men alligevel en grundig og detaljeret beskrivelse af Socialdemokratiets udvikling fra et lille parti til et masseparti og de årtier af Danmarkshistorien, som dette skete i.

Henning Grelle: Thorvald Stauning. 552 sider. 299 kroner. Illustreret. Jyllands-Postens Forlag.