Merkantilismen var eksponent for datidens handel, og førte til kolonialismen. De handlede om at få adgang til ressourcer, de ellers ville være nødt til at købe: sukker, silke, krydderier, træ og ædelstene

af George Zeuthen
For 400 år siden ville Christian den 4. i lighed med andre europæiske fyrster gøre sit land, stort, stærkt og rigt. Det kunne ske gennem intensivering af landenes egen produktion, gennem krig og erobring, eller gennem handel. Specielt handel med eksotiske varer som krydderier og andre tropiske afgrøder var givtig. Det gjaldt især, hvis man selv hentede varerne fra fjerne lande, der hvor de blev produceret. Men den slags handel krævede lokale støttepunkter og kolonier.
Derfor begyndte Christian den 4. som andre af datidens europæiske fyrster at få imperiale drømme.
Den tids økonomiske ideer kalder man i dag for merkantilisme. Merkantilisme er en betegnelse for den økonomiske politik, der blev ført i Europa i 1600- og 1700-tallet, og gik ud på at fremme en varieret struktur i erhvervslivet og udvikle andre sektorer end landbruget, som var den dominerende levevej.
Merkantilismen var for alvor en eksponent for datidens handel, og førte til kolonialismen i kraft af, at kolonimagterne (England, Frankrig, Holland, Spanien) forsøgte at undgå samhandel med produkter, de ikke selv kunne producere. Derfor udvidede disse nationer deres territorier (blandt andet i Afrika, Vestindien og Fjernøsten) for at få adgang til ressourcer, de ellers ville være nødt til at købe sig til: sukker, silke, krydderier, træ, diamanter, ædelstene og lignende.
De ville i modsat fald være nødt til at give afkald på dele af deres ædelmetalbeholdning for at finansiere indkøbene, hvilket var direkte i modstrid med merkantilismens grundide: 'Skrab guld sammen og giv det aldrig ud.'
Christian den 4. havde blandt andet gennem Jens Munks ekspedition til Hudson Bay hævdet det dansk-norske overherredømme over Nordatlanten, og efter den vundne krig mod Sverige i 1613, var tiden kommet til at vise det danske flag på de øvrige verdenshave.
I 1616 fik to indvandrere hollændere Christians tilladelse til at danne et dansk-ostindisk kompagni, og gennem et par andre vidtløftige hollændere indgik Christian en traktat med kejseren af Ceylon. Christian lovede kejseren militær bistand, og som modydelse skulle Danmark få fuld eneret over handlen med Ceylon. Plus en masse andre privilegier. Hjemme fik det nyoprettede Dansk-Ostindiske Selskab også mange fordele. Den væsentligste var nok at få eneret på al dansk handel i Ostindien.
I 1618 sendtes så en flåde under Ove Gieddes ledelse af sted. Kun ved at presse, lokke og true velhavende danskere fik Christian rejst penge til den vanvittigt kostbare ekspedition. Men mest måtte Christian trods alt selv spytte i bøssen.

En helt anden virkelighed.
Efter 18 måneders sejlads og flere hundrede døde af skørbug og strabadser nåede flåden Ceylon.
Her viste det sig, at traktaten underskrevet hjemme i Danmark, var falsk. Muligheder for en dansk koloni på Ceylon måtte derfor opgives. I stedet sejlede resterne af den danske flåde nordpå og fik lov af en lokal fyrste til at overtage handelspladsen Taramgambadi, fordansket til Trankebar.
Her gik man straks i gang med at bygge et fort og ellers skabe betingelser for den handel, der var ekspeditionens hovedopgave. Trods interne skænderier mellem ekspeditionens ledere blev et par rige krydderiladninger sendt hjemad, og efter 40 måneders fravær kom det første skib til København.
Så gik det slag i slag i den danske koloni. Handelsloger blev oprettet, traktater med lokale fyrster indgået, den ene guvernør over kolonien skiftede med den anden, og i Trankebar opstod der en dansk kolonial dagligdag.
Fra starten gik det godt. Danskerne kom til Indien midt under en krig mellem sultanen på Java og hollændere, der var ude i samme ærinde som Christian den 4., så derfor kunne Danmark overtage dele af den hollandske handel og de hollandske handelsruter. Men krigskonjunkturerne fortsatte ikke, og kolonien begyndte hurtigt at skrante.
Også manglende støtte hjemmefra betød, at kolonien fik det svært. Christian den 4. ville hellere bruge sine penge til de krige, som han tabte, end at få den nye koloni til at fungere optimalt. Mens hollænderne sendte 16 skibe af sted om året til Ostindien lastet med soldater, handelsvarer og penge, sendte Danmark kun to skibe af sted, når det gik højt.

Udvidelse af det danske imperium.
Men ideerne om et dansk imperium blev fastholdt. Danmarks handel skulle udvides, og den danske koloni skulle gøres større og helst suppleres med yderlige landområder. Der blev anlagt handelsstationer på Malabarkysten på den sydvestlige side af Indien både for handlens skyld, men også for at holde malabarske sørøvere i ave, handelsstationen Danmarksnagore i Bengalen nær det nuværende Calcutta og flere andre steder. Hver handelsstation blev oprettet med bestikkelse eller jordkøb af lokale fyrster eller på vanlig kolonial vis ved hjælp af våbenmagt.
Hovedkolonien Trankebar blev også udvidet ved at få land stillet i pant for et lån ydet til den lokale fyrste Naiken af Tandore. Lidt af de oprindelige drømme, meget lidt, opnåede man.
Udover handelsstationerne forsøgte Danmark også at gøre øerne Nicobarerne til en dansk koloni. I 1722 blev det første togt mod øerne sendt af sted, men både dette togt og senere forsøg strandede på grund af den berygtede Nicobarfeber - en malariavariant -, der dræbte folk som fluer.
Nicobarerne dannede også rammen om, hvad der kunne have udviklet sig til en regulær kolonikrig med en anden europæisk magt. Kejsetriget Østrig-Ungarn forsøgte at overtage øerne, men blev smidt på porten af et dansk orlogsskib. En krig i den sammenhæng undgik man trods alt.
I 1848 opgav den danske regering sine sidste drømme om et ostindisk imperium, da Nicobarerne blev overgivet til England. På det tidspunkt var hovedkolonien Trankebar allerede solgt.

Koloniens dagligdag.
Da kolonien i Trankebar var nogenlunde stabiliseret, var det tid for andre gøremål. Nu skulle der handles og tjenes penge. Men også andre ting blev der plads til. De stakkels indiske hedninge skulle præsenteres for den sande tros kristendom. I 1706 fik den protestantiske kristne sekt Herrenhutterne derfor officielt lov til at sende missionærer til Trankebar. Det resulterede i byggeriet af to danske kirker, som bruges den dag i dag.
Men ellers var koloniens dagligdag præget af hyppige dødsfald på grund af tropesygdomme, moralsk forfald blandt de danske, en økonomi, der gik op og ned og interne ledelseproblemer. Mere end en gang kom det til åbent opgør mellem de ledende koloniembedsmænd eller garnisonens officerer. I det hele taget skete der mange uregelmæssigheder i den danske koloni. Embedsmisbrug, korruption, bestikkelse, svindel og mange andre forbrydelser blev der mere eller mindre set igennem fingre med. Altså hvis de blev begået af danskere.
I 1772 blev Det ostindiske Kompagni blev ophævet, og Trankebar blev lagt direkte ind under den danske krone. Dette skete samtidig med at byen Trankebar blev befæstet med en mur og flere artilleritårne.
Den pyntelige efterligning af en dansk provinsby fik imidlertid ikke lokket flere danskere til, hovedparten af den ikke-indiske befolkning bestod stadig af englændere, hollændere og portugisere.
I perioder gav kolonien underskud, i andre perioder overskud. Bedst klarede kolonien sig, når der var krige mellem de store europæiske magter, specielt England og Frankrig.
Så kunne Trankebar hævde sig som neutral omladningshavn for de krigsførende landes handel eller lade udenlandske skibe sejle under dansk bekvemmelighedsflag - naturligvis mod god betaling. Denne trafik var ekstra givtig under Napolenskrigene, indtil Danmark selv kom i krig med England i 1801. Det stoppede dog, da Trankebar blev besat af engelske tropper.

Koloni til salg
Efter tabet af Norge i 1814 havde man kun drømmen om et dansk kolonirige i Ostindien tilbage. England havde stort set taget magten over hele Indien og ledte naturligt nok handelen udenom konkurrenten Trankebar. Koloniens underskud voksede og voksede. Tanken om at afhænde kolonien modnedes, og i 1845 skete det.
Den sidste guvernør blev sendt af sted med et eneste formål. Han skulle varetage forhandlingerne med England, der var den eneste seriøse køber af kolonien. Da salgsaftalen var færdig, var det slut. Efter mere end 200 års dansk tilstedeværelse i Indien blev det danske flag over fæstningen Dansborg strøget.

Indernes syn på den danske kolonimagt.
Vi ved ikke meget om, hvordan de lokale mennesker i Trankebar har set på de danske koloniherrer. Mest betydning for eftertiden har nok været missionærernes virke. Blandt protestantiske kristne i dagens Indien æres disse missionærer stadig som de første protestantiske missionærer i Indien. Men at det overhoved kunne lade sig gøre at kristne nogle indere den gang, skyldes nok mest, at netop kristne indere fik en positiv særbehandling i forhold til ikke-omvendte.
Inderne har ikke synderlig meget godt at huske danskerne for. Private breve og arkivmateriale fra Trankebars danskertid giver i dag det indtryk, at mange af de udsendte danskere behandlede de lokale med foragt. I den henseende var danskerne ikke et hak bedre end europæerne fra de øvrige kolonimagter.
For eksempel var det så som så med danskernes forståelse af den lokale kultur og religion. Hinduismen var man nødt til at affinde sig med, men regnede den for en barnagtig religion, og de lokale sociale strukturer ignorerede man. Den slags gør man ikke ustraffet, og i 1822 gik det galt.
Den fungerende guvernør havde givet to lavkastekøbmænd (se tidligere artikel om Indien og omtalen af kastesystemet der, red.) ret til at nyde visse ærestegn, der satte dem i klasse med de fornemmeste kaster. Det førte til optøjer, så den danske garnison måtte gribe ind.
Konsekvensen var ildspåsættelser og plyndringer, indtil kolonimagten skruede bissen på og truede med at konfiskere årets rishøst. Stillet overfor sult og betydelige tab fik det gemytterne til at falde til ro, og livet i kolonien kunne fortsætte.
I det hele taget havde danskerne hånds- og halsret over koloniens lokale befolkning. Man herskede med strenge straffe som stokkeprygl og henrettelser. Da kolonien jo skulle give overskud var skatter og afgifter høje og blev drevet ind med hård hånd. Arbejdslønningerne var lave, så mange danskere omgav sig med tjenere og en livsførelse, som de ikke havde mulighed for hjemme i Danmark.
Forholdet mellem inderne og koloniherrerne illustreres af nedenstående historie, som endnu fortælles i Trankebar:
'En aften da en af guvernør Billes tjenere havde sex med sin kone, var larmen så høj, at den danske guvernør troede, at de var ved at løbe fra pladsen. Da guvernøren kom hen til tjenerens værelse, blev tjeneren så gal, at han smed guvernøren ud af værelset. Det blev guvernøren rasende over, og gik tilbage til sit kontor.
Næste dag snakkede han med de andre danske officerer om hændelsen,
- Den tjener fortjener en lektion, sagde en officer. Og jeg ved lige præcis, hvordan det skal ske, sådan at alle tjenestefolk og alle andre indere, kan se, at det er os hvide danskere, der bestemmer, og ingen af os vil tolerere den slags mere.
Den følgende søndag aften blev alle indere i hele Trankebar beordret til at komme hen på den store plads foran fæstningen Dansborg. I skyggen fra fæstningens mure havde alle koloniens danskere og deres familier taget plads. Midt på pladsen stod et stort bur med en mægtig hantiger indeni. To danske soldater kom med tjeneren og stille ham op foran buret med tigeren.
- Vi skal nu alle overvære den retfærdig straf, som den frække tjener har fortjent. Må vi alle lære af det, sagde den danske officer, der ledede afstraffelsen.
- Tigeren som vi har her, har ikke ædt i ti dage, så jeg håber, at I hver og en vil nyde forestillingen...Åben buret!
Inde i buret sad tigeren og kiggede sulten på tjeneren. Så sprang den. Tjeneren nåede lige at hoppe til højre. Tigeren sprang igen, og tjeneren nåede lige at hoppe til venstre.
Nu er jeg færdig, tænkte tjeneren. Der er ingen steder, hvor jeg kan løbe hen.
Tigeren sprang for tredje gang, og tjeneren kastede sig ned på jorden, løftede hovedet, da tigeren sprang over ham og bed dens nosser af. Det fik tigeren til at hyle op og sætte i et stort spring ind i junglen, og væk var den.
Mens alle de forsamlede indere skreg op om, at nu skulle tjeneren have lov til at gå, råbte alle danskerne til tjeneren:
'Booooo, din snyder. Må vi få en fair kamp.'

Trankebar i dag.
Den tidligere danske koloni er i dag et søvnigt fiskerleje og lige så fattigt som resten af Indien. Men byen og den cirka 7000 indbyggere har et stærkt potentiale for økonomisk udvikling. Den gamle danske fæstning Dansborg er en af de bedst bevarede fæstninger fra den indiske kolonitid.
Delstaten Tamil Nadu, hvor Trankebar ligger, arbejder på at gøre Dansborg og de andre tidligere danske bygninger til en turistattraktion. Hvis man besøger Trankebar, kan man opleve det ved selvsyn. År for år kommer flere og flere indere til byen med det ene formål at besøge de gamle danske bygninger. Udenlandske turister finder også vej, selvfølgelig flest danskere.
Som dansker har man faktisk en forpligtigelse til at kende til fortidens danske imperialisme, og dermed få argumentation mod nutidens danske deltagelse i imperialistiske krige og besættelser.
Må nutidens indere få mere held med at skabe en turistattraktion, end tidligere tiders danskeres forsøg på at skabe en koloni.