24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hellboy II: The Golden Army.

Hellboy II: The Golden Army.

Fredag, 05. september, 2008, 00:00:00

Hellboy arbejder for en ikke-officielt eksisterende organisation, der består af overnaturlige væsener og mennesker med usæd-vanlige evner, som træder til, når freden er truet

af Mikael Strandbech
Guillermo del Toro er en af de tre mexicanske filminstruktører, der er skyld i den guldalder, mexicansk film oplever for tiden.
De to andre er Alfonso Cuarn (Children of Men) og Alejandro González I-árritu (Babel). De modtog alle tre priser ved sidste års Oscar uddeling.
Guillermo del Toros film, 'Pans Labyrint' fra 2006, er en magisk fortælling om en pige, optaget af eventyr og drømme, der følger en fe ind i en labyrint og ned i underverden. Samtidigt kan filmen ses som en politisk allegori med baggrund i den spanske borgerkrig.
Guillermo del Toros seneste film 'Hellboy II : The Golden Army' er skabt med udgangspunkt i en amerikansk tegneseriefigur. Hellboy (Ron Perlman), knaldrød og med nedfilede horn i panden, er et overnaturligt væsen der er vokset op hos en videnskabsmand i den amerikanske hær.
Som voksen arbejder Hellboy for en ikke-officielt eksisterende organisation, der består af overnaturlige væsener og mennesker med usædvanlige evner. Denne organisation træder til, når freden brydes af fænomener, de officielt eksisterende myndigheder ikke kan klare.
Prins Nuala (Luke Goss) er et dæmonisk, underjordisk væsen, som er rasende på menneskeheden. Derfor skal denne udslettes på fundamentalistisk vis. Her spiller den gyldne hær og knoglespisende tandfeer betydelige roller.
Hellboy og hans venner fra den overnaturlige afdeling må træde til og rage kastanjerne ud af ilden på menneskehedens vegne. Sådan som det kan ske i rigtige eventyr.
'Hellboy II' er et festfyrværkeri af frodig opfindsomhed og billedfantasi i kostumer, sminke, effekter, trolde, feer, væsener, dæmoner, slagsmål og spektakulære scenografier. En lurende og mørk undertone trækker referencer til barndomsfrygt og folkeeventyr.
Men humoren står hele tiden forsonede på spring, som for eksempel da Hellboy og hans ven, vandmonsteret Abe, synger 'Can`t smile without you' sammen med smørsangeren Barry Manilow på anlægget, imens de drikker øl og er frustrerede over deres kvinder. For siden at vakle halvberusede ud og redde menneskeheden.

Hellboy II: The Golden Army. Instruktion. Guillermo del Toro. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur