En næsten ny erhvervs- og profitsektor - privat sundhedsvæsen bliver oparbejdet og subsidieret for offentlige midler, ¤¤skattekroner¤¤
af Torben A. Petersen
Følger man samfundsdebatten og nyhederne fra DR1, DR2 og TV2 finder man efterhånden ud af, at det seneste store bankrøveri, hvor godt 60 millioner kroner er stjålet, slet ikke står mål med mindst et stort andet røveri.
Det er det røveri, der finder sted ved højlys dag og som vedrører milliardoverførsler til den private sundhedssektor, herunder privathospitaler. Dette skyldes blandt andet årtiers nedskæringer og negligering af den offentlige sundhedssektor, herunder de offentlige sygehuse.
En næsten ny erhvervs- og profitsektor oparbejdes og subsidieres for offentlige midler, 'skattekroner'. Man kan hævde, at de danske skatteborgere betaler for privatiseringen af den sundhedssektor, de er afhængige af. Og den dag, de har behov for behandling, så er det meste i privat regi. Og det hele er foregået bag floskler om 'brugervalg, fleksibilitet, effektiviseringer' og lignende.
Førtidspension
En anden skive af den offentlige service er på vej: Førtidspensionen. Den skal gøres tidsbegrænset. Det vil sige, at efter en håndfuld år på pension kan modtagerne stå uden nogen form for indtægter, andet end måske kontanthjælp.
For hvem siger, at de lige går ud på det kompetencekrævende og stressende arbejdsmarked og får et job? Og kampen for, at få en velfungerende offentlig sektor tilbage, 'velfærdsstaten', kan blive vanskeliggjort af nye tiltag på det 'antiterror- og overvågningsmæssige område'.
PET har i en ny rapport offentliggjort, at den såkaldte ekstreme venstrefløj er ved, at bevæbne sig! Nu er det jo eksempelvis spørgsmålet om, hvem den såkaldte ekstreme venstrefløj egentlig er?
Noget andet er, hvilke beviser PET har for deres postulater? Hvor mange AK-47`ere, bazookaer, pakker med Semtex og andet har de mon fundet? Eller, kan det være endnu et propagandastunt igangsat fra Justitsministeriets politiske chef?
Systemterror
Da jeg var dreng var det efter sigende ret sikkert at flyve. Jeg erindrer da også få store flykatastrofer fra den tid. Nyhedsindslag med filmklip af brændende rester af fly var sjældne.
Efter Berlinmurens fald, 1980`ernes afregulerings- og privatiseringskorstog med Reagan, Thatcher, Kohl, Schlüter er det at tage en flyver blevet noget mere usikkert.
I den forgange uge er op mod 300 flypassagerer omkommet. Hvad der egentlig er årsagen, mere detaljeret, kommer sjældent frem. Efter ulykken i Spanien forlyder det, at der var defekter ved det fly, der styrtede ned. Det vil sige, at passagerne vidste, at der var defekter! Og de havde troet, at de kom over i et andet fly. Det gjorde de ikke.
Et andet fly mellem København og Berlin måtte nødlande grundet røgudvikling i cockpittet. Konkurrencen mellem flyselskaberne er i 2008 nærmest morderisk. Blandt andet SAS har afskediget, snart, i tusindvis af medarbejdere, og andre luftfartsselskaber har gjort noget lignende.
Hertil kommer besparelser på eksempelvis luftfartsselskabernes vedligeholdelse af flyparken. Konsekvenserne bliver, at flysikkerheden kommer alvorligt i fare, og at flyene derfor oftere forulykker.
Men, hvor ofte ser man folketingspolitikerne fra eksempelvis regeringspartiet Venstre interviewet i DR/TV2 om disse problemer? Skurken bag dette er det kapitalistiske systems profitgrådighed og junglelovskonkurrence. Dette er en form for terror overfor samfundet, som der ikke tales noget om. Og det er virkelig systemterror: Mennesker bliver slået ihjel oftere og oftere. Selv om der kunne gribes ind her overfor, så gøres der ikke meget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278