En del af min sommerferie-lekture var den danske biolog og filosof Jesper Hoffmeyers efterhånden internationalt kendte femten år gamle bog ¤¤En snegl på vejen¤¤. Undertitel: ¤¤Betydningens naturhistorie¤¤

af Kjeld Stenum
Jeg havde lyst til at læse den, fordi det at ville skrive en betydningens naturhistorie forekommer mig at være et uhyre sympatisk projekt. Og fordi jeg tænkte, at når en bog fra lille Danmark nu var blevet så kendt, var det også for dårligt ikke at forholde sig til den. Endelig var der den ikke uvæsentlige grund, at den i dag er tilgængelig som billigbog til meget små penge.
Fik jeg så forståelse for, hvorfor Jesper Hoffmeyer er ved at blive så berømt? Lykkes hans projekt?
Desværre synes jeg ikke, det lykkes. Og hvis grunden til berømmelsen skulle være et vellykket projekt, forstår jeg derfor heller ikke berømmelsen.
Jesper Hoffmeyers afsæt er den amerikanske filosof C. S. Peirces tegnteori, hvis hovedingrediens er, at sprogets tegn ikke simpelthen er sande eller falske udsagn, sådan som traditionel logik fremstiller det. Alle sproglige ytringer fortolkes, før de får mening. Mening forudsætter derfor en fortolker, det er ikke noget, som er i selve sproget.
Denne tegnteori generelliserer Jesper Hoffmeyer til en hel verdensanskuelse, der hævder, at enhver proces er udtryk for kommunikation. Klumper af betydning opstår i ingenting, som han udtrykker det, og fra disse klumper udvikles hele den naturhistoriske proces, fra livets opståen til dannelsen af det selvbevidste talende og samfundsdannende subjekt homo sapiens.
Jesper Hoffmeyer udvikler naturligvis historien langt mere detaljeret, end der er plads til at forfølge her i denne beskedne klumme. Men hans udtrykkelige pointe er, at hans fortælling handler om, hvordan formende orden opstår i kaos.
Men er dette pointen, er hele hans historie heller ikke andet end den dygtige tryllekunstners behændige frembringelse af en stor illusion. Magi er det ikke, kun behændighed.
For ingen orden opstår af ingentings kommunikation i kaos, ingen klumper af betydning dannes af ingenting. Enhver kommunikation er overførsel af information, og enhver overførsel af information medfører tab af information.
Skulle man tænke sig fuldkommen informationsoverførsel, måtte det være i en fuldkommen ufejlbarlig og fuldkommen forudsigelig verden, der opførte sig som en uopslidelig maskine. Sådan ved vi godt, verden ikke er. Den eroderes uundgåeligt en smule, betydning brydes ned i al kommunikation. Og skal man skrive betydningens naturhistorie, må den handle om, ikke hvordan højere og højere orden opstår af ingenting, men om hvordan talende selvbevidste subjekter opstår som produkter af tab af betydning, eller som produkter af stigende tilfældighed. Det er der bestemt ikke plads til at gøre her.
Men ultrakort: Forestil dig verden som en fuldstændig ordnet og fuldkommen forudsigelig maskine med tandhjul som i et gammeldags vækkeur, der alle griber ind i hinanden. Alle tandhjul tvinger hinanden til at opføre sig på en bestemt måde. Begynder ét af dem pludselig at opføre sig uforudsigeligt og tilfældigt, vil det aller, aller oftest medføre dets øjeblikkelige destruktion, som tandhjul destrueres i en gearkasse, der ikke falder i hak.
I ganske ganske få tilfælde vil det uforudsigelige tandhjuls fri tilfældige opførsel falde ud som en proces, hvor det kan indstille sig på sine 'tandhjuls-forpligtelser' i forhold til sin tandhjuls-omverden.
Tværtimod at være kaotisk er vores atomare verden omtrent som denne fuldkommen forudsigelige tandhjuls-maskine. Ikke helt, for atomers opførsel er faktisk ikke fuldstændig forudsigelig. Men omtrent. Men jo mere komplicerede molekyler, disse omtrent fuldstændig forudsigelige atomer danner, desto større bliver chancerne for variationer naturligvis i opbygningsprocessen, og dermed chancerne for forskellige udfald.
Tilfældighedens indflydelse vokser. Og livsprocessernes molekyler er umådeligt komplekse og har umådeligt stort spillerum for tilfældige variationer.
Groft sagt: Fordi atomers opførsel er omtrent fuldstændig forudsigelig, bevares arveanlæg. Og fordi deres opførsel kun er omtrent forudsigelig, sker der alligevel i livsgenernes meget komplekse strukturer også ustandseligt variationer, hvoraf de allerfleste ikke kan klare sig, fordi ændringerne kun er et produkt af tilfældighed.
Vil man klare sig i en verden af tandhjul, må man evne at opføre sig som et tandhjul. Så kun de uendeligt få heldige mutationer, der gør 'tandhjulet' i stand til at indstille sig på sine 'tandhjulspligter' i forhold til dets omverden, vil bevares. Jo mere komplekst maskineri, desto større rum for tilfældighed, og desto sjældnere de heldige mutationer.
Mennesket er et umådelig komplekst dyr i en umådeligt kompleks verden. Og tilfældigheden har umådelig stor indflydelse på menneskedyrenes dannelse og adfærd. Kun de menneskedyr, som i tilstrækkeligt omfang har evnet individuelt og først og fremmest socialt at indstille sig på deres 'tandhjuls-pligter', har evolutionen ladet overleve og videreføre deres gener.
Så grundlæggende er det objektet (den objektive omverden) der former subjektet, og ikke omvendt, som vi ellers traditionelt forestiller os. Og dette er kernen i materialismen.
Selv om Jesper Hoffmeyer gør meget ud af at beskrive det fortolkende subjekts dannelse som et produkt af slimede materielle processer, er det ikke subjektet som naturhistorisk produkt, han får fortalt om. For han forudsætter det fortolkende subjekt helt ned i sin fortællings mindsteelement, Peirces tegnbegreb. Alt får del i den fortolkende subjektivitet.
Og som Peirce ender Hoffmeyer da også i en art åndelig absolutisme, der får ham til at tro, at menneskene kan identificere sig med egetræer. Han lærer os med andre ord ikke at indstille os på verden, som den er, men kun for så vidt den ligner os. Og det er et skidt udgangspunkt for såvel vores erkendelse i almindelighed som for den økologiske erkendelse, der ellers er Jesper Hoffmeyers varemærke.