Skærveknuseren¤¤ er ikke nogen reklamespalte. Det er sjældent, firmaer nævnes ved navn her, og sker det, er det endnu sjældnere for det gode. Det er det da heller ikke denne gang

af Kjeld Stenum
Jeg vil fortælle lidt om mine personlige erfaringer med cykelhandlerkæden Cash & Carry. Og dette er en advarsel til alle cyklister, der som jeg går ind for en gammeldags krigsmodel, der ikke er til at splitte ad, en skærveknuser, med andre ord, frem for en moderne, aerodynamisk udformet model med kilometertæller, pulsmåler, lås på styret, snesevis af gear, og hvad man nu ellers hitter på for at aflede opmærksomheden fra det faktum, at cykler er beregnet til at cykle på.
Cykelhandler-kæden Cash & Carry gør i at sælge cykler efter et koncept, der taler lige ind i et hjerte som mit. Store, massive bedstefar-modeller uden tingel-tangel af nogen slags, tilsyneladende rigtig robuste, forholdsvis billige tilmed.
Og det, jeg fik at vide, da jeg for godt halvandet år siden var inde for at høre på modellen, var, at man fik en cykel af langt højere kvalitet, end man betalte for, fordi de selv byggede den op og sparede alt overflødigt. Så det endte med, at jeg købte én.
Det er som sagt godt halvandet år siden. I de første tre-fire måneder var jeg meget glad for cyklen, man sidder på den som en konge i stedet for den stressende skruptudse-stilling, man regner for hensigtsmæssig for et moderne menneskes travle hverdag.
Og hvor har man overblik over såvel trafikken som tilværelsen på sådan en bedstefar-model! Man har blikket rettet mod fjerne horisonter i stedet for at få sit synsfelt begrænset til asfalten lige nedenunder én, sådan som man får i skruptudse-stillingen. Og det er unægtelig mere befordrende for inspirationen for den, der som undertegnede bruger cykelturene til at få ideer til sin ugentlige avisklumme.
Men så efter tre-fire måneder kom der slør i kranken. Nu bruger jeg godt nok mine cykler umådelig meget, omkring halvtreds kilometer om dagen var det i den periode. Men folk, der har erfaring med at cykle, må give mig ret i, at kranken er et vitalt sted, og den må altså ikke være slidt op på en splinterny cykel i løbet af fire måneder. Men det var den.
En dag, selvfølgelig i øsende regnvejr, brød den helt sammen, og jeg måtte trække fem-seks kilometer. Nå, jeg fik ny krank. Det kunne jo være en tilfældig fejl. Men så begyndte egerne på baghjulet at springe. Det er hvad det er, de kan jo skiftes. Efter otte måneder gik dette dog ikke mere, da jeg måtte konstatere, at de simpelthen lod sig trække gennem fælgen. Ny fælg, ny egere!
Efter yderligere to måneder revnede den kun to måneder gamle fælg. På langs. Det har jeg sgu aldrig set før. Jeg var lidt fortørnet, da jeg mødte op hos forhandleren. Men han var flink og skiftede endnu engang, uden regning og uden vrøvl, så jeg bar over.
Det gør jeg ikke mere. Her lige inden ferien, på allersidste dag oven i købet, røg styret en tidlig morgen, hvor jeg i god fart var på vej ind til min sidste arbejdsdag. Det knækkede simpelthen, uden varsel, bare sådan lige gik midt over. Det er virkelig det mest modbydelige, der kan ske for en cyklist. Jeg ved ikke, om læseren kan forestille sig det.
>Men når man træder i pedalerne, bruger man ikke bare sin kropsvægt, man vinder lidt ekstra kraft ved at trække en smule i styret. Det betyder, at når styret knækker, vil hænderne bevæge sig ind mod ens krop. For den halvdel af styret, der knækker af, betyder det ikke andet, end at hånd og styr farer nedad og ind mod kroppen. Men trækket i den halvdel, der har fat i styrepinden, får, når der ikke længere er modstand fra den anden side, forhjulet til at slå et absolut ukontrollabelt sving, til det er aldeles på tværs af køreretningen.
Det betyder, at cyklen omgående går i stå, og man går på næsen ud over styret. Eller resterne af det. Og fordi hænderne jo er på vej ind mod kroppen, når man overhovedet ikke at tage fra, næsen tager asfalten fuldstændig klokkerent.
Det skete i en underlig langsom rækkefølge, først kunne jeg mærke næsen tage asfalten på en alt andet end rar måde, så nåede jeg at tænke, nå ja, skal næsen ryge, så kan det lige så godt tage kyssetøjet med også. Og så tog kyssetøjet asfalten. På en alt andet end rar måde.
Det blødte også i en alt andet end rar mængde, udvendig fra og indvendig fra. Der gik lidt tid, før jeg turde mærke efter, hvor meget næse og hvor meget kyssetøj der var tilbage. Heldigvis var det der det meste. Men dagen efter havde jeg en forrevet hævet tud som en siciliansk mafia-gorilla og to blå og ophovnede øjne.
Det her gjorde mig gal. Så snart jeg var frisk nok til det, røg jeg ned til min cykelhandler med min braktud og mine hævede øjne og smed det knækkede styr på disken.
Cykelhandleren gav mig noget spagfærdigt den forklaring, at det var fordi, de brugte genbrugsmetal, derfor forekom der støbefejl, og han havde ikke mulighed for at konstatere dem. Og så ville han til at finde et nyt styr.
Vi opfører os underligt ansvarsforflygtigende i vores kapitalistiske discount-verden. For ham handlede det om, at der ikke skulle kunne siges hans arbejde med at samle cykler noget på. Og han tog det for givet, at for mig handlede det om noget med penge og gratis nyt styr. Det gjorde det ikke.
Jeg sagde, at han kunne godt droppe det med nyt styr, jeg turde simpelthen ikke køre med styr fra Cash & Carry mere. For efter alle de fejl, jeg havde været ude for, kunne jeg jo umuligt tro, at det med styret var en tilfældighed.
Jeg syntes, vi burde kunne blive enige om, at det her handlede om at undgå, at nogen blev slået ihjel. For den næste ville det måske ske i et vejkryds. Cykelstyrs kvalitet gik man bare ikke på kompromis med. Og jeg for min del ville lægge den her historie ud på internettet.
Jeg håbede så også, han ville tage sagen op over for sin chef. For Cash & Carry måtte til at betale mere for deres styr. Ellers burde de kunne fratages retten til at handle med cykler.
Nu er det så blevet trykt her også. Og jeg håber, rigtig mange cyklister læser det, og især dem med forkærlighed for gammeldags robuste skærveknusere.
For det er ikke sådan nogle, man får hos Cash & Carry.