¤¤Demokrati¤¤ betyder¤¤folkestyre¤¤. Vi kalder de styreformer, som vi har i efterhånden det meste af Europa, for demokratiske. Det gør vi, fordi vi ved regelmæssige valg har mulighed for at tage stilling til, om vi synes, at de folk, der har til opgave at udmønte folkets vilje i poliske beslutninger, gør deres arbejde godt nok. Hvis ikke vi synes det, er vi fri til at stemme andre ind ved næste valg

af Kjeld Stenum
Alligevel er der i nok samtlige europæiske demokratier ligefrem tillidskløft mellem de politiske beslutningstagere og det folk, hvis beslutninger de er valgt til at tage. Det er ikke bare tilfældige stemninger, det er reelle konflikter i den politiske beslutningsproces.
Nogle gange kommer det til udtryk i, at folk undlader at udnytte deres ret til at afgive deres stemme, det grelleste eksempel på det er vel det demokratiske valg til verdens mest magtfulde politiske tillidspost, præsidentposten i USA, hvor der er tradition for meget lav valgdeltagelse, samtidig med, at de amerikanske præsidenter ofte er meget upopulære i befolkningen. Hvorfor udnytter folk dog ikke deres stemmeret, når de er utilfredse?
Andre gange kommer det til udtryk, hvis afgørende politiske beslutninger lægges ud til direkte folkeafstemninger, og befolkningerne massivt trodser den beslutning, som deres valgte politikere lige så massivt ønsker, de skal tage. Den slags situationer har vi oplevet efterhånden en del gange i en del lande her i Europa, især i forbindelse med spørgsmål, som har med suverænitetsafgivelse til EU at gøre.
Jamen, hvordan kan det dog være, at folk i så massivt omfang vælger EU-begejstrede politikere til at beslutte så afgørende ting for sig, når de samtidig så massivt er utilfredse med de beslutninger, som de jo dog bør vide, disse politikere vil tage?
Hvad er der galt? Er folk så dumme, at de træffer irrationelle valg, når de vælger politikere til at repræsentere sig? Er repræsentanterne, der bliver valgt, troløse mod det, de blev valgt på? Kunne det så ikke hjælpe dels at vælge dem oftere, og dels lægge flere beslutninger ud til direkte folkeafstemninger?
Jo, begge disse tiltag ville helt sikkert hjælpe, hvis man virkelig ønskede at komme tillidskløften mellem folket og dets politiske repræsentanter til livs.
Hyppigere valg og flere direkte afstemninger ville træne folkene i at være ansvarlige nok til at vælge repræsentanter, der virkelig repræsenterede dem, og de ville træne repræsentanterne i at være mere tro imod det, de blev valgt på. Og dog iværksætter man dem ikke.
Tværtimod, man går den modsatte vej: Direkte afstemninger søger man i stigende omfang at undgå. Sidst fik kun irerne lov til at tage stilling til, om vi alle skal overføre endnu mere suverænitet fra vore nationale parlamenter til det overnationale EU.
I alle andre lande, herunder vores eget lille Danmark, traf de repræsentativt valgte politikere den ønskede beslutning uden at vove at spørge deres befolkninger. Og irerne valgte som bekendt forkert, så nu rumsterer man med planer om - efter dansk forbillede - at lade dem vælge om. Demokrati...??..? Udmøntning af folkeviljen..??.Jamen...!
Ja, sproget går sgu i stykker, begreberne går opløsning, når de skal voldtages på den måde. Og uanset hvad man måtte mene om EU, selv den mest EU-begejstrede vil vel ikke vove andet end at erkende, at den politiske beslutningsproces i EU-bureaukratiet i endnu ringere grad end i de nationale parlamenter er udtryk for nogen folkevilje eller noget virkeligt demokrati.
Så når Europas folkevalgte politikere massivt satser på at overføre beslutningskompetence fra de nationale parlamenter til EU, må selv den stædigste vel erkende, at det ikke ligefrem er udtryk for en bevægelse hen imod, at politikerne skal stå mere direkte til ansvar overfor deres vælgere.
Så man ønsker altså hverken at træne befolkningerne i mere ansvarligt at vælge repræsentanter, der virkelig repræsenterer dem, eller at træne de valgte repræsentanter i at være mere tro mod det grundlag, de lader sig vælge på. Tværtimod, man ønsker det modsatte.
Den eneste mulige konklusion er, at man ikke ønsker, at de politiske beslutninger udmønter folkeviljen. Eller sagt mere direkte: Vore valgte politikere ønsker ikke demokrati.
De ønsker noget, de kan foregøgle deres overbærende og glemsomme befolkninger er demokrati, men virkelig at lade folket styre ønsker de ikke. Og hvad kan forklaringen være på det?
Jeg tror, den grundlæggende forklaring er, at den politiske beslutningsproces i vore såkaldte demokratiske lande overhovedet ikke er så fri, som man ønsker at bilde folk ind ved hjælp af ordet 'demokrati'.
Politikken er kun demokratisk glasur på den synlige overflade af det økonomiske diktatur, nogle kalder liberal markedsøkonomi, andre privatkapitalisme. For meget få lande i verden gælder det, at den økonomiske proces er demokratisk, tværtimod udvikler alle økonomier stedse strammere monopoliseret og globaliseret diktatur.
Politikerne må og tør ikke røre det, for så flytter kapitalisterne bare deres investeringer til konkurrerende lande. Og befolkningerne har ingen muligheder for indenfor de forskellige borgerlige forfatningers rammer at gribe ind overfor det. Politikerne lærer meget tidligt i deres karrierer, at det forholder sig sådan. I virkeligheden betyder deres beslutninger meget lidt, de beslutninger, der betyder noget, er truffet andre steder.
Men samtidig er de afhængige af, at de kan bilde sig selv og deres vælgere ind, at det, de laver, er af vældig stor betydning, for det er jo deres levebrød. Og politikernes afhængighed af dette narrespil er forklaringen på, at de er nødt til at skjule det, de virkelig foretager sig i et stedse mere uigennemsigtigt overordnet bureaukrati. Folks mangel på tillid skyldes, at de gennemskuer narrespillet. Det er ligegyldigt, hvad man stemmer, det er det samme skidt, man får.
Men politikerne skal vogte sig. Så dumme er folk altså heller ikke, som den franske præsident-klovn Sarkozy måtte erkende, da han bildte sig ind at have format til at vende den irske stemning bare ved at beære dem med et besøg.
Irerne følte sig ikke beærede, de blev gale på den arrogante nar, og selv ja-sigere begyndte at forsvare det nej, der én gang var blevet demokratisk afgjort.