Regnvejret til trods havde Arbejderens to udsendte en fantastisk weekend på Danmarks smukkeste festival

af Lola Sigvert og Sara Thordal-Christensen
Lettere forsinket og trætte efter nogle lange nattevagter på vores respektive jobs, kørte vi til Danmarks Smukkeste Festival torsdag aften. Teltet havde vi for længst slået op, hvilket var meget heldigt, for der var nærmest ikke flere pladser tilbage, for de få gæster som ventede til om torsdagen med at duppe op.
Et par timer senere var vi klar til at indtage selve festivalpladsen, desværre for at opdage at det styrtregnede, faktisk så meget at vi måtte gå glip af Franz Ferdinand. I stedet søgte vi ly i presseteltet og mødte her nogle spændende mennesker, blandt andet Volbeat, som var i fuld gang med et interview, inden de som sidste band den aften, skulle indtage Bøgescenen.
Efter yderligere en del Festi-Walther-øl og mexikaffe, holdt regnen op og hele pladsen var klar til at blive afprøvet. Det udviklede sig til adskillige danse, drinks og bekendtskaber. Pludselig var det lyst, pladsen lukket og vi var de sidste som måtte forlade området.

Dag to
En ting man ville ønske dagen derpå er, at teltpladsen først vågner til middag og ikke allerede klokken ni, med en naboen der råber: 'Godmorgen Skanderborg, er vi friske?'. Vi var jo lige gået i seng. En af os var ganske simpelt desperat efter vaaaand, og følelsen af sandpapir i munden var så ulidelig at man ville gøre hvad som helst.
Vi kom aldrig helt op i gear igen fredag. Men det gav da anledning til at høre lidt musik, som Gnags, der med en vældig oplagt Peter A.G. fik bøgeskoven til at komme i fantastisk sommer humør.
Under hittet 'Danmark' med det kendte omkvæd: 'Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her!', fik Gnags da også presset en kommentar ind til regeringens udlændingepolitik, idet scenens kæmpe tv-skærme eksploderede i en farvestrålende fremvisning af alverdens nationalflag.
Også Infernal imponerede den aften med et fantastisk koreograferet sceneshow, på så højt et niveau, at man ikke andet end kunne blive imponeret, uanset om man kan lide musikken eller ej.

Dag tre
Lørdag blev en af de dage, hvor man bare nød det at være til festival. Vi startede i lejrens hyggelige klapstole-rundkreds, med lunkne øl, ivrige hvepse og livshistoriefortællinger mellem fremmede venner.
Så tog vi ind på pladsen med en af de mange gratis shuttelbusser og gik rundt og mødte/betragtede sjove, søde og mærkeligt udklædte festivalgængere. Vi endte med at finde en god stemning i en af de utallige kreativt udsmykkede barer og svævede, efter lange samtaler om ingenting med tilfældige mennesker, med strømmen hen til Rytme Hans scenen for at høre den dygtige århuspige Tina Dickow give en af festivalens allerbedste koncerter.
Som cirka 30.000 andre festivalgæster, afsluttede vi lørdag aften i selskab med Lenny Kravitz på Bøgescenen. Men trods et ellers fedt musikrepertoire i rygsækken formåede en lettere tilbageholdende Kravitz ikke helt at forføre sit publikum.

Dag tre
Relativt tidlig søndag vågnede vi med trommende regn på teltdugen og kunne hurtigt konstatere, at nu var vi klar til at tage hjem til dagligdagens luksus. Efter at have pakket vores habengut sammen i skiftevis regnbyger og strålende solskin afsluttede vi dette års festival med det anmelderroste gymnasieband Dœné, som leverede et brag af en koncert søndag kl. 18.15.
Desværre kunne man mærke på publikum, at de var ved at være trætte efter en lang og hård festival, så klapsalmerne var desværre lidt vage. Også vi måtte hen under aftenen konstatere, at kræfterne nu var væk og vi måtte vende næsen hjemad.
Men hvor var det en fantastisk festival og hvor oplevede vi meget og samtidig ingenting. Tiden går så stærkt når man er i godt selskab og humøret er højt.