Københavnske ¤¤Beatday¤¤ foregik med udsigt over Øresund og med musiknavne, der tilsyneladende vil os, og verden noget

af Mikael Strandbech
Rammerne for det københavnske to dages arrangement Beatday var i år flyttet til Docken i Nordhavn.
Docken er et nedlagt bådbyggeri, der dels er lavet om til en trendy og rustik cafe, hvorfra man har udsigt over Øresund og til havneindustriområdet, men til weekendens arrangement var området udvidet med et stort græsareal og to udendørsscener.
Og netop udsigten til havet, himlen, en 30 meter høj bunke jernskrot, fragtskibe, gigantiske kraner og de mange jerncontainere i orange, blåt og grønt spredt over havneområdet, som budskaber fra den omgivende verden sejlet hertil, virker som den perfekte klangbund for et musikarrangement, der på plakaten har navne, der tilsyneladende vil os, og verden noget.

Røde gummistøvler
Da Annika Aakjær går på scenen søndag eftermiddag med sit flagrende, knaldrøde hår, iklædt en dybblå, sølvpaillet kjole og store røde gummistøvler vækker hun opsigt. Og da hun efter det første nummer smilende har fortalt os, hvor glad hun er for at se os, kommer det efterfølgende humoristisk 'at det var første, sidste og eneste gang jeg vil lefle for jer i aften' og vi aner, at det ikke er en traditionel popkoncert vi er til.
Det kunne man ellers godt få indtrykket af, hvis man lytter overfladisk til hendes melodiøse sange, og ser på de tre første række foran scenen der hovedsagligt består af yngre piger, der stilmæssigt virker at tilhøre det mere poppede udsnit af ungdommen.
Imellem nummerne fortæller Annika Aakjær lange, underholdende historier om matematiske beviser, togture, ligegyldighed, overspringshandlinger, selvmord, slankekure, barbiedukker, Lenny Krawitz og misforstående genier uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt.
Titelsangen fra debut-cd`en 'Lille Filantrop' bliver spillet i en 'P3- fjendtlig' og punket udgave efter vi har fået forklaret DR`s rotation system. Og da koncerten slutter efter en times tid klappes Annika Aakjær og de to medmusikanter velfortjent af scenen.

Fortid i Imperiet
Joakim Thåström, svensk sangskriver med en fortid i bandene Ebba Grøn og Imperiet, modtages højlydt af større skare der har stillet sig foran scenen i god tid. Der er både børn og ældre, og alle dem midt imellem. Samt flere granvoksne mænd i fyrre års alderen iklædt fan t-shirts. Og der synges med fra første strofe.
Sættet tager især udgangspunkt i den lavmeldte, men meget kraftfulde cd 'Skebokvarnsvagen 209' fra 2005. En cd der indeholder evigt aktuelle sætninger som 'Och hur många timmar har man väntet där nere på stationen på nån eller nåt som aldrig kommer. Det känns som om hundra år sen eller om det var i går'. Eller 'Fanfanfan det skulle været du'. Numret 'Sønder Boulevard' afslører Thåströms personlige forhold til København, hvor igennem han i flere år har haft en lejlighed.
Indimellem synger Thåström en Bellmann epistel, og 'Honungsgatan' fra den seneste cd som han lavede med gruppen 'Sällskabet' i 2007 og da der afsluttes med Imperiet klassikeren 'Du skal være president' er stemning langt over kogepunktet og ekstra nummerne en nødvendighed.
Da de to tilladte ekstra numre klinger ud bliver skaren foran scenen stående i lang, lang tid. De vil have mere. Men programmet tillader det ikke. Og det næste band står allerede klar i kulissen.

Indre varme
Som et perfekt sat punktum og som en værdig afslutning på et stærkt arrangement med i alt 18 bands til en rimelig pengesum, afsluttede Savage Rose weekenden fra den store scene.
Savage Rose, der om nogen i dansk musik formår at fremkalde publikums indre varme. En varme og en intimitet, der aldrig bliver påtaget eller ubehagelig, men som virker at udspringe af en oprigtig glæde og forundring over livet i alle dets facetter. Og så selvfølgelig Anisette fantastiske stemme, der sparker alle forbehold ind.
'Vi har været på turne siden 1967', sagde Anisette på et tidspunkt fra scenen imens hun præsenterede det unge, nye og meget velspillende Savage Rose, der spillede op til Anisette med en forrygende og smittende energi. Fremhæves må især Palle Hjorth på piano, organ and accordion, og Flavio Rodrigues på flamenco guitar. Bandet mestrede alt fra helt stille til de voldsomme udladninger, hvor der bare blev øst og øst på. Et smagfuldt og medlevende lysshow understregede sangenes tonefald og tema.
Ekstra nummeret Black Angel kulminerende i Palle Hjorth siddende alene på scenen efter at bandmedlem en efter en var gået ud, imens han gentog klaverriffet igen og igen i et piskende tempo. Og ganske langsomt satte han tempoet ned for hver runde, for til sidst at glide over i 'Dear Little Mother'.
Anisette dukker nu op af mørket siddende på scenenkanten, syngende. Snart er bandet igen fuldtalligt og afslutter efter et forrygende uptempo, stående samlet uden instrumenter på forscenen syngende fællessang med publikum. Afslutningen kunne ikke blive smukkere.