¤¤Stop-Loss¤¤ er uden smarte krigsscener, uden forloren kærlighed og uden nogen som helst af Hollywoods såkaldte store stjerner. Tak for det
af Steen Flemming Jørgensen
Filmen `Stop-Loss` er en af de seneste antikrigsfilm (i stil med `In the Walley of Elah`), der fortæller os, at mange i USA er ved at finde ud af konsekvenserne af den umulige krig i Irak. Hvor Danmark jo også har haft soldater i krig.
Efter tjeneste i Irak, hvor Brandon King (spillet af Ryan Phillippe) har set sine kammerater dø i baghold, vender han hjem med det eneste ønske at blive demobiliseret, altså at vende tilbage til sit civile liv. Men den dag han skal fratræde, får han meldingen: Hæren har forlænget din kontrakt, du skal tilbage til Irak snarest muligt. Det kaldes Stop-Loss.
Betegnelsen Stop-Loss er faktisk et forsøg på at gennemføre værnepligten ad bagdøren i USA. En mulighed Forsvarsministeriet og præsidenten har. I løbet af krigen i Irak er der gennemført 81.000 Stop-Loss! Hvor mange af dem, der aldrig er kommet hjem, fortæller historien ikke noget om.
At deserterer eller flygte
Brandon King er færdig med Irak, krigen og hæren. I sin fortvivlede situation deserterer han. Flygter væk i en bil med hans bedste vens kæreste. Der er dog ingen affære mellem de to.
Han forsøger at nå frem til en senator i Washington, men alle veje er lukkede. Ingen vil tale eller have noget at gøre med en soldat, der er flygtet. Der er kun to muligheder: at vende tilbage til tjenesten eller flygte til Canada.
`Stop-Loss` viser os på en autentisk måde den ødelæggelse af unge mænd, som både fysisk og psykisk krig skaber. Skader, der måske aldrig vil blive helbredt. Især er der en meget stærk scene, hvor Brandon King på sin flugt besøger et militærhospital og taler med en af sine soldaterkammerater. Her ser vi, hvad krig kan gøre ved et menneske. Den blinde, brandskadede, invalide unge mand har kun kørestolen tilbage.
En ærlig film
Filmens kvindelige instruktør Kimberly Peirce har haft problemstillingen tæt inde på livet. Hun havde sin lillebror med i krigen. Så der ligger en omfattende research før filmen var klar.
Filmen er stærk og jeg følte mig dybt engageret i de hjemsendte soldaters forsøg på at få et normalt liv i deres lille hyggelige provinsby i staten Texas. At den så også er elementær spændende og filmisk godt håndværk, gør jo ikke noget.
`Stop-Loss` er uden smarte krigsscener, uden forloren kærlighed og uden nogen som helst af Hollywoods såkaldte store stjerner. Tak for det. Her er en film der ærligt forsøger at beskrive den frygtelige ligegyldige krig og de konsekvenser den har for hundrede tusindvis af mennesker både i Irak og USA.
Stop-Loss. Instruktør: Kimberly Peirce. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278