Arbejderen har mødt science fiction-tegneseriens ophavspen, den 69-årige franskmand Jean-Claude Mézières

af Helene Caprani
Jean-Claude Mézières førte penneskaftet i den første science fiction-tegneserie i 1967. Siden har hans og forfatter Pierre Christins serie, Valérian et Laureline, på dansk Linda og Valentin, optaget generationer af kunstnere og fans - ikke mindst takket være en uhørt handlekraftig kvindelig hovedperson.
Arbejderen mødte den 69-årige franskmand på den danske tegneseriefestival Komiks.dk den 1. juni.

En fri ånd
Valérian et Laureline foregår i det 28. århundrede, hvor Valérian som agent for Jordens hovedstad Galaxity rejser i rum og tid. Sådan møder han middelalderkvinden Laureline, der bliver hans kollega og nærmest overtager serien.
- Laureline er en moderne kvinde fra middelalderen! På den første histories første side redder hun Valérian, ikke omvendt, og dét var ikke normalt i 1967, griner Mézières og vifter en benægtende pegefinger i sommersolen.
- Før eksisterede kvindelige tegneseriefigurer nærmest ikke. Laureline spiller også en vigtig rolle, fordi hun ikke stammer fra det 28. århundrede - hun er en fri ånd, hvor Valentin har sin historie fra Galaxity. Så de to hovedpersoner er både meget forelskede og imod hinanden, forklarer han med et skælmsk smil.
Laurelines popularitet bekræftes af, at over 2000 franske kvinder i dag bærer hendes navn - selvom det først blev opfundet af seriens to fædre.
- Nogle gange, når jeg signerer, er der flere i køen med navnet Laureline - op til 35 år gamle, fortæller Mézières med forbløffede øjne.

Inspiration eller kopi
Det var René Goscinny, som blandt andet har skrevet Asterix, der gav Mézières og Christin chancen med de første striber af Valérian.
- Vi startede med tre sider i ugebladet Pilote, som Goscinny var redaktør for. Bladet var på 64 sider, så der var stort behov for nyt stof, og dermed plads til unge begyndere som os. Serien blev godt modtaget, fordi den ikke handlede om cowboys eller soldater. Så vi startede hele genren, og endda med en kvindelig hovedperson, betoner han.
- Vi `valgte` ikke science fiction som sådan dengang. Som kunstner ville jeg ikke tegne efter fotos - jeg hader dokumentar, jeg vil hellere selv finde på. Men skridt efter skridt, selvfølgelig - man starter jo ikke med at skabe et helt univers!, griner Mézières, der i dag har en del universer på samvittigheden - også som en af genrens helt store inspiratorer.
Han lægger dog stærkt vægt på forskellen mellem inspiration og kopiering, når det kommer til en anden sværvægter udi disciplinen rum-epos:
- George Lucas har direkte stjålet fra mit arbejde! Se for eksempel på mine shingouzer og hans Watto i Episode et. Når man skal skabe et rumvæsen, er der uendeligt mange måder at gøre det på, så der findes ikke tilfælde, buldrer den lille tegner, der i 1997 designede store dele af Luc Bessons Det Femte Element.
- Han kan da bare ringe, så finder vi ud af noget, tilbyder han i en mildere tone.

Ikke godt og ondt, men modsætninger
Som så mange andre science fiction-skabere har Mézières og Christin gjort flittigt brug af politiske allegorier.
- Da vi begyndte, handlede det om antagonismen mellem øst og vest. Efter Sovjetunionens sammenbrud er det pengene, der bestemmer. Derfor er seriens kommentarer også anderledes i dag end dengang. Altså, Christin skriver historierne, men vi skal selvfølgelig også være enige, forklarer Mézières.
- Vi har da haft friheden til at udtrykke os, selvom ingen af os nogensinde har været medlem af et politisk parti. For eksempel har vores hovedpersoner aldrig skudt nogen, fordi vi er imod det. Jeg var i militæret i Algeriet, og var så heldig hverken at skyde nogen eller selv at blive skudt. Jeg er stadig imod enhver form for militær. Derfor er Valérian ingen helt i traditionel forstand; han bevæger sig i modsatrettede verdener, og prøver at hjælpe, men aldrig at styre. Der er heller ingen gode happy ends, understreger tegneren.
-`Velkommen til Alflolol` handler om økologi, endda før ordet egentlig blev brugt. `Alflolol` rejser spørgsmålet om, hvem jorden tilhører: Dem, der var der først, eller dem, der udnytter den? `De 1000 planeters imperium` handler om overgangen fra feudalisme til tidlig kapitalisme; om præstestyret overfor købmændene. `Skyggernes ambassadør` handler om kulturimperialisme.
- Men vi siger aldrig, hvem der er de gode og de onde. Vi viser, hvordan de opfører sig. Mine monstre er aldrig helt grimme. Der er altid en grund til, at de er farlige, for eksempel at deres planet bliver invaderet. Der findes modsætninger, forklarer Mézières.

Nej tak til computere og manga
For en mand, der lever af fremtidsvisioner, er Mézières overraskende skeptisk overfor moderne teknologi:
- Ærligt talt bruger jeg ikke computere. Nogle gange er det passende, men de fleste begyndere tror, at det gør dem til kunstnere. Når man bruger sin pensel og så videre og begynder at arbejde, udvikler tingene sig! men jeg er ikke imod det, for det kommer jo an på, hvad der er på lærredet eller skærmen i sidste ende, pointerer han.
Den japanske manga-bølge, der har gjort sit til at genoplive tegneserien som massemedie, har franskmanden slet intet tilovers for:
-Manga er rædselsfuldt! Tegningerne er så obligatoriske, alle ansigterne er ens, alle tegner de samme figurer. Mange romaner bliver jo også lavet på samlebånd og er noget lort - ligesom manga!
Med den røffel drikker Jean-Claude Mézières sin kaffe ud, læner sig tilbage og lukker øjnene mod den skarpe sol. Hvem ved, hvilke væsner han ser bag øjenlågene!?

Jean-Claude Mézières
Født i 1938 i Frankrig.
Inspireret af bla. tegnerne Franquin (Splint & Co.), Hergé (Tintin) og Morris (Lucky Luke).
Uddannet illustrator fra Institut des Arts Appliqués.
Skabte sammen med Pierre Christin den første science fiction-tegneserie, Valerián et Laureline, der i 2007 udkom med album nr. 20.
Har desuden skabt design til en række film og bøger.