For godt en uge siden fremlagde Bjørn Lomborg-initiativet Copenhagen Consensus resultatet af sin 2008-samling, en prioriteret liste over, hvilke intitativer indenfor miljø, samlingen mener bør prioriteres på verdensplan

af Kjeld Stenum
Den meget medieombejlede samling består af et par håndfulde højt estimerede videnskabsfolk fra relevante felter, fortrinsvis økonomer. Videnskabsfolkene er angiveligt udvalgt ikke efter politiske kriterier, men fordi de er de fremmeste eksperter på deres felter. Og det skal såmænd nok passe, der er nobelprismodtagere iblandt. Og også modstandere af Lomborgs projekt plejer at bøje sig for dette 'ekspertise-argument', når han fremfører det.
Listen over de højest prioriterede opgaver er opstillet efter kriteriet om mest muligt miljø for pengene, et kriterium, som Bjørn Lomborg har hamret ud i medierne til bevidstløshed, undertiden får man det indtryk, at dette er den eneste tanke, den mand nogensinde har tænkt, men det er det jo nok ikke; ansete tidsskrifter mener, han er en af verdens mest indflydelsesrige personer på sit felt.
Og sådan kunne det godt se ud. Efter at han første gang fremførte sloganet om mest muligt miljø for pengene, gik der ikke lang til, før vore borgerlige ministre begyndte at bruge samme slogan om alle tænkelige ting.
Mest mulig offentlig forvaltning for pengene, mest mulig kultur for pengene, mest mulig udviklingsbistand for pengene, mest mulig sundhed for pengene! Når ministre sådan ind ad en kant adopterer éns tankegang, så har man da indflydelse, ikke?
Eller er det nu sikkert, man har det? Hvordan måler man indflydelse? På, hvor meget éns udtalelser bliver fulgt?
Som jeg ser det, så handler indflydelse i vores samfund om magt, og magtspørgsmålet afgøres mellem folket og pengene. Hvis du siger det, magthaverne alligevel har tænkt sig at gøre, så bliver dine udtalelser uden tvivl i høj grad fulgt. Men er det fordi du har indflydelse? Det synes jeg ikke det er.
Hvis du ser en elefant gå til angreb på et træ, og du herefter siger til elefanten: 'Vælt det træ!'... hvilket den gør, viser det så, at du kan kommandere med elefanten?
Nej. Elefanten vælter træet, fordi den gør, hvad den alligevel var i gang med at gøre. Lars Løkke vil have mere offentlig forvaltning for pengene, kultur-Brian vil have mere kultur for pengene, og så videre, fordi det de mener med det er, at de ikke vil betale en øre til noget af det, og det vil de ikke, fordi det globaliserede erhvervsliv vil have besparelser på de offentlige budgetter.
Og samtidig vil de gerne kunne sige til deres vælgere, at de skam gør noget for deres ministerielle områder, derfor er det godt at have en masse gratis effektiviseringskampagner at henvise til.
Hvorfor siger trafikministeren ikke også:'Mest muligt trafik for pengene?' Fordi det ville være kollektiv trafik, og det vil være dyrt for statskassen, selv om det ville være en besparelse for samfundet.
Hvorfor siger forsvarsministeren ikke: 'Mest muligt forsvar for pengene!'? Fordi så skulle hans ministerium nedlægges. Det bidrager ikke til at forsvare landet overhovedet, tværtimod bidrager vores varetagelse af den globaliserede kapitals interesser i Irak og Afghanistan kun til at gøre Danmark til et udsat angrebsmål. Jf. vores pakistanske ambassade.
Jamen snakker Bjørn Lomborg og hans prominente forskere da magthaverne efter munden? Nej. Det gør de vel egentlig ikke. Ifølge Lomborgs selvforståelse er det, de fremlægger, først og fremmest værdifri objektivitet.
De siger ikke til os, at vi skal droppe kampen mod CO2, de placerer det blot nederst på en prioriteret liste over, hvad det kan betale sig at gøre noget ved. Det er meget bedre at give børnene i den tredje verden vitaminer i stedet for, det er billigt, og man ser en stor virkning straks. Det med CO2en, det virker alligevel først om tidligst halvtreds-hundrede år, og længe inden den tid vil vi alligevel beherske en meget mere overlegen teknologi. Det er værdifri saglighed fra positiv videnskab.
Om vi helt skal lade være med at bruge penge på kuldioxyden eller ej, er et politisk anliggende, som videnskaben ikke tager stilling til, den taler blot om konsekvenserne af at investere det ene og det andet sted. Og som med den gammeldags værdifri videnskab, som vi troede, tressernes og halvfjersernes positivisme-kritik havde gjort kål på, mærker man hos Lomborg og hans konsensus-kumpaner en let foragt for massernes usaglige følelseshysteri omkring CO2-problemet.
Men denne foragt viser også, at Lomborg ikke mener noget ærligt med sit miljøengagement. For som antydet vil den eneste politiske effekt af Copenhagen Consensus blive, at det globaliserede erhvervsliv, der ikke vil bruge penge på CO2-bekæmpelse, får nogle argumenter på hånden for at spare de penge.
Fremtiden bringer ikke automatisk teknologi til nedbringning af CO2, vi må bruge penge på at udvikle den. Og kun et folkeligt pres kan skaffe de penge.
Og jeg tror godt, jeg tør spå, at ikke ét eneste barn i den tredje verden vil få én eneste ekstra vitaminpille som følge af Copenhagen Consensus. Elefanten vil blot fortsætte med at vælte sit træ, det er hvad der vil komme ud af Copenhagen Consensus.
Hvis man vil gøre noget for, at børnene i den tredje verden skal få flere vitaminer, så må man gå ud i verden og tage stilling, appellere til folkets usaglige følelseshysteri. For det er, hvad der kan flytte grænsepæle.
Bjørn Lomborg fremstiller sit ærinde som neutral videnskab. Men det er en neutralitet, der tjener magten. Der vil ikke komme penge til børnene i den tredje verden, fordi vi nedprioriterer kampen mod CO2, det er et tomt projekt, for ingen engageret befolkning kræver det, og Lomborg har kun foragt til overs for at forsøge at mobilisere den.
Men han kunne sagtens gennemføre det projekt samtidig med CO2-bekæmpelse, for det projekt er der et folkeligt krav bag. Så kunne vi jo skaffe pengene ved at trække vores isenkram hjem fra Afghanistan. Se, det ville være at kommandere med elefanter!